Anmeldelser

6. oktober 2025

Sinne Eeg og Jacob Christoffersen: Shikiori

Et sted hvor hjertet vender tilbage

Udgivelsesformat

LP/CD/digitalt

Udgivelsesdato

27.06.25

Label

Stunt 

Genre

Vokaljazz

Skrevet af Allthat.dk

Af Ole Bisbjerg

Det er en smuk titel på et meget smukt album. Shikiori er japansk og betyder “et sted hvor hjertet vender tilbage.  Det er også navnet på komponisten og musikeren Seigo Matsunagas families hus i Japan, hvor han i dag har skabt et intimt koncertsted og samlingspunkt for musikere fra hele verden. Sinne Eeg og Jacob Christoffersen er kommet her siden 2013 og udgivelsen er også indspillet i Shikiori  i sommeren 2024 foran et inviteret publikum, som dog ikke høres på pladen, men som uden tvivl har været med til at skabe den intime og tætte live stemning, som man oplever.

Sinne Eeg og Jacob Christoffersen har efterhånden arbejdet sammen igennem mange år og deres musikalske fornemmelse for hinanden er helt intuitiv og ubesværet. Materialet på udgivelsen er meget alsidigt og varieret, der er er standards som ‘But not for Me’ og ‘Lush Life’, og desuden egne kompositioner af både Eeg og Christoffersen og en enkel sang af Annie Lennox.  

Nogle af sangene er tydeligt inspireret af japansk kultur og atmosfære. Det gælder Jacob Christoffersens meget flotte sang ‘SOBA Flower’ og Sinne Eegs ‘Hebi’, et intimt og meditativt højdepunkt på pladen, hvor Sinne Eeg synger helt ordløst på toppen af Jacob Christoffersens smukke akkompagnement.

De store standards, som er med på udgivelsen, er tydeligt værker, som duoen har arbejdet med over længere tid og derfor kan give deres helt egen fortolkning. David Wheats ‘Better Than Anything’ er helt vidunderlig up tempo swingende og Sinne Eeg demonstrerer sin utrolige teknik og store stemmeomfang med en flot scat improvisation, der efterfølges af en ikke mindre imponerende improvisation af Jacob Christoffersen.

Vi får også en nyfortolkning af Bernsteins ‘Maria’, en klassisk evergreen, der bliver sunget af de fleste sangere på jazzscenen. Eeg og Christoffersen opløser sangens elementer til deres helt egen sang og vi får en udgave af ‘Maria’, som aldrig er hørt før. Det er både stærkt og følelsesmæssigt rørende og kan selvfølgelig kun lade sig gøre fordi de to musikere er så dygtige og kender hinanden så godt som de gør.

Opholdet i Japan har været en tydelig inspiration for Sinne Eeg og Jacob Christoffersen og vi har med Shikiori fået en gennemført flot plade, der kandiderer til årets jazzudgivelse. Både internationalt og i Danmark.

Sinne Eeg (voc), Jacob Christoffersen (p,voc)

Flere Anmeldelser

Viktoria Søndergaard: Music of Secrets

Jeg er sgu´min egen

JOHANNA LINNEA JAKOBSSON: Don’t Overthink It

Lækker helt ned i detaljen

MOLDE : Jorden Kalder

Sange med rødder i den danske hverdagsmuld

OLE FRIIS: Ghost Town

Usentimentale svanesange trækker tårer frem  

THE ACTION 4´S: The Action 4´s

Virtuos jazzfusion på steroider

Skunk Funk – Forever

Funky genfødsel er hurtigt overstået

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning