Bag bandnavnet Rose City Band finder man Ripley Johnsen, der vel mest af alt kan beskrives som en let underspillet gigant inden for nutidig psykedelisk rock, ikke mindst takket være hans virke i Moon Duo og Wooden Shjips.
Fem album er det blevet til med Rose City Band på bare fem år. Normalt er de en kvartet, med pedal steel guitaristen Barry Walker jr. har lagt sig syg her på selve spilledagen, så de gik på som en kvartet.
Det gjorde generelt deres lyd mindre countryrocket i det godt og vel 1½ time lange sæt, der nok består af en masse forskellige numre, hovedsageligt fra seneste album Sol Y Sombra (der betyder ’sol og skygge’), men som mest af alt føles som et langt 90 minutters vel konkrolleret jam i solsiden, tilsat skygger af skønhed.
Lyden på Johnsens vokal er decideret dårlig, og det er reelt umuligt at høre teksterne. Hans stemme kommer i stedet til at virke som et ekstra mimrende instrument. Ikke optimalt. Men heller ikke direkte forstyrrende. For hos Rose City Band er det i forvejen musikken, der viser vejen. Og heldigvis fremstår resten af lydbilledet ganske klart og tydeligt, og man fornemmer slet ikke der er tale om et på dagen amputeret band. Tværtimod er det som om at Paul Hasenberg på keys løbende vokser med opgaven, og han får tilsat noget klædelig Winwood-vibe i det ellers lidt ensartede musikalske udtryk.
Ripley Johnsen veksler ikke et ord med publikum eller sit band, men styrer seancen med små nik under kasketten. Lukker man øjnene undervejs mærkes det nærmest som man bliver transcenderet til det himmerige, hvor salig Jerry Garcia og J. J. Cale vel sidder og spiller hver dag, med glimt i øjnene og fuld bevægelse i alle 19½ guitarfingre.
Johnsen er ikke Garcia, men mindre kan gøre det, og han spiller undervejs direkte mesterligt og inderligt, i øvrigt stærkt akkompagneret af den driftssikre rytmegruppe Aaron Wilford (bas) og John Jeffrey (trommer).
Stemningen blandt publikum er afstemt og tilbagelænet, og der går ikke ligefrem ’lørdag-aften’ feststemning i den. Det er så heller ikke meningen. Nok kan man stikke sig på en rose, men det sker ikke her. Rose City Band er i stedet ren velvære for folk med hang tredser-halvfjerdser-æstetstik og den slags fritsvævende småpyskedeliske toner, der godt må tage sig god tid, og godt kan indtages uden andre stimulanser.
Og stimulerende var det rent faktisk, at være i selskab med selv den sygdomsramte udgave af Rose City Band i de altid atmosfærefyldte omgivelser på Loppen.
