Af Erik Jensen
Giv Rikke Thomsen en scene og den djærve sønderjyde vil spille, synge og charmere dig langt ned under brædderne. Tornadoen fra landsbyen Blans udenfor Sønderborg bringer forfriskende energi til god gammeldaws amerikaner-rock med guitaren i hoftehøjde, vidt spredte ben og hendes helt eget, uimponerede udtryk- live. Jeg er sikker på, at der stadig er afbrændt vegetation og lykkeligt smilende blomster på festivalpladsen i Tønder, hvor Rikke Thomsen i den grad fik sat (mester)skabet på plads med et brag af en hjemkomst-koncert sidste sommer.
På album virker hendes sange med afsæt i Bruce Springsteens univers knapt så overrumplende. Den sønderjyske dialekt er selvfølgelig med til at give sangene karakter, men skjules kan det ikke, at det musikalske udtryk savner den samme originalitet. ‘Zeitgeist’, tredje album på 7 år, er en solid konsolidering af Rikke Thomsens univers. Men heller ikke mere end det. Der dukker ikke nye og uhørte passager op mellem de mange musikalske og tekstmæssige referencer til Springsteen og her også Sheryl Crow med hendes ‘If It Makes You Happy’, som her naturligvis er genkomponeret til ‘Hvis det gør dæ glaj’. Bruce Springsteen, der jo selv mildt sagt har sendt sine sange på køretur i alverdens biler, får en varm hilsen i ‘Corolla ’94’ (sådan en har New Jerseys stolte søn næppe nogensinde sat sig til rette i), hvor der ligefrem er ‘Dancing In the Dark’ i radioen, da udflugten passerer Blans Østermark.
Selv om vi træffer både et ‘Gespenst’ og ‘Zeitgeist’ i de to første sang, er det ikke spor uhyggeligt. Tvært imod er der tale om hyldester til hjemstavnen og familien. Sangenes hovedperson er tilsyneladende søgt hjemover for at komme sig over den kærlighedssorg, som ellers er albummets store tema. Tvivlen og smerten er til stede ‘Lant ue å Tønder Land’, hvor protagonisten er gået i stå, for hendes kærlighed har åbenbart ventet på undskyldningen til at forsvinde: “Men en dau bleu æ mål å veje/ å funnen for let”. Måske er det bare mig, men dialekten står lidt i vejen for, at den eventuelle fortvivlelse rammer hjertet i det, der lyder som en parafrase over Michael Falch.
Det samme gælder det tematiske sidespring til ‘Lady Diana’, som er død “Det var da søjn/ hun var essen så søjde å køhn”. Det jordbundne underspil kan blive for undervældende. Heldigvis spiller Rikke Thomsen sig op på albummets to bedste ‘Nebengeschäft’ og ‘Søjde, det hæ åltins vet dæ’. I den første står sangens hovedperson tavs og forstemt sammen med det par, der er vokset sammen så “Te I lye som hinand”. Det er kun vores hovedperson, der kan se det. “Men æ holde min kæft/ Det er min nebengeschäft”, som Rikke Thomsen synger. Fornemt. I den anden rammer Rikke Thomsen rent og lader Mads Kirkegaards saxofon klare resten af jobbet.
Det er som om det solide fundament vokser sig op til stadionstørrelse og undervejs forsvinder den inderlighed, der kunne have gjort ‘Zeitgeist’ til et overbevisende skud rock med blottede nerver og følelser.
Rikke Thomsen: vokal, akustiske og elektriske guitarer
Martin Korsgaard: kor, bas, synth, piano, trommer, producer
Mads Kirkegaard: saxofon
