Smag på navnet: Chiswick. Og lad imens din indre filmrulle spole tilbage til dengang, London var swinging, Rolling Stones unge og verden var om ikke i sort/hvid så dog lidt mere enkel. I det verdensbillede ville Chiswick, så langt ude i Londons yderkant, at vi nærmer os en status som forstad, være en af den slags locations, hvor lømler som Mick Jagger og Keith Richards støvede rundt for at overtale nogen til at lade dem spille en koncert.
En menneskealder senere er Chiswick lokaliteten, hvor Rolling Stones i Metropolis studiet har fundet sig selv og redefineret sin egen lyd for at tage en af musikhistoriens vildeste fortællinger frem til sit sidste kapitel. Et forbandet vellykket afslutningskapitel, tør jeg godt love. For Foreign Tongues er meget mere end en altfavnende genfortælling, men et udspil, der gør musikere på over 80 år relevante og frit rockende igen.
Så kan vi godt skubbe den tunge mytologi og de tal, hvorved man kan måle naturstridige fænomener som Rolling Stones med, væk. Og hellige os musikken. Hvilket naturligvis i dette tilfælde er fuldkommen umuligt. For Rolling Stones er lige så uadskillelige fra historien, som tungen er fra bandets logo. Men alligevel.
Hvis man forestillede sig, at man var dumpet ned fra en rejse til det ydre rum, påbegyndt i sådan cirka 1961 og hørte Foreign Tongues, ville man tænke, at det her da er et friskt rockpust, båret frem af guitarer, fordømt vellydende, skarpt, gode melodier og vedkommende tekster om for eksempel pengenes forfængelighed og USA’s forvandling fra hele verdens drøm til et globalt mareridt, sunget af en frygtindgydende sanger.
De kunne nok godt blive til en hel del, selv om musikken ikke ligefrem er moderigtig. Men om ikke andet som et energisk og melodisk alternativ til tidens datastyrede pop, produceret med kunstig intelligens eller kunstig mangel på intelligens. På eksempelvis ‘Divine Intervention’ er der ikke bare helt reel menneskelig intelligens på spil sammen med et ustyrligt veloplagt band i en frisk melodi med en tekst, der oven købet benytter sig af humor.
Sangens jeg bekymrede sig engang om verdens undergang. Men så konsulterede han en spåkone “in a rundown part of Hollywood”, som der synges. Han tager mod til sig og går ind bag neonskiltet. “Through the gloom, I asked her, ‘What’s my future?’/Well, she threw up,” konstaterer jeg’et. Hvis vi et kort øjeblik erstattet ham med Mick Jagger, der fylder 83 år i denne måned, er det svært ikke at grine af en kommentar til den universelle undren over, hvordan disse hårdtprøvede gentlemen dog kan blive ved. Og overleve deres egen tvivlsomme livsførelse. Fremtiden ligner en spåkone, der kaster op i en åbenbaring af en sang.
Men hvad så? For i omkvædet til denne fuldblodsrocksang opgiver jeg’et sin bekymring og konstaterer: “Dystopian values are too hot to handle, and I’m going out in a blaze”. Sådan. Så kan vi kende Rolling Stones igen. Fuld fart frem uden at se sig tilbage – eller frem for den sags skyld.
Hvis Foreign Tongues‘ album nummer 25 fra Stones, ikke bare er et jubilæum, men faktisk afslutningen, er der virkelig tale om at gå ud med et brag. Som ikke bare tager den rødglødende tråd op fra det tre år gamle Hackney Diamonds, men fører den tilbage til sjælen, kroppen og hjertet. Og – nå ja – tungen. Så må vi leve med et miskmask af et cover med Ronnie Wood, Keith Richards og Mick Jaggers fjæs i kulørte fraklip.
Hvor forgængeren lød som et – glimrende – soloudspil fra Mick Jagger med band i kompositioner og en produktion, der fokuserede på vokalen, er bandet denne gang den musikalske hovedingrediens med masser af velklingende guitarer og melodier i de traditioner, vi kender fra Stones. Blues, rock, country, pop og indfølt disko på ‘Jealous Lover’. Et lovende vrik med bagdelen og en funky tungeslasker til ‘Fool To Cry’ fra 1976, ‘Emotional Rescue’ eller en cadeau til ånden på albummet Some Girls (1982).
Også den bittersøde countryballade ‘Ringing Hollow’ peger i den retning. Umiddelbart endnu en sang til den tabte kærlighed. Men ved nærmere lytning er det Amerika som drøm og idé, der kysses farvel. “Lady Liberty don’t look so good when there’s a tear in her gown”, som Mick Jagger synger.
Inden da erkender han, hvordan affæren begyndte for de unge knægte fra London, som dyrkede den amerikanske drøm og de musikalske drøn under den: “Well, I was madly in love with you/Before we ever met… I saw all your movies/I smoked your cigarettes”. Men nu er det slut: “Let the dreamers get the dream they want, my favorite joke/So pass around the fenty/Pass around the coke…. When voices are stifled/I wanna scream out loud”.
Det klæder ham at have noget på hjerte, som det også er tilfældet i ‘Mr. Charm’. For fuldt firspring forsøger sangens oldefar af et jeg at score en kvinde ved hjælp af…. Tja, vi bliver jo alle ældre – fotos fra 1. Verdenskrig. Alligevel insisterer sangeren på, at en aften med ham er at foretrække fremfor at tage på rumfærd med “mad mogul Mr. Musk”. Næsten ærgerligt, at Elon Musk skal få æren at optræde i en sang med Rolling Stones, men kindhesten bør svie hårdere end selvfedmen.
Festen fortsætter på hele 14 sange. Ikke alle er på lige højt niveau, men generelt er formen i også sangskrivningen fin. Ligesom spillet og produktionen. Om det er Keith eller Ronnie Wood, der spiller guitar, er vel efterhånden ligegyldigt? Spillet bliver de med stor entusiasme. Og Mick Jaggers vokal er formidabel. På et covernummer ‘You Know I’m No Good’ af Amy Winehouse, der fortjent hyldes i en understregning af, hvor savnet hun er som sangskriver af klasse, går han op i et højere toneleje end den dengang unge sangerinde. Vildt. Og rørende, at han synger duet med Keith på guitaristens vanlige vokalnummer, det virkelig overbevisende ‘Some Of Us’, som angiveligt blev kasseret engang i 1980’erne. Men nu står smukt som et svajende strå i solnedgangen, indtil Mick Jagger planter et stærkt vokalt strå ved siden af. Smukt.
Keiths sprukne, men virkningsfulde stemme dukker op ved siden af Jagger i andre steder og til sidst synger og spiller de sig nærmest hånd i hånd gennem et løst leveret cover af Chuck Berrys ‘Beautiful Delilah’. Sammen med de tos lige så vellykkede version af Muddy Waters ‘Rolling Stone Blues’ på Hackney Diamonds er den her en fornem afrunding af historien om Stones. For under armen på Jagger, da han tilbage i de spæde 1960’ere mødte sin gamle skolekammerat, Keith, på Dartford station i deres fælles hjemstavn, var plader med netop Muddy Waters og Chuck Berry. Med på nummeret er et af albummets gæster, Chad Smith, Red Hot Chili Peppers trommeslager, på såkaldt ‘concert bass drum’. Det fungerer fornemt.
Ligesom Paul McCartneys bas på den hæsblæsende, punkede ‘Hit Me In The Head’, der fornemt matcher Charlie Watts hidsige trommespil (optaget i 2021) og Mick Jaggers vrængende vokal: “One of these days I’ll fall down dead/ And I’ll go a lot quicker if you hit me in the head”. Det er nok så langt, Mick Jagger kommer i retning af lyriske erkendelser af sin egen dødelighed. Et lystigt og aldeles usentimentalt los til legenden.
Også Robert Smith gør et glimrende job ved synthesizere og kor på den poppede ‘Never Wanna Lose You’, der såmænd sagtens kunne blive et sommerhit på en tænkt radiostation, der tør spille musik, skabt, spillet og sunget af mennesker. Den slags er der næppe bedre eksponenter for end Rolling Stones, der igen viser, at de alt mytologi, ævl og bævl til side nok alligevel er dem, der bedst ved, hvordan Rolling Stones kan og bør lyde. Nemlig præcis sådan som Foreign Tongues. Hvor er det dejligt, at de findes og har beriget os med en så fantastisk vellykket (afskeds)plade.
ERIK JENSEN
