AF ERIK JENSEN
I 2017 gik jeg ind i den velassorterede pladebutik Dodo Beach i Berlin-bydelen Schöneberg, en halvlang guitarsolo fra David Bowies gamle domicil i byen. Jeg bad manden bag disken om debuten med Rosalía, den nye catalanske stjerne fra min tidligere hjemby, Barcelona.
Han gloede først forbavset på mig og havde tydeligvis aldrig hørt om hverken Rosalía eller hendes netop udkomne debut, Los Ángeles. Forbløffelsen blev til forargelse, da han modvilligt gav sig til at undersøge sagen på sin computer. Snart efter kiggede han op over disken og sagde surt: “Nein, vi fører ikke den slags kommerciel musik”.
Kom-vaffor-noget, genspurgte jeg og opgav forehavendet, inden han nåede at gentage sin arrogante absurditet. Mod en forkromet blanding af tysk uvidenhed og bedreviden kæmper alle forgæves. Jeg måtte vente med at få mine nysgerrige ører i Rosalías kontroversielle debut.
Den catalanske kunstner havde nemlig uden at have en eneste dråbe gitana-blod i årene formået at forny de spanske sigøjneres traditionelle musik, flamencoen. Den slags går ikke i vores permanent fornærmede tider, selv om Rosalía forsvarede sig ved at sige, at netop musik – al slags musik – efter hendes mening tilhører alle.
Det er jo sandt. Og siden er Rosalía selv i den grad kommet til at tilhøre alle. I hvert fald er den verdensomspændende forelskelse i hende og hendes fjerde album, Lux, tæt på at være så kvælende, at jeg næsten – og kun næsten – vil give den vrisne berlinske pladehandler ret i, at det er kommerciel musik. I hvert fald er det storsælgende og rost til himlen af alt og alle, inklusive den katolske kirke.
For dem af os, der ikke er alt for begejstrede over at vores små hemmeligheder pludselig deles af absolut alle, kan den slags berømmelse og succes være svær at sluge. Men det vil være direkte dumt at afskrive Rosalía bare fordi alle andre har fået ørerne op for hende. For hun er uden sammenligning den mest interessante kunstner – nej hverken popstjerne eller fænomen – på den internationale musikscene just nu.
Jeg kom allerede for nogle år siden for skade at sammenligne hende med David Bowie på grund af hendes indlysende tilbøjelighed til at eksperimentere sig frem gennem musikken og vokse fra album til album. Den går ikke. Rockens angelsaksiske ikoner skal ikke rodes ind i noget spansksproget latinsk pop, kunne jeg dengang forstå.
Nu virker det som om også den fordom er faldet og Rosalía er med sit fjerde album, Lux (Lys på latin) genstand for en regulær kærlighedsstorm kloden rundt. Det er fuldt fortjent, for albummet er et af den slags grænseoverskridende mesterværker, man ikke møder hvert år, snarere med lidt held hvert tiår.
At moderne pop har det musikalske verdensherredømme har stået klar i en årrække. Men med dette album sprænger Rosalía alle genrens konventioner og regler for ganske enkelt at tilføje ren magi til popmusikken. At det er Rosalía, der omdanner pop til kunst af fineste karat, er ikke overraskende.
For den catalanske sanger og komponist var velforberedt efter et tiår med musikalske studier i den flamenco, hun gik i dybden med på en eliteskole i Barcelona, inden hun selv tog teten og begyndte skabelsen af sit eget univers, der foreløbig er kulmineret på Lux. Mens forgængeren Motomami (2022) ifølge ophavskvinden bød på ‘minimalisme’, repræsenterer Lux for Rosalía såkaldt ‘maximalisme’. Baseret i overleveringer om kvindelige helgener, stræber sangene på i alt 14 sprog, blandt dem arabisk, hebraisk og latin, mod himlen på alle tænkelige måder.
Som alle, der gør til kunst fremfor ‘kommerciel musik’, har Rosalía selvfølgelig konfereret med tidsånden og sikkert set udtryk som christiancore på Tiktok. Det spirituelle er sammen med traditioner og ja, kristendom, på mode igen og det præger også Rosalía, der som alle os andre søger hjælp eller ligefrem frelse fra den triste udvikling, menneskeheden og vores klode desværre er inde i. “Hvem kan leve mellem de to? Først må man elske verden, så må man elske gud”, synger hun (på spansk) allerede i første færd på ‘Sexo, violencia y llantas’
Vi bevæger os efter det indledende præludium på klaveret ind i området mellem menneskelivet og det spirituelle, guddommelige. Vi gør det i en musik, de er klar til at sprænge alle konventioner, ja, bryde sine egen melodi op i hver enkelt sang i et uudforsket grænseland mellem pop og klassisk. Rosalía rapporterer som i en dagbog fra sin eneste verdensturne i næste sang, ‘Reliquia’ om, hvad hun har mistet som menneske.
Jeg mistede mine hænder i Jerez og mine øjne i Rom/ Jeg voksede op og lærte skamløshed et sted omkring Barcelona/ Jeg mistede min tunge i Paris, tabte tiden i LA/ mine hæle i Milano, mit smil i Storbritannien.
For så i omkvædet at komme med sin bekendelse: Men mit hjerte var aldrig mit, jeg giver det altid væk/ tag et stykke af mig og gem det til, jeg er væk/ jeg er dit relikvie.
Hun gør kroppen og alt det materielle som et værktøj for det ophøjede, for spiritualiteten, for en gud.
At det foregår på 14 sprog, Rosalía har haft lyst til at studere og prøve af, siger lidt om projektets vilde vovemod. Det kunne så nemt være endt med et væltet babelstårn af guddommelige, men uindfriede ambitioner. Eller – endnu værre – i en populistisk prædiken fra YouTube. Men nu holder det i stedet hele vejen igennem, fordi alt – også de religiøse overvejelser og symbolske tekster – leveres på baggrund af enorm grundighed i research og udførelse.
Der er faktisk ikke andet at gøre end at bøje sig næsegrus i beundring for Rosalía og samarbejdspartneres endeløse kreativitet og enorme disciplin til at holde sammen på hele molevitten.
Når vi har at gøre med et så stort og grænsesprængende værk som dette, giver det ikke nødvendigvis mening at tale om enkelte numre. Sangene flyder ind i hinanden med London Symphony Orchestra som guirlande. Vi er langt inde i det klassiske, selv om der ikke er gennemkomponeret partiturer. Rosalía klipper hellere sin musik op og syr alle småstumperne sammen i et til gengæld evigt fascinerende værk med vægtige klassiske indslag som ‘Berghain’ med den beslægtede Björk på gæstevokal.
Men bare rolig – Rosalía snyder ikke de fans, der bare sidder og venter på et pophit. Det får man med klassisk indledning i ‘Porcelana’, svimlende tæt på opera i den smukt afsluttende ‘Magnolias’, den legesyge sommerfugl ‘De Madrugá’, smukke ballader fra pianoet som ‘Sauvignon Blanc’, den overjordisk skønne ‘Mio christo piange diamanti’ (Min Kristus græder diamanter), sunget på italiensk som noget nær en arie – og på det helt regulære, men elegante pophit ‘Perla’.
Men egentlig er det synd at fremhæve de sange frem for andre. Lux er en helhed, man bør nyde i netop sin helhed. Til gengæld for opsatsen, vil man føle sig gennemlyst og verden oplyst med en form for håb, vi nok alle kan bruge for tiden, hvor truslerne fra krigsherrer, autokrater og klimaet vender den tunge ende nedad.
Der er virkelig brug for Rosalía og ‘Lux’, som egentlig kun er ankommet sammen med et problem – alt anden musik føles temmelig flad og kedelig i sammenligning.
