Der er jazzmusikere, der skriver for orkester, og der er komponister, der låner jazzens farver i deres kompositioner. På Per Texas Johanssons nye album med Orkester Omnitonal er det sidstnævnte, der føles som præmissen: Det er gennemkomponeret nordisk orkestermusik, der kun lejlighedsvis læner sig op ad jazzens tradition for frihed og improvisation. Her er masser af energi, friktion og fantasi, men næsten ingen “ren” improvisation. Der er en tydelig fornemmelse af suiter i opbygningen – store forløb, der folder sig ud i ”satser”, og mindre stykker, der fungerer som kontrast, kommentar og efterklang.

Per Texas Johansson har siden 90’erne været en af de mest fremtrædende musikere på den svenske jazzscene. Hans mangeartede bidrag har gjort ham til en stærkt influerende kraft for mange musikere i Sverige såvel som i landene omkring. Orkester Omnitonal har eksisteret siden 2020 og er et større kollektivt ensemble med musikere med forskellige musikalske baggrunde, som sammen spiller og danner nordisk orkestermusik.

Orkesterets nyeste album er indspillet live i Musikaliska Kvarteret i Stockholm i efteråret 2024 og var ved indspilningen ligeledes premiere på albummets kompositioner. Det kollektive aftryk er markant. Musikken krediteres flere komponister – Josefin Runsteen (violin), Per Texas Johansson (alt- og tenorsax), Andrea Tarrodi og Rasmus Borg (piano) – og albummet arbejder bevidst med forskellige solister som dramatiske omdrejningspunkter.

Klangligt er det et album, der hele tiden balancerer mellem rene og dissonerende flader. Man mærker en konstant “samtale” mellem træblæsere og messingblæsere – nogle steder som en spinkel udveksling, andre steder som blokke af klang, der støder mod hinanden og gnistrer. Og så er der trommesættet spillet af Konrad Agnas: en gennemgående, kraftigt tilstedeværende drivkraft, der skubber forløbene frem, som var det et indbygget urværk i musikken.

Albummets første højdepunkt er “Hoax”, der rammer lytteren som en energiudladning: udbrud, spænding og pludselige vendinger, ikke mindst når en klar trompetserenade skærer sig igennem teksturen som et lysglimt midt i den tætte orkestrering.

Den mest udbyggede suitefornemmelse på albummet ligger i kompositionen ”Du kände dig aldrig hemma dit vi tog dig” med en tydelig satsopdeling. Første sats etablerer et udgangspunkt – som om musikken “tager sig sammen” og samler sin energi i en stram gestus. Anden sats bliver mere voluminøs og svulstig i sin understøttelse af violinen, og her opstår et af albummets smukkeste greb: violinens sammenspil med vibrafonen, hvor violinen både kan lyde som klagesang og som dans, afhængigt af hvordan vibrafonens anslag bærer og farver tonen. Det udvikler sig til en forknudret manifestation af selve klangens virke – ikke melodi som “sangbarhed”, men melodi som materiale. Tredje sats samler trådene: forløbet “kører sammen” mod en mere tonal forening, hvor en holdt violintone og klaviaturets støtte skaber en form for udgangsport – ikke en traditionel kadence, men en udånding. Det er også her, vibrafonen for alvor viser sin rolle som stemningsbygger: polyfone skygger, gradvis kulmination og øjeblikke af næsten symfonisk kaos. Albummet tør være tæt og komplekst uden at blive mudret; tværtimod virker kompleksiteten som et bevidst valg, der skal høres i lag og perspektiv.

“Stopp all the Clocks” leger direkte med tidsfornemmelsen. Klaverets basregion bygger spænding op mod et klangideal, mens mutede messingblæsere lægger et dæmpet pres ovenpå. Tematikkens såkaldte “sekundvisere” – figurer, der kører hurtigere og hurtigere rundt – kontrasteres af en “stor viser”, der bevæger sig langsommere, som to tidslag, der eksisterer samtidig. Når det hele kulminerer og glider over i et klarinetsolo-spil, ændrer værket karakter: tempoet sænkes, klangene bliver mere lagdelte, og til sidst går “sekundviserne” i stå – et virkningsfuldt greb, der får stilstanden til at føles som et valg, ikke som en afslutning.

“Morgon och kväll” er albummets mest billedskabende stykke: en klar solopgang spejlet i vandkanten med vibrafonens bløde anslag og en trompet, der går rytmisk hen over “strandkanten”. Det er dagsforløb som musik: grundtonen lagt i træblæserne, mens messing – med mutede horn – kommenterer og farver udviklingen. Mod slutningen overtager klaveret den rytmiske figur, der lukker nummeret, som om dagen afrundes i en enkel, menneskelig gestus.

Orkester Omnitonal skal ikke høres som et bigband, men nærmere i kategorien af et orkester, der bekræfter den moderne kompositionsmusik, hvor klassisk, avantgarde og jazz eksisterer side om side – men uden at jazzens improvisationslogik bliver styrende. Den bedste nøgle er måske, som orkesteret også selv konkluderer, en fantasi om, at Béla Bartók og Igor Stravinsky var blevet bestilt til at skrive musik til Benny Goodman og Woody Herman. Det er et billede, der rammer ret præcist: stram struktur, skarpe klangvalg og en orkestral jazzfornemmelse i den måde, rytmik og drive bygges op – ikke gennem solos, men gennem komposition.

Som lytter belønnes man af at give sig tid. De lange forløb åbner sig gradvist, og de kortere stykker føles som nødvendige forskydninger i lys og mørke. Det er musik, der ikke stryger nogen med hårene, men som til gengæld tilbyder et sjældent samlet univers: nordisk i sin klarhed, moderne i sin friktion – og med en trommende puls, der hele tiden minder én om, at dette ikke bare er orkesterklang, men orkesterklang med vilje.

Af Niels Bering Larsen

Orkester Omnitonal: Conductor: Johan Siberg; Joakim Agnas – trumpet; Emil Strandberg – trumpet, flugelhorn; Karl Olandersson – trumpet, flugelhorn; Mats Äleklint – trombone, bastrombone; Mats Agnelid – trombone, bastrombone; Agnes Darelid – trombone, bastrombone; Niclas Rydh – bastrombone; Lina Lövstrand – altsax, flute, alto flute; Astrid le Clercq – altsax, klarinet, basklarinet; Fredrik Ljungkvist – tenorsax, klarinet; Linus Lindblom – tenorsax, klarinet, alto flute; Alberto Pinton – barytonsax, basklarinet, flute, bass flute; Per Texas Johansson – alt- og tenorsax, klarinet, cor anglais; Rasmus Borg – piano; Mattias Ståhl – vibrafon, marimba, glockenspiel; Dan Berglund – kontrabas; Konrad Agnas – trommer, percussion