Af Jørgen Nielsen
Det var med en stak nyskrevne værker på nodepultene, at Pierre Dørge New Jungle Orchestra (NJO) den 2. december 2023 gik på scenen i Store Regnegade 19 a. Koncerten blev optaget, og her i år 45 efter guitaristen og komponisten Pierre Dørge grundlagde sit livsværk, foreligger musikken på CD og digitalt.
Der er en bemærkelsesværdig divergens mellem det meget skrabede og traditionelle artwork på den fysiske udgave, og det sprudlende og farverige musikalske indhold. Det kompenseres der dog for, når man, fordyber sig i jazzskribenten Neil Tessers meget velskrevne og informative covernoter, der strækker sig over 3 sider. Stillet over for denne Grammy-belønnede stjerneskribents udfoldelser, lurer skriveblokeringen hos undertegnede, men hver fugl synger jo med sit næb.
Som Tesser påpeger, så har New Jungle Orchestra eksisteret næsten lige så længe som ét af dets forbilleder, The Duke Ellington Orchestra. Og skal man dømme ud fra disse ti spor, er kreativiteten stadig lyslevende, både kompositorisk og i udførelsen. Allerede efter ni sekunder af det korte åbningsnummer ‘Waltzing Igor’ flænges det harmoniske samspil af en kontrolleret dissonans fra blæsergruppen. Vi er nok tættere på Stravinski end Mathilda i denne lille krydrede forret. Hurtigt glider vi over i ‘Zim Zala Gak’, hvor rytmegruppen danser ind imellem big band-agtige blæserriff. For så at blive afløst af en rolig passage, hvor Dørges guitar udforsker overtonerne. Motoren, med Martin Andersens stort anlagte trommespil som indpisker, starter op igen, og skubber veloplagt til de virtuose solopræstationer fra trombone og tenorsax. Det hele klinger ud med strøgne overtoner fra bassen, der afstemmes med luftige blæserlyde. En sand forvandlingskugle af et dadaistisk kunstværk.
Rum og publikum mærker man ikke meget til på disse optagelser, dog høres enkelte råb – måske fra kapelmesteren? Som efter en særlig skarp passage i det supercheckede arrangement i ‘Another Adventure‘.
Det er, som om skuldrene sænkes lidt, og hofterne begynder at svaje i den afrikansk inspirerede shuffle Månedans, hvor Gunnar Halle oplader sin røst i en tekst, der kunne være hentet fra en af min barndoms kulturradikale børnebøger. Og selvfølgelig bliver der plads til en herlig solo fra Ayi Solomons varme hænder.
Temperaturen daler i Irene Beckers ‘November November’, der med sin fine klaverintro ender som en kærlig hyldest til årets nok mest forhadte måned. For når det er trist udenfor, bliver der desto mere hyggeligt indenfor.
Hele bandet står i lys lue i ‘East London Blues’; måske en hyldest til bandets første bassist Johnny Dyani, der stammede fra den sydafrikanske by af dette navn. Ikke mindst Thommy Anderssons bas står varmt og magtfuldt i lydbilledet.
Neil Tesser skriver begavede ord om samtlige numre; her vil jeg i stedet helt overordnet hylde, at Danmark med NJO har et ensemble, der fra sit udgangspunkt i en nichegenre, er blevet en slags folkeeje gennem dets uhøjtidelige attitude, musikalske mod, opfindsomhed og høje musikalske standard.
At holde liv i et orkester gennem mange år er en præstation i sig selv; i årtier rejste NJO verden rundt som fornemme ambassadører for dansk kultur. Den tid er forbi, men som institution er Jungleorkestret stadig en levende organisme med alle pladser besat af originale musikere, der deler og bidrager til den musikalske vision. En følelse af en stor og munter frihed, hvor improvisation og komposition smelter sammen. Stemningen er både legesygt kaotisk og præcis som et urværk: et kendetegn for Pierre Dørges og hans New Jungle Orchestras bedste øjeblikke. Da koncerten lukker med ‘Stranger than Thommy‘, mærker vi endelig publikum og dets begejstring. Og den er ikke svær at dele.
Pierre Dørge (g, voc, dir)
Gunnar Halle (tp, voc)
Jakob Mygind (ts, ss)
Anders Banke (ts, cl, b-cl)
Kenneth Agerholm (tb, voc)
Irene Becker (p, key, voc)
Thommy Andersson (b)
Ayi Solomon (cng, perc)
Martin Andersen (drm)
Steeplechase 2025 CD, digital
