Anmeldelser

4. november 2025

Skunk Funk – Forever

Funky genfødsel er hurtigt overstået

Udgivelsesformat

Digital

Udgivelsesdato

17.10.25

Label

Crawfish Music

Genre

Funk/soul

Skrevet af Mads Kornum

“We are back – Skunk Funk’s back in town – back on track – time to funk it up” lyder det selvsikkert fra Skunk Funk på nummeret ‘Back in Town’.

Det er hentet fra bandets comeback-EP efter 44 års pause. Eller rettere en genfødsel som bandet selv kalder det. Skunk Funk eksisterede fra 1975 til 1981, udgav to album og gav Danmark en anelse mere fornemmelse for den ‘fuldfede funky feeling’ med deres New Orleans-inspirerede soul.

Nu udsender de så fire numre. Med en samlet spilletid på lige under 12 minutter. Heraf er det ene ’Mighty Good Thing’ endda afpudset genbrug fra Lei Moes iøvrigt glimrende og slidstærke soloalbum fra 2021.

I Skunk Funk udgaven har man så valgt at skære godt 30 sekunder af i forhold til den i forvejen relativ korte originaludgave. Ikke ligefrem et “time to funk it up”-øjeblik. Men velproduceret er det. Morten Wittrock kan klappe sig selv på skulderen.

Titelnummeret åbner EP’en for fuld blæs.  Men blæst omkuld bliver man alligevel ikke. Mens søstrene Lupe og Lei Moe aldrig har været helt væk fra musikken, så har storebroderen Lanni Moe været væk fra rampelyset siden 1994, men hans mørke, slidte vokal er faktisk pladens stærkeste kort. Han lyder ægte – selv når materialet ikke helt gør det. Selve nummeret vil hos de fleste lyttere dog nok mest af alt blive forevig glemt i morgen. Måske allerede i dag.

Afslutningen, ‘Turn It Up’, vil gerne være et funky og brændende kærlighedsbrev til musikken. Men det ender mest som en lidt lunken påmindelse om, at gnisten ikke for alvor har fået fat. Og det hele ender med gløder, uden at der for alvor har været bål. Det er lidt som om de glemmer at kærlighed er mere end godt håndværk.

Tilbage står så før nævnte ’Back in Town’. EP’ens længste nummer med en spilletid på 3.29. Retro-funk, ja, men med et glimt i øjet og en velspillet respekt for traditionen, der får én til at nikke anerkendende, og vippe med fødderne. Det swinger, og skal nok kunne fylde et dansegulv. Mest sandsynligt dog, hvis gennemsnitsalderen i lokalet er rundet de halvtreds plus.

Og mon ikke det er der Skunk Funk i virkeligheden skal tilbage på sporet. På livescenerne. Med bagkataloget i hånden, en ny energi, og ikke mindst et stærkt hold af musikere, der med garanti kan løfte selv de mest middelmådige sange til noget mindeværdigt.

Muligheden for at tjekke er der allerede i denne uge, hvor det 9-personers store orkester spiller den 6. november på B&W i Haslev og dagen efter på hjemmebane i Amager Bio.

Lanni Moe (voc, g), Lei Moe (voc), Lupe Moe (voc), Joey Moe (rap), Morten Wittrock (keys), Klaus Nielsen (b), Klaus Menzer (d), Peter Marott (tp, blæserarr.), Jesper Dukholt (sax), Anders Gaardman (bs).

Flere Anmeldelser

Smag På Dig Selv – This Is Why We Lost

Fokuseret og doseret energibombe

Bobo Moreno – Missing Pieces

Brikkerne falder på plads

Odense Jazz Orchestra: Meets Loren Stillman

Odense Jazz Orchestra fortsætter det høje musikalske niveau

Malene Mortensen: Malene Christian

Smuk lyttejazz med en af vores allerbedste jazzsangerinder

The Company Complex: Short Term Ghosting

Mellemleder-pop i flot lyddesign

Rexen: The Chauffeur

Rolig kørsel i smukke musikalske landskaber

Kontakt

Adresse
All That...
c/o Sundance Publishing ApS
Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

CVR 27482899

Redaktion
Mads Kornum
Tel. +45 21 95 20 12
madskornum@allthat.dk

Annoncer
Susanne Benz
Tel. +45 60 60 18 88
susannebenz@allthat.dk

Kommer snart

Denne feature er under opbygning