Nyheder

5. december 2025

Signe Svendsen udgiver single om partnerdrab

Giver dræbte kvinder en krop og en stemme med singlen 'Rosa'

Pressefoto: Rita Kuhlmann

Skrevet af Mads Kornum

Indenfor genrene country og ikke mindst dark-country er der internationalt en stærk tradition for den meget autentiske historiefortælling, herunder de såkaldte “murder ballads”.

Men indenfor den danske sangskrivning er det ikke mange ’murder ballads’ man støder på, og slet ikke sange, der for alvor tager udgangspunkt i nutidige og sørgeligt aktuelle historier.

Men det laver Signe Svendsen nu om på.

Foto: Rita Kuhlmann

Den 16. januar udgiver Signe Svendsen albummet Alt Det Vi Gør For Ikke At Dø. Tredje og sidste singleforløber for det album udkommer i dag den 5. december. ’Rosa’ er en stærk, og meget rørende sang om partnerdrab.

2025 tegner nemlig til at blive et usædvanligt højt år for partnerdrab i Danmark, måske endda et rekordår for danske kvinder, der er bekræftet dræbt af en nuværende eller tidligere partner. En uhyggelig tendens, som der politisk heldigvis bliver reageret på. I går kom det frem at folketinget og regeringen nedsætter en partnerdrabskommision, der skal bekæmpe vold mod kvinder – især i nære relationer.

Signe Svendsen er via fem kvalitetstunge og langtidsholdbare album siden 2010 blevet bredt anerkendt og elsket for sin helt særlige evne til at balancere det smertelige og det smukke, når hun forløser sine sange. Derfor er det også svært at forestille sig en bedre afsender til en sang med så voldsomt et emne som partnerdrab.

’Rosa’ opstod i forbindelse med projektet Sange Fra Vest, initieret af Poul Krebs. I samarbejde med TV Midtvest blev der indsamlet fortællinger fra Vestjylland som skulle blive til sange – og blandt historier om Vesterhavet, ulve og særlige vestjyske skæbner dukkede der en beretning op om et partnerdrab begået for mange år siden i en lille by på vestkysten.

Netop den weekend, hvor projektets sangskrivere skulle mødes og færdiggøre deres sange, blev Danmark ramt af fire partnerdrab på fire dage – en voldsom tragisk begivenhed, der slog dystre rekorder og gjorde temaet alt for aktuelt.

“Jeg var i starten i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan eller bør skrive sange om noget så mørkt. Men i den mail, der var sendt ind til projektet, stod der: ‘Nogen burde skrive en sang om de kvinder.’ Og det er jeg enig i, så det gjorde jeg”, fortæller Signe.

’Rosa’ handler ikke om én kvinde. Sangen er i stedet skabt for at give krop og stemme til alle de kvinder, der mister livet i hænderne på deres partner. Rosa er en måde at insistere på, at de ikke blot bliver endnu et tal i statistikken, men huskes som mennesker med liv, håb og drømme.

Under skabelsen af sangen blev Katrine Muff og Kom Vi Løber, som også begge er med i Sange Fra Vest,  en naturlig del af processen og leverer sangens stærke kvindekor – som et musikalsk kald til fællesskab, solidaritet og handling – en understregning af nødvendigheden af at stå sammen i kampen mod partnerdrab.

Seneste Nyheder

Hørt! | Live | Nyheder

AySay – Store Vega, Kbh – 09.01.26

FUNKY FORKÆLELSE

Nyheder

Bob Weir er død – 78 år gammel

Han var til det sidste i det for musikken

Hørt! | Live

KØS – Dexter, Odense, 8.1.26

Koncerten som sam-sansning, sampling som kompostering

Nyheder

SANNE SALOMONSEN 70 ÅR

Rockmama med langtidsholdbar viljestyrke

Kontakt

Adresse
All That...
c/o Sundance Publishing ApS
Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

CVR 27482899

Redaktion
Mads Kornum
Tel. +45 21 95 20 12
madskornum@allthat.dk

Annoncer
Susanne Benz
Tel. +45 60 60 18 88
susannebenz@allthat.dk

Kommer snart

Denne feature er under opbygning