Tekst: Ulrik Fackmann – Foto: Christian Holse Salicath
Det var ganske enkelt en fantastisk onsdag aften på ”børneren”, hvor det fremmødte publikum fik lidt mere end fuld valuta for pengene. Turtle Talk Quartet er ikke blot endnu et projekt i dansk jazz. Det er et originalt indslag med verdensmusikalske rødder, der i den grad lyder som et working band. Repertoiret er 100% originalt og det meste er skrevet specielt til denne gruppe. Denne aften bød på flere nye numre, herunder hele 3 uropførelser. De fængende kompositioner vælter tilsyneladende ud af ærmet og bliver forløst med livgivende energi. Turtle Talk Quartet er tydeligvis et rigtigt kammeratorkester, som er drevet af ægte spilleglæde. Det kunne mærkes gennem to lange sæt, hvor enhver – og det vil her sige alle fire – jazzmusikers naturlige trang til bare at strække ud, havde ret gode vilkår.
Musikken har klart afsæt i moderne jazz-jazz, men den hviler på et tæppe af alverdens rytmiske traditioner, som synes at være fuldstændig integrerede. Det skyldes naturligt nok rytmegruppen. De fleste, som færdes i det danske jazz-miljø, kender vel David Besiakov. Men hvor mange har sig klart, hvor god han i virkeligheden er? Det er få, som spiller så konsekvent tæt som ham. En en-mands slagtøjsdivision, hvor man aner ekkoer af legender med efternavne som Allen, Higgins og Purdie.
Det bliver ikke dårlige af, at han er ledsaget af den noget nær ideelle rytmepartner. Sammenspillet med Yasser Pino på bas er bare så naturligt og afspændt. I et land fyldt med national-bassister står Yasser med sin cubanske baggrund for noget helt særligt. Han evner om nogen at være hybrid uden at det på noget tidspunkt virker fortænkt. Hvis man i øvrigt endnu ikke har hørt med hans egen kvartet, så bør man gribe chancen, når den melder sig.
Hvis det er muligt at lægge et horoskop ud fra en guitarists måde at spille på, så kan Mads Nørgaard næppe være født i et lufttegn. Han er ikke orienteret mod æteriske klang-dyrkelse eller ”nordisk lyd”. Han står for noget andet. Noget meget mere kropsligt og løssluppent. Hans vilde orgastiske soloer kan være fandenivoldske a la Barney Kessel. Der tages chancer og undertiden kan han lyde som en på kanten til at miste jordforbindelsen, men der var faktisk også mere følsomme passager. Eksempelvis i det meget melodiøse nummer ”Evening Sky Blue”, hvor der (måske) kunne anes eftertænksomme genklange af Carlos Santana.
Sidst, men ikke mindst er der jo kapelmesteren selv, der i denne sammenhæng spiller lige dele på tenor og sopransaxofon. Egentlig kender jeg hans musik lidt for godt til at kunne sige noget som helst, som virker bare en smule objektivt. Men der findes vel få, der har så vedholdende kreativt drive, hvad enten det er i indspilningsstudierne, som komponist eller med penslen foran et lærred. Som saxofonist er han også uovertruffen og original. En ægte europæisk stemme, der oser af ild, nerves og patos. Gad vide hvor mange ”inden for miljøet”, der tilbage i 1978 kendte Simon Spang-Hanssen, da han modtog Ben Webster prisen? Tiden siden da har vist, at en fremsynet priskomité bare ramte helt plet.
Kvartetten udgav digitalt i 2025 i Simon Spang-Hanssens navn med titlen Turtle Talk.
