Af Niels Bering Larsen
Med Ensom først træder sanger og sangskriver Rikke Mach efter en længere albummæssig pause igen ind på den danske jazz- og vokalcene med et album, der både er lyrisk, modent og kompromisløst melankolsk. Albummet bæres af en stærk trio: Machs egen legende og levende vokal og sangskrivning i front, smukt akkompagneret af Uffe Steens karakteristiske bluesorienterede guitarspil og Jens Jefsens distinktive basarbejde. Sammen skaber de et rum, hvor ensomheden aldrig står alene, men konstant fyldes af musikalsk nærvær og personlighed.
Mach debuterede med albummet Angels in the Snow i 2004 og har senere arbejdet i forskellige jazzkonstellationer, blandt andet duoen Mach & Kwella, og hun fungerer som underviser på Aarhus Universitet. Steen og Jefsen har konstant befundet sig i alverdens sammenhænge på den danske scene over de seneste fem årtier. De akkompagnerer hinanden og deres solister i en tæt sammentømret symbiose uanset i hvilken konstellation man møder dem.
Albummets 13 originale kompositioner bevæger sig fra stille, næsten hviskende ballader som ”Ud af mørket” til mere energiske og swingende numre som ”Det er nu”. Trioens arrangementer er gennemgående enkle, men aldrig skrabede; de er præcise, luftige og fulde af små musikalske detaljer, der giver plads til Machs stemme og tekstunivers.
Kun ét nummer bryder med trioformatet: afslutningsnummeret ”Ingen ved hvornår”, arrangeret for vokal og orgel. Det står som en smuk, næsten rituelt klingende afrunding på et album, der kredser om livets store bevægelser.
Tematiske spænder Ensom først vidt – fra fødsel til død, fra kærlighed til brud, fra iver til depression. Det er et bredt felt, men Mach bevæger sig hjemmevant i det mere mørke og eftertænksomme spændingsfelt. Hendes tekster er stærke, personlige og præget af en tydelig glæde ved det danske sprogs rytmik og ordspil. Hun leger med ordene, samtidigt med at alvoren står frem; sproget bliver både et værktøj og et spejl.
Jefsens rytmiske fraseringer på bassen skaber en klar, pulserende grund, der fungerer som albummets hjerterytme. I tæt dialog med Steens bluesfarvede elguitar opstår en organisk puls, der gør percussion overflødig. Steen og Jefsen fylder rummet – ikke blot med toner, men med deres musikalske personligheder og mangeårige erfaring.
Rikke Mach synger med en personlig intensitet, der gør hendes fortællinger troværdige. Der er en sårbarhed i hendes udtryk, men også en modenhed, der vidner om en sangskriver, der har oplevet noget i livet og tør stå ved det. Det sårbare udtryk findes som et gennemgående tema markeret i nu’et – ikke i går, ikke i morgen – det er nu, som også en af albummets stærke kompositioner er navngivet.
Ensom først er et stærkt dansk jazzalbum, der kombinerer poetisk sangskrivning med et enkelt, men dybt musikalsk trioformat. Det er et værk, der fortjener både tekstlig og musikalsk analyse – og som vokser for hver gennemlytning. Mach fremstår som en markant stemme på den danske jazzscene, og hendes samarbejde med Steen og Jefsen giver albummet en varme og tyngde, der gør det svært at slippe igen.
Rikke Mach (Vocal), Uffe Steen (Guitar), Jens Jefsen (Bass)