Den store Robert Plant tour bus kører i fulde omdrejninger i en tid, hvor han er på turne med hans seneste hjertebarn; Saving Grace.
Hele 20 koncerter rummer den igangværende tour, der lagde ud den 3. maj i Bruxelles, og i sidste uge var forbi Falkoner Salen på Frederiksberg, hvor blandt andre Kong Frederik var en del af et begejstret publikum.
Turen er lanceret som ROBERT PLANT PRESENTS ‘SAVING GRACE’ FEATURING SUZI DIAN, og det er helt åbenlyst, at der er tale om alt andet end en moden verdensstjerne, der kun har sig selv i centrum.
Plant er med Saving Grace blandt venner – alle er de musikere fra området omkring hans lokale hjemby Worcestershire i England.
Saving Grace består ud over Robert Plant i den vokale forgrund af Suzi Dian (vokal, harmonika), Tony Kelsey (mandolin, baryton, akustisk guitar), Mat Worley (banjo, baryton guitar, cuatro), og Oli Jefferson (percussion).
Fredag den 9. maj var Robert Plant & Saving Grace draget videre fra Danmark og over sundet til Malmø Live Koncerthus, og også her spillede de foran en totalt udsolgt koncertsal.
Af Robert Plant for længst er blevet til mere end ’stemmen fra Led Zeppelin’ er der ingen tvivl om, når man ser sig omkring på den loyale fanskare, der har indfundet sig i salen. Stemningen er opstemt, og forventningsfuld, og publikum klappede Plant & Saving Grace ind, da de punktligt indtog scenen
Der skulle gå dog tre numre før Robert Plant overhovedet henvendte sig til sit publikum for en kort bemærkning med ordene – ’Hej, vi er Saving Grace og vi er her for at hjælpe jer, det er vores job’.
Der var vist ingen tvivl om at alle i salen følte, at det ’output’ der blev leveret fra scenen, var lige præcis den hjælp, der skulle til for at dette skulle udvikle sig til en ganske uforglemmelig musikalsk oplevelse.
På denne aften føltes det som om at alle var lige. Der var ingen frontfigur. Det var fem ligeværdige musikere, der fungerede som en helhed. Hver især åbenlyst så eminent dygtige, at man som publikum bare kunne suge det hele til sig, leve med, og håbe på at denne koncert aldrig sluttede.
Det gjorde den nu naturligvis. Efter 15 numre, hvoraf de 14 var de samme som dagen før i København. Hans eget “Let the Four Winds Blow” – oprindelig fra albummet Mighty Rearranger (2005) havde afløst ”I’ts a Beautiful day today”.
Det blev koncerten ikke mindre skøn af, tværtimod. For bandet var mestre i de store arrangementer af primært diverse covernumre. Ud over ”Let the Four Winds Blow” fik vi dog også Robert Plants egen ”Down to the Sea” fra hovedværket Fate of Nations (1993).
Og selvfølgelig var der også sneget sig nogle Led Zeppelin numre med på listen, hvoraf især ”The Rain Song” var en af det helt store publikumsfavoritter på en aften, hvor Plant generøst delte ud fra roots- og rockhistorien, og beviste at han stadig har sine ‘moves’ i en alder af 76 år.
Det strålede ud af ham, at han var lige præcis der, hvor han helst vil være. På en scene, i gode venners selskab, og sammen skabe noget, der kan huske os alle på hvad det er musik kan gøre for os. Det var kort sagt næring til fællesskabet og samhørigheden imellem mennesker, der elsker musik.
Robert Plant og Suzi Dian’s duetter sad lige i skabet og deres stemmer matcher godt sammen. Hun med sin fine sælsomme følsomhed og klare lyd, og Plant med sin elegante stærke, vilde og rå lyd.
Suzi Dian imponerede særligt i fortolkning af Neil Youngs ”For the Turntiles”, og der blev kvitteret med spontane klapsalver fra salen.
Imens kunne det aflæses i ansigtsudtrykket hos Plant, at også han nød sådan en stund, og at han i det hele taget både beundrede og respekterede de andre musikere. Ikke mindst for hvordan de hver især fortolkede og forvaltede deres store aktie i helheden.
Plant beviste således med stilsikker overbevisning, at man også med alderen kan vokse og gro, også i nyt selskab.
Det kan man opleve igen i morgen den 14. maj, hvor han gæster Oslo, inden han vender tilbage til Sverige for at spille i Stockholm den 16. maj. Turen slutter den 30. juli i Barcelona.
Men er du en af dem der bare ikke kan få nok af Plant som en del af Led Zeppelin, kan den nye dokumentar Becoming a Led Zeppelin anbefales. Den findes på diverse streamingtjenester og vises også stadig i nogle biografer landet over.
Alle LIVE fotos er venligst udlånt af Flemming Grøn.
Artikel redigeret af Mads Kornum.