af Erik Jensen
Selv om man af en eller anden grund ikke ville kunne høre stemmen, ved man, at man er havnet på det nye album med Peter Sommer, når første linje er: ”Tillykke, du har tabt’.
Åh ja, endnu en runde med mesterlig popmusik med blændende sammenstykkede paradokser. Det er jo, hvad manden bag de bedste sange i dansk musik i den sidste snes år, mestrer og har vænnet os til. Måske snart i sådan en grad, at Peter Sommer kan rive den slags linjer eller for eksempel fortsættelsen: ”Det hele skal nok gå/ Vi ved bare ikke hvorhen”, af sig i søvne.
Og det er naturligvis problemet ved at rendyrke en ting eller en form så meget, at den til sidst minder om et velafprøvet trick fra tryllekunstnerens arsenal. Ligesom mange i TV-2’ storhedstid undrede sig over, hvad ham Steffen Brandt mon egentlig mente inde bag al sin gnækkende ironi, kan man blive i tvivl om, hvor dybt Peter Sommers eminente lyriske spil med ordene egentlig stikker? Hvilket temmelig sikkert ikke er meningen.
For i den anden sang på ’Udover kanten på en rund planet’ er det som om sangskriveren standser op i den apati overfor alle verdens dårlige nyheder og dommedags profetier, vi alle kender fra tv-nyheder en hvilken som helst aften for tiden. Sommer erkender indledningsvist, at han ”aldrig blev integreret/ i den politiske debat” og derfor i lighed med sin og de følgende generationers sangskrivere ikke har bedrevet samfundskritik på sin temmelig forbandet imponerende portefølje af fremragende album.
Ikke desto mindre prøver Peter Sommer med netop den sang at arbejde sig ind på et af tidens store udfordringer, klimakrisen. ”Hvem har du kysset i din gadedør/ mens den verden du kender styrter sammen/ farvelkys til alt det som vi havde før”, konstaterer han i et bekymret omkvæd.
Det rejser sig over de oversvømmelser og regnmængder, der synes at være udgangspunktet for endnu en sortsynet vurdering: ”Pludselig er vi blevet dem/ alle klokker ringer for/ vi spørger hvorfor/ men vi ved jo godt hvorfor”. Regnbygerne er som Peter Sommer erkender ”endnu en metafor/ mens jeg leder efter ord for, hvor galt jeg egentlig synes det går”.
Mon ikke det er tankespind og tristesse over både klimaforandringerne og vores egen passivitet, alt for mange af os kan genkende? Det ligger naturligvis en trubadur med stærk selvindsigt fjernt at komme med store proklamationer, moralisering eller forslag til løsninger.
Tekstmæssige dybder og hitpotentiale
Tvært imod fortsætter (selv)kritikken af Sommers generation i næste sang, ’Dem vi var og ville være’ med en tanke om, at intelligensens forfald måske skyldes kunstig intelligens. ”Og da hippierne skreg/ Skulle vi nok alligevel have lyttet/ vi må have set komplet latterlige ud/ den dag vi fattede at vi var byttet ud med fuldstændig ligegyldig viden”, som Peter Sommer synger.
Leder man efter lalleglad optimisme og jubelidioti er man endnu engang gået helt forkert i hans univers. Her stiller man mest spørgsmålstegn ved det bestående og allervigtigste som det parforhold, Peter Sommer som en anden poetisk terapeut bliver ved og ved at genbesøge. Her rimer han de tågede minder fra forelskelsens søvn ”under broerne i Paris”, der i virkeligheden opstod af noget helt andet: ”et stort glas vand med en sjat pastis”. Av.
De undskyldninger, vi lærer at stikke i en uendelighed i kærlighedens navn, bliver så rutinerede, at de helt mister deres genklang i det indre. Så kan man lige så godt rykke ’Tilbage til Status Quo’, som den ferme ordmager konstaterer i albummets sidste titel med en bemærkelsesværdig vital guitarsolo af Lars Skjærbæk til lige at rive op i mistrøstigheden.
For at lodde dybden i så elegant skrevne tekster, må man naturligvis dykke ned i dem. Dernede kan man konstatere, at der er mindre og mindre grumset i Sommers farvand, hvor nuancerne og ordspillene står mere og mere klart.
Naturligvis er ’Verdens volumen’ ikke en poesibog eller digtsamling. Ej heller er det på nogen som helst måde en protestplade mod en verden af lave. Peter Sommer lader i den grad sit nye band komme musikalsk til orde i nogle melodier, der måske kan beskrives som en blanding af en moderne west coast, som man engang lavede dem på den amerikanske vestkyst og franske viser med deres egen, nøgterne poesi. Musikken har en flot klang og det er sjældent at høre en så fornem, dansk produktion af Lars Skjærbæk og Anders Bach, der lyder så godt ude nat pakke sig selv ind i overdreven vellyd.
Selv om ’Verdens Volume’ er et virkelig homogent album, er Peter Sommer leveringsdygtig i et par effektive hits som ’Svanejagten’, den storswingende ’Undskyld mit undskyld’ og ’Broerne i Paris’ . Til trods for sine mange dryp af melankoli, er ’Verdens Volume’ en klarsynet forårsbebuder med realistisk skelen til danske forhold, hvor det jo som regel ender med at regne alligevel.
