Der er nu noget ret pudsigt i at det odenseanske “Chop-Pop” band Rambuk deler navn med den årlige pris ”Årets Rambuk”, som den gode gamle forening Dansk Markedsføring uddeler i forskellige kategorier, som belønning til de mediebureauer og annoncører, der hæver barren og sætter en høj standard for det mediestrategiske arbejde.
Det er priser, som bandet Rambuk med garanti ikke vil vinde – for som sanger og sangskriver Ole Friis siger i et interview med 33Plus ”Det er viljen, der driver værket. Vi gør det der passer os, og sætter os nogle delmål. En plade i år, en til næste år, så et dobbelt-album, og en live LP. Jeg tænker ikke på om det sælger. Jeg gider ikke gøre noget bare for pengene. Penge tager frihed til at skabe nyt. Der er ingen udfordringer i det. Jeg kan lide modgang – medgang kan være en sovepude”.
Der er derfor ikke meget der minder om mediestrategi i de reggae pulserende veje Rambuk tager. Til gengæld hæver Rambuk fortsat barren for deres helt eget chop-choppende udtryk her på deres andet udspil, og Ole Friis sætter en pænt høj sangskrivermæssig standard. Ikke mindst i forhold til teksterne, der er både skarpe, iagttagende, empatiske og kommenterende – uden på nogen måde at tage form af at være protestsange i traditionel forstand. De er blot skrevet af en ret nøgtern og åbenhjertig humanist – der helst vil sine medmennesker og sine lyttere det bedste.
Musikalsk befinder de fleste sange sig i et behageligt midtempo, med hver deres små finesser og finurligheder – og derfor er det også hørt som et samlet album at Stangbacardi gør sig bedst. Det vokser for hver gennemlytning og folder sig smukt ud, som en småskramlet og vejrbidt Rambuk, der har fundet sin indre ro og balance, og ikke behøver vælte flere tykke mure. Enkeltvis står numrene ”Stangbacardi” og ”Nej nej – det må du ikke” stærkest. Begge har de en akut charmerende vellyd, der fungerer som den direkte og hurtige flirt med øresneglen, og det er numre der burde blive budt velkommen indenfor af enhver radiostation med hang til at præsentere hit uden skygge af skabelon. Selvom det selvfølgelig er en god og velkendt recept – skriv om noget med alkohol eller forbud, så er folkets opmærksomhed ligesom fanget fra starten!.
Men intet album er fuldkomment uden den der smukke kærlighedssang, man kan sætte på i stangbacardi tilstand kl. kvart over sengetid – og sådan en sang findes selvfølgelig også her i form af nummeret ”Langsom sang”. Det rummer blandt andet en sætning, som har ramt denne skribent lige i hjertekulen, og som har meget mere end bare flygtig kærlighed i sig – .”…. og du smiler kærligt – når jeg har dummet mig igen”. Ja, så præcist kan det udtrykkes, mens det solidt sammentømrede band (trods ny bassist siden første album) stille og roligt spiller natten og kærligheden til ro. Det kan godt være at alle veje fører til Rom – men for 33Plus rækker det her og nu, hvis de fører til Odense.
