Det var ellers den fineste lille diamant, jeg havde gravet ud af Roskilde Festivals vidtfavnende program.
Men onsdag eftermiddag måtte de to estere i Duo Ruut aflyse deres koncert på Platform-scenen, fordi deres instrument sad fast i lufthavnen i Helsinki, som det hed i en notifikation fra Roskilde Festivals app.
Instrumentet er en såkaldt zither – et traditionelt estisk folkemusikinstrument, der består af en flad kasse med en masse strenge spændt henover – som Ann-Lisett Rebane og Katariina Kivi spiller på i fællesskab, mens de står ansigt til ansigt.
Det, de laver, er simpelthen så vildt, og transportvanskeligheder skal ikke frarøve dem den anbefaling, de fortjener.
Vi må nøjes med YouTube-videoer, men selv her er det fascinerende at overvære, hvordan de to musikere behersker deres instrument, og hvor mange forskellige lyde, de kan mane ud af det. I et nummer slår Rebane på strengene og selve trækassen med trommestikker, mens Kivi stryger strengene med en violinbue, og de to vokaler filtrer sig ind og ud af hinanden i en udsøgt omgang korisk kluddermor. Det rum, de skaber, er er så organisk, skrøbeligt og nærværende, og jeg er sikker på, at det havde været en lise at blive lukket ind i.
Duo Ruut har lige udgivet deres anden plade, ’Ilmateade’, der ifølge ChatGPT betyder noget i retning af ”vejrudsigt”. Tjek singlen ’Udu’, der vistnok betyder ”tåge”.
Nå, men jeg skulle altså ikke stå på en midtsjællandsk pløjemark og forelske mig i et stykke estisk folkemusik – men Roskilde skal have anerkendelse for bookingen, for det er jo netop nogle af de utippede oplevelser, der gør festivalen speciel.
Det favnende rocknavn på Orange Scene
Til gengæld kan vi gå fra en Roskilde-yderlighed til en anden.
For hvis der er noget, Roskilde Festival har været garant for mere eller mindre altid, så er det et stort, bredt favnende rocknavn på Orange Scene. Sidste år var det Foo Fighters, året før Blur, året inden det var det The Strokes. Fortsæt selv listen.
Men i år er der faktisk ikke noget stort rockhovednavn på plakaten, der ligesom har den der legendestatus. Og der er sådan set kun et rockband, der spiller på Orange Scene i år. De hedder Fontaines D.C. og kommer rigtig meget fra Irland (D.C. står naturligvis for Dublin City). Spørgsmålet onsdag aften klokken 20.30 er selvfølgelig, om de kan løfte arven fra legenderne og bringe fællessang og generationssamlende rock til folket foran den største scene. De er tydeligt blevet castet til opgaven.
Mine koncertmakkere og jeg lykkes med at få nogle af de sidste armbånd til pitten, og vi får kantet os næsten helt op til det forreste hegn. Et par kig over skulderen afslører, at der også er godt pakket i den bagerste pit, på rækkerne op til lydteltet og videre op mod Grandstand-baren for enden af pladsen.
Fontaines er for tiden på verdensturné og synes mere end vant til menneskemængden, da de stille og roligt valser ind på scenen og anslår det velkendte riff til ’Here’s The Thing’ fra deres nye plade, den fremragende ´Romance’. Nogle har solbriller på, andre cigaretter i mundvigen.
Frontmand Grian Chatten siger ikke noget, bobber bare selvsikkert med hovedet.
Han synger pissegodt og har masser af karisma og frontmandsenergi. Fotograferne nedenfor scenen er nærmest ved at falde over hinanden for at få et godt skud af den 29-årige Dublin-dreng, hver gang han sætter sig på hug på kanten af scenen og synger. Der er heller ikke en finger at sætte på bandet bag ham – trommerne vugger tungt og dejligt, guitarerne lyder store og lækre, bassen brummer behageligt i brystkassen.
På publikumsfavoritten ’Boys In The Better Land’ tager Chatten solbrillerne af og spiller lidt uengageret på en tamburin, og efter fjerde sang, ’Roman Holiday’, får vi et ”hello”.
Med andre ord lyder det hele virkelig godt, der er den rette mængde arrogance, det er en solid rockkoncert, det her, men det virker også lidt, som om Orange-koncerten bare er endnu en i rækken i Fontaines’ turné-trummerum, og at de ikke har tænkt sig at gøre noget særlig ud af aftenen.
Men så, inden det sidste nummer, træder en 15-20 mennesker med partisanertørklæder og store Palæstina-flag ind på scenen.
Grian Chatten overlader mikrofonen til dem, og så får de ellers frit slag.
Blandt andet beder en af aktivisterne publikum om at råbe med på en masse slagord, også selv om de er på arabisk og ”I måske ikke forstår dem”. Det virker folk ikke til at have noget imod. Samtidig toner paroler som ’Free Palestine’ og ’Israel is comitting genocide’ (Israel begår folkemord, red.) op på storskærmene.
Da Fontaines er ved at have brugt 10 minutter af deres time på Orange med demonstrationen, begynder utålmodigheden at brede sig blandt publikum. Sniksnakken bliver højere, volumenen på kampråbene svagere.
Så takker aktivisterne for ordet, og stemningen koger kort op igen, da Fontaines’ som sidste nummer spiller den hårdtslående ’Starburster’, der vel nok er deres største hit til dato.
I en tid, hvor det bliver sværere og sværere for festivaler at booke de helt store hovednavne, fordi de bare laver deres egne arenaturnéer, er der noget forfriskende over, at Roskilde har overladt tjansen som stort rockband til nogle unge irere, der stadig er på vej frem. For de kan tydeligvis noget andet end de legender, de står på skuldrene af. Man kan næsten ikke forestille sig, hvor malplaceret det ville have været, hvis Foo Fighters havde forsøgt sig med en Palæstina-demonstration under deres Roskilde-koncert sidste år.
Omvendt var budskabet under Fontaines’ koncert selvfølgelig dybt forudsigeligt. De har flere gange lavet lignende seancer og udtrykt støtte til den nordirske hiphop-gruppe Kneecap, hvis medlem Mo Chara er på anklagebænken i England for at have hyldet terrorgrupperne Hamas og Hizbollah under en koncert i november 2024.
Palæstina-aktivismen er altdominerende når det kommer til politiske budskaber blandt verdens kunstnere i de her år – for fem år siden havde tingene eksempelvis nok handlet lidt mere om klimaet – og således også for musikerne på Roskilde. Og kan man ikke diskutere, om Fontaines ikke også devaluerer sig selv en lille smule som musikere, når de i en sjettedel af koncerten bare giver ordet direkte til aktivisterne? Nu er det jo netop Palæstina-delen og ikke musikdelen af koncerten, alle snakker om.
Når det så er sagt, så er det sympatisk, at Fontaines vil give mikrofonen til nogen, der normalt ikke har mulighed for at snakke til så mange mennesker på en gang, og at de i så høj grad trækker alvoren og verden med ind på Roskilde Festival, der jo dybest set ellers er en uges ren eskapisme. Men vi endte nok med et par slagord for meget og en rocksang for lidt.