Af Erik Jensen
Tager man bare et par spadestik ned i den righoldige, musikalske undergrund i Danmark, støder man hurtigt ind i vrimlen af personligheder med talent og meget på hjerte. De fleste af dem er ulykkeligvis forsvundet næste gang, man dykker derned, hvor musik er for alvor og ikke en luftig ambition om et levebrød. Men en af de mest vedholdende er 40-årige Michael Rexen, født og opvokset i De Forenede Arabiske Emirater, men bosiddende i Danmark og uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Siden debuten med ‘The United Kingdoms Part 1 – An Endless Sea Of Honey’ I 2018 har han i løbet af få år udgivet en lille håndfuld album som M. Rexen og sat sit præg på talrige samarbejder eller grupper som VS DOOM, A Key Is A Key og The Magnetic Eagle. Alt og alle udsprunget af en vildtvoksende vision og tilhøreladende utæmmelig kreativitet.
Efter en temmelig lang pause på 5 år er han tilbage med et forandret og mere solidt forankret udtryk på The Chauffeur, skabt i samklang med fremragende musikalske legekammerater fra kredsen omkring Kira Skov. De har medvirket til at skabe et stilfærdigt indtrængende album, som ikke er bleg for at skue udover de helt store vidder i americana, men gør det med stor personlighed i en serie nedtonede, men fine og vedkommende sange. Er du en af dem, der leder efter musikalsk ro i en forvirret tid med al for meget ensartet dåsemusik, behøver du ikke lede længere, for det er præcis hvad en (mental) tur med The Chauffeur ved rattet kan give dig.
Selv om Rexen, som hovedpersonen nu blot kalder sig selv, står mere selvsikkert her end nogensinde, er han heldigvis stadig helt sin egen. Kan vel være, at målet er at ramme et sted omkring sangskrivningens eliteskole hos Leonard Cohen og for eksempel Nick Cave, men stemningen og musikken peger mere på en storartet amerikansk særling som Will Oldham aka Bonnie ‘Prince’ Billy.
Melodisk lægges der uhyre sikkert fra land med ‘I’ve Found’, som straks fanger lytteren ind. Jo, man kan godt være iørefaldende og inviterende, selv om tempoet er behersket. Endnu bedre bliver det til i ‘Hollywood’, albummets måske bedste sang med et arrangement, der ikke bare lokker én ind, men også fastholder med Silas Tinglefs levende slagtøj, mens violin og cello lægger sig til rette til forskønnelse af Michael Rexens her meget smukke stemme.
På resten af albummet fortsætter en linedans, hvor Rexen og musikerne holder sig i det terræn, de har bestemt sig for at rejse ind i, uden store sværdslag. Men dog med små step til siderne som i den feberhede duet mellem sangeren og Mette Lindberg i ‘Hoik Up!’ eller den sensuelt vuggende ‘My Heart’.
Arrangementerne og instrumentaliseringen er hele vejen igennem delikat og indbydende. Men nægtes kan det ikke, at det stabile tempo og de ensartede melodilinjer giver en lurende kedsomhed, mens en let døsighed melder sig. Pulsen holdes oppe af teksternes portræt af kærlighedslivet i en tid med pres på manderollen. Et spændene tema, som dog forløses med mere mystik og flere spørgsmål end egentlige bud.
Besætningen med Silas Tingleff, der spiller trommer på og har produceret albummet og Anders ‘AC’ Christensen på bas, Sasha Aganov på cello, Maria Jagd på violin, leverer en fyldig og liflig indsats, som gør albummet til en varm og berigende oplevelse. Mesterværket må vi vente en postgang på.
Produceret af Silas Tinglef og Michael Rexen
