Af Mads Schlederman
I støvregnens lette dryp trasker folk langsomt rundt på pladsen. Nogle har et mål. Andre har ikke sovet endnu og vandrer hvileløst rundt, inden de skal hjem og sove branderten ud. Det er Roskildes sidste dag og man kan efterhånden godt se, at folk har det hårdt. Derfor er det også perfekt, at den britisk-indiske Sitarspiller Anoushka Shankar allerede skal spille kl. 13. Et tidspunkt, hvor de fleste trænger til noget let og luftigt til at akkompagnere deres morgenbolle med dertilhørende lunkne øl og halskradsende cigaret. Inde under Avalons teltdug sidder de fleste på jorden og sludrer lavmælt. Nogle enkelte sidder i lotusstilling og tuner ind, inden Anoushka Shankar går på. Der er publikum i alle aldre – flere børn sidder på skuldrene af deres forældre, og der er en generel blød og dejlig stemning. Vi ved alle sammen godt, at det er hårdt at være tilbage om lørdagen og det er måske også derfor, at Anoushka Shankars koncert er et tiltrængt afbræk fra fest og dundrende bas.
Da The Beatles første gang brugte sitaren på sangen ”Norwegian Wood” fra LP´en Rubber Soul i 1965, åbnede det for alvor vesten op for den indiske musik. Sitaren blev et symbol på østens mystik og ”den psykedeliske oplevelse” – en indre rejse mod noget ophøjet og en søgen væk fra vestens materialisme. I kølvandet på dette, blev rockmusikken op gennem tresserne inficeret med sitar og tabla, der resulterede i skabelsen af en ny undergenre – Ragarock – som opnåede stor kommerciel succes. Fælles for de fleste søgende sjæle dengang var dyrkelsen af den indiske sitarmester – Ravi Shankar – der senere tog George Harrison under sin vinge og for alvor fusionerede den indiske musik i vestens musikkultur. Ravi Shankar er uden tvivl den største indiske musiker i moderne tid, hvis indflydelse på den senere halvdel af det 20. århundredes musik er uvurderlig. Han optrådte i øvrigt her på festivalen i 1975. Og her, 50 år senere, sidder hans datter Anoushka, der i den grad bærer faklen videre fra sin far. Siden udgivelsen af hendes debutalbum Anoushka fra 1998 har hun opnået en stor international anerkendelse, og har, udover at spille traditionel indisk musik, bevæget sig rundt i et mere jazzet udtryk. I dag er ingen undtagelse.
Kontrabas, jazztrommer, Fender Rhodes, Klarinet og selvfølgelig den klangfulde sitar pryder scenen, hvor Anoushka slår tonen an med sine 3 bandmedlemmer. Man bliver hurtigt grebet af den karakteristiske sitar, der på sin vis tryllebinder det efterhånden – tidspunktet taget i betragtning – talstærke publikum. Jeg kan i hvert fald ikke spotte en eneste telefon oppe i vejret, hvilket jo næsten virker surrealistisk. Anoushkas tydeligt meget tekniske og yderst elegante sitarspil bliver gradvis ledsaget af bas og klarinet, men vi skal lige et par numre ind, før også trommerne kommer i spil. Det er meget let og elegant musik, nærmest flydende eller svævende. Det skyldes også lydniveauet, der ikke er nær så højt, som de andre koncerter jeg har set i år. Og det klæder bestemt kvartettens lydbillede. Anoushka benytter flittigt sin loop-pedal for at lave lydcollager med sitaren, der fungerer på fornem vis. Hun sidder næsten konstant med et inspirerende smil, der bløder min slidte festkrop op og forbereder mig til dagens kommende strabadser.
Da Anoushka sidste gang spillede på Roskilde var i 2006, var det en af hendes bedste koncerter nogensinde, fortæller hun mellem to af numrene. Dengang medbragte hun et mere traditionelt indisk ensemble med tabla og fløjte, og har i dag bevæget sig over i en mere traditionel vestlig jazzsfære. Og det spiller bare. Som trommerne og keys indlogerer sig i musikken får jeg straks associationer til Joe Henderson og Alice Coltranes magiske LP fra 1974 Elements, hvor specielt nummeret ”Earth” har lignende struktur, som et af bandets numre. Klarinettens østlige skalaer og sitaren komplimenterer hinanden smukt. En dialog, som vi alle kan forstå og folk rundt omkring mig kan relatere til. Det ligner det i hvert fald. Det er til tider ekstatisk og andre tider magisk. Foran mig går en mand med et par hjemmelavede koncert-natbriller, der tvinger ham til kun at lytte. En auditiv sanserejse. Folk betragter skiftevis spillet med alvor og seriøsitet, der udmunder sig i smil, når Anoushka kigger op mellem numrene og siger ”Tak”. Inden bandet spiller nummeret ’Daybreak’, titter solen forsigtigt frem mellem de regnfyldte skyer, der giver anledning for Anoushka til at minde os om det lys, vi skal huske findes derude – selv i disse forfærdelige tider. Og lyset trænger ind til os. Det passer som i fod i hose med Anoushkas anmelderroste nyudsendte EP Chapter III: We Return to Light, hvis tema centrerer sig om lys og håb – mange af numrene fra selvsamme EP spiller bandet i dag. De spiller med en tydelig spilleglæde og ligger lunt i hinandens sving under hele koncerten. Præcis som det skal være.
Det har været nøje beskrevet, hvordan festivalgæsterne snakker ekstremt meget til koncerterne i år, men der er ikke synderligt meget snak til denne koncert. Et par fyre snakker ved siden af mig og får hurtigt et blik med en anelse forargelse sendt af en ældre mand. Det er en lyttekoncert. Og folk lytter. Nyder det sidste, som festivalen har at give. Nyder det, som festivalen har givet. Og nyder det, som den giver lige nu. For Anoushka kan i den grad spille, så vi alle sammen er til stede. Lige nu og her. Mod koncertens ende spiller bandet mere op og inddrager ligefrem en udsyret wah-wah pedal til kontrabassen, der virker nærmest rocket med et strejf af avantgarde. I sidste nummer munder det ud i et storstilet jam, hvor tempoet stiger og stiger, indtil det hele kulminerer i en stor forløsning, der kaster en stor applaus mod Anoushka Shankar og hendes velspillende ensemble. En fløjlsblød introduktion til festivalens sidste dag, hvor jeg virkelig havde brug for sådan en som dig, Anoushka. Og det tror jeg ikke, jeg er den eneste der tænker.
