En festival er altid et spørgsmål om tilvalg og fravalg. Man skulle da nok have valgt The Hu (se foto), der efter sigende gav en veloplagt og stilsikker koncert med en ganske original omgang cocktail af heavy metal, mongolsk strubesang og trad folk. Rocken finder heldigvis stadig nye ansigter, og nye veje – også til Roskilde.
Det kan også siges om Geordie Greep, der var frontmand i et af tidens mest hypede rockbands, da han annoncerede, at han ville gå solo.
»Black Midi var et interessant band, der nu er overstået på ubestemt tid«, skrev han på Instagram i sommeren 2024.
At kalde Black Midi ”et interessant band” er noget af en underdrivelse. De kan vel nærmere beskrives som en slags blanding af mathrock, punk og eksperimenterende fusionsjazz fra helvede. En blanding, der ganske utippet fik både de hippe prog-hoveder og folk i mere mainstream rockkredse til at falde pladask for orkestret, der fra 2019 til 2022 udgav tre meget roste plader.
Altså: Det var en chokmelding, da Greep meldte, at nu ville han gå sine egne veje. Men spændingen varede kun en uge, for så landede den første single, ’Holy, holy’ – en obskur mambo- og latininflueret fusionsrock-sag om at være en fandens karl på en bar, der på sin egen mærkelige måde var virkelig catchy og svært uafrystelig.
I efteråret 2024 kom så debutalbummet med den kæphøje titel ’The New Sound’, der passende nok kan betegnes som ret storhedsvanvittig og lige så forfriskende genreforvirret som førstesinglen i sit udtryk.
Således forhistorien.
45 minutter gik der. Så begyndte han at rulle ledninger sammen, mens fansene råbte hans navn
Denne nye lyd har jeg – og en masse andre mænd i 20’erne og 30’erne, der fredag aften stod tæt stuvet sammen under det lille Gaia-telt – set virkelig meget frem til at høre i levende live, siden Roskilde puttede Greep på plakaten.
”Geordie, Geordie, Geordie!” blev der råbt i kor under teltudgen, inden den 25-årige englænder og hans fem medmusikere på guitar, bas, trommer, cello og keys trådte ind på scenen.
Men allerede fra første nummer stod det ret klart, at den 25-årige englænder ikke følte, at han havde noget at bevise.
15 minutter gik der, inden han overhovedet gad vende snotten mod publikum og fokus væk fra den lidt for lukkede instrumentale øvelokale-seance, han mente skulle åbne sættet.
Selvfølgelig er det forfriskende med en omgang fusionsjazz på Roskilde, hvilket selvfølgelig skal inkludere lange soloer en masse – Georide Greep lod ingen tvivl om, at han virkelig er en forrygende guitarist – men det blev også en tand for selvsmagende i længden.
”Happy days!” råbte han kækt ud til publikum efter åbningssalutten.
Den slags kunne man godt have brugt lidt mere af i løbet af koncerten. Faktisk var de to ord det eneste, han overhovedet sagde til publikum.
Midt i sættet fik vi den store single ’Holy, holy’, hvor publikum skreg med på omkvædet i et forsøg på et få en eller anden form for interaktion med Greep.
Men lige lidt hjalp det.
Selv om han stod i sin egen verden og sang af sine lungers fulde kraft, hvilket han gjorde hver gang han sang, hvilket sammenlagt var i omkring fem minutter af koncerten, var det, som om han ikke rigtig gad at være der. Samtidig blev det afsløret, at han faktisk ikke er en specielt stærk sanger. Han havde kun den ene måde at synge på, og selv om han pressede og pressede sine stemmebånd, kunne han ikke rigtig synge det lille telt op.
Efter 45 minutter gik Geordie Greep og hans band af scenen, selv om de vel nok har været sat på til en time. De kom da også hurtigt ud igen, og alle regnede med at de nu omsider ville spille ’Blues’, den anden helt store skæring fra hans nye plade, men de begyndte bare at rulle deres ledninger sammen.
”Geordie, Geordie, Geordie!” råbte fansene i håb om mere, men Geordie værdigede dem ikke engang et blik.
Come on, makker. Du spiller på en af de mindste scener på hele festivalen.
Som min ven sagde til mig:
”Han er jo slet ikke kendt nok til at gøre det der”.
Man savner i den grad nerven og den rå kant fra Black Midi-dagene, hvor det punkede over udtrykket bestod i beskidt energi i musikken – ikke i at være en idiot over for sine fans.
Når man skal hele vejen ind til København for at komme i seng, kan man godt begynde at debattere lidt med sig selv, om det egentlig er det værd at stå med en lunken papvin på Dyrskuepladsen i Roskilde klokken lort fredag nat.
Heldigvis stod Jamie xx oppe på Orange Scene med et godt argument i form af et DJ-sæt.
Han var mastermindet i indiebandet The xx i slut-2000’erne og start-2010’erne og brød igennem som solokunstner det minimalistiske hovedværk ’In Colour’ i 2015. Sidste år udgav han det også virkelig gode album ’In Waves’, der i høj grad er en plade til natklubberne.
Sådan en forvandlede han Orange Scene til natten til lørdag.
Hans lyd, der er en slags blanding mellem house, indiepop og blød techno, passede sådan set ret godt til en nattefest i smatten. Hvert beat gled lækkert over i et nyt, og der var masser af momenter, hvor man bare forsvandt ind i taktslagene og det blålilla lys fra scenen.
Det gik bare ikke lige godt hele tiden.
Jamie xx er måske en kende for introvert til at være vært for den helt store fredagsfest, som han jo alt andet lige var blevet booket til at holde.
Det sagde det hele, at storskærmene kun viste publikum og aldrig Jamie xx selv. Som om lidt for meget ansvar for den gode stemning blev lagt over på os.
Og så fremstod Jamie xx en anelse uoplagt.
Han spillede bangers som ’Gosh’ og ’Idontknow’, men af en eller anden grund varede den helt store slasker ’Loud Places’ kun hvad, 30 sekunder? Lavede han en fejl, eller drev han gæk med os? Det første ville være, ja, dårligt, og det andet ville bare være virkelig underligt.
Man må hjertens gerne forsvinde ind i sig selv på klubbens dansegulv, men det var ærgerligt, at Jamie xx aldrig lod os se ham og indimellem virkede til bare at skulle have afviklet sit show og komme videre.
Han er en fremragende producer og elektronisk komponist, men skal du spille Orange Scene op, er det simpelthen bare ikke nok. Du skal også være til stede. Det var Jamie xx ikke helt, og derfor endte nattefesten middelmådig.
