Hvis man skulle lave et feltstudie i opdelingen af forskellige publikumssegmenter på Roskilde Festival, ville torsdag klokken 14.00 have været et godt tidspunkt at tage noter på.
Mens popsensationen Aphaca spillede deres hypede Arena-koncert og trak samtlige unge mennesker på festivalen ud af campingstolene, var der umiddelbart flere fuldskæg end hæklede bøllehatte at spotte i de tyndt besatte rækker foran den lille Gaia-scene.
Men for alle, der stod her, kunne det lige så godt have været dette telt, der var fuldstændig fyldt til randen.
For på scenen stod gruppen Flock, der udgøres af nogle af de hippeste musikere fra Londons blomstrende jazzmiljø, og de spillede en fantastisk nærværende og fængslende koncert med hang til lange improvisatoriske sekvenser og udsvævende lydeksperimenter. Når noget for popmusikken så basalt som form og varighed på numre hele tiden er til forhandling, kommer der automatisk fokus på andre ting. Dynamik, klang, samspil. Flocks koncert var en lektion i at gå udforske musikken, mens den udfoldede sig, både for musikerne og publikum.
Som da saxofonisten Tamar Osborn spillede en beskidt barytonsax i introen til et nummer, så det lød som en færge på et tåget hav. Eller når synthesizer-afficionado Danalogue (med det borgerlige Dan Leavers) slyngede os ud i stratosfæren med sine funklende soli.
For de fleste er en god koncert, at man kender sangene og kan synge med på alle teksterne. Forudsigeligheden er tryg, og det er rart altid at kunne kigge ind i skærmen på sine venner og få bekræftet, at de står og skråler det samme som en selv.
Men uforudsigeligheden er altså også helt vildt stimulerende, og på Roskilde Festival er der så mange muligheder for at gå på opdagelse i den.
Flock stod i en hestesko vendt ud mod publikum, så de både havde kontakt med hinanden og åbnede rummet op for publikum. Til sidst sang de en melodi a capella ret uperfekt, hvilket var perfekt, for så kunne man nynne lidt med, og så blev vi langsomt alle lukket helt ind i den skønne, uforudsigelige verden, Flock viste os står åben på Roskilde.
Men det hele er altså ikke godt, bare fordi det er jazz.
Britiske Alabaster DePlume, en slags multikunstner, spillede i hvert fald en mildt sagt rodet koncert om eftermiddagen på Eos. Ved mulitikunstner forstås, at han spiller saxofon og skriver digte og blander freejazzede improvisationsstykker med digtrecitationer, når han giver koncerter.
Han skulle nok holde sig til at spille saxofon.
Vi var ikke mere end et par minutter inde i første nummer, før DePlume tog blæseinstrumentet ud af munden og begyndte at chante ”From the river to the sea” – en parole, der refererer til overbevisningen om, at den israelske stat skal udslettes til fordel for en palæstinensisk, der skal strække sig fra Jordanfloden til Middelhavet. Så, ja. Ikke specielt sympatisk. Det meget lille publikum foran Eos var overhovedet heller ikke med på den, så DePlumes malplacerede messen fremstod som et skoleeksempel på manglende situationsfornemmelse.
Undervejs blev man også i tvivl om, hvorvidt DePlumes ”digte” var nedfældet på forhånd, eller om han bare fandt på ordene. Man håber lidt på det sidste, for det var godt nok jammerligt.
”Thank you for living / It’s fucking hard to live / And you’re doing it,” er jo ikke ligefrem linjer, der ville få Jørgen Leth op i en stående applaus.
Musikalsk startede det egentlig okay med en lækkert raspende klang på saxen, men den instrumentale del af koncerten blev også hurtigt trættende. Foruden de rædderlige ”digte” blev vi bombarderet med den ene meget lange meget selvsmagende saxofonsolo efter den anden, mens medmusikerne på henholdsvis trommer og bas spillede nogle meget trivielle og meget udynamiske rockgrooves.
Og så savende man simpelthen noget sammenhæng. Nogle små anekdoter om sangene eller en vision med musikken, der var til at forstå. Frem for moderigtige slogans om Israels udslettelse.
Alt i alt en gennemført skrækkelig koncert.
22 års ventetid kulminerede sidste år, da Beth Gibbons, tidligere frontkvinde i det skelsættende triphop-band Portishead tilbage i 1990’erne, udgav sit andet soloalbum, ’Lives Outgrown’.
Et smukt, natsort værk om alderdom og længsel, der energimæssigt ligesom simrer hele vejen igennem og aldrig for alvor kommer op at bulderkoge. Hvordan skulle det lige kunne hamle op med et feststemt torsdagspublikum i Roskildes største telt, Arena?
Gibbons’ levering fejlede ikke noget. I vanlig tilbagelænet stil stod hun med lukkede øjnene og hænderne om mikrofonen, der selvfølgelig blev i stativet under hele koncerten, mens hendes syv musikere spillede de delikate arrangementer til perfektion.
De to violinister hvinede om kap i skønhed med Gibbons på ’Lost Changes’. Og lynet af en guitarsolo på Portishead-klassikeren ’Glory Box’ var lige ved at rive teltdugen midt over. Den ikonisk sleske wah-wah-guitar i introen sad også lige i skabet og udløste publikums eneste sådan rigtige jubelbrøl under koncerten.
Det var ikke, fordi man ikke kunne høre publikum under resten af koncerten. Sjældent har jeg hørt mage til sniksnakkeri. Og til alle boomerne derude må jeg altså bare sige, at det guddødeme ikke var de unge, der stod og knævrede. Det var alle endagsbilletterne, der allerede var alt for pinligt julefrokoststive klokken 19.
Så til jer, der tydeligvis bare var kommet for at få en Portishead-klassiker med på vejen: Gå hjem og lyt til ’Lives Outgrown’. I hørte jo ikke rigtig noget af den til koncerten.
Jeg har af gode grunde ikke hørt Gibbons live i 90’erne, men jeg er sikker på, at hendes velmagtsdage som sanger er nu. Shit, hvor sang hun forrygende, og hvor var det dog et velforberedt band, hun havde taget med. Vis det noget respekt. Så spændende er jeres samtaler heller ikke.
