Det er ikke ligefrem hver dag, at det er teksterne, man bider først mærke i på et nyt album. Dette album er en undtagelse. For selv om man fra start får velsmurt og bidende venligtsindet indie-rock til øregangen, er det ordene, der først og fremmest fanger.
”Husk margarine var stort i 90’erne / vi havde det heller ikke for nemt”
”Ta mig med til Ikea / hvis det er der man ikke bare skal samle sig selv”
”Du vækker mig ved ikke at ringe”
”Frihed kan du få for en femmer / når du ellers handler stort”
”Jeg slår smut med Jellingstenen / når ingen ser det / Det gør alle i min generation / men vi siger det ikke til nogen”
”Mit fulde navn er Frank / men jeg hedder også Frank når jeg er ædru”
En suveræn sixpack af tekstlinjer hentet fra albummets seks første sange. Snapshots, der taler for sig selv.
Eller gør de?
For hvad taler Slagger Lund om? Er det for alvor sjovt, eller er det sjovt på en alvorlig baggrund?
En mønt har to sider. Slagger Lund har to album bag sig. Det første gav GAFFA én stjerne og overskriften ’Digter, bliv ved din læst’, mens undertegnede hos SIDE 33 gav Maniak 5/6, blandt andet med følgende begrundelse:
”Vi taler om ti skæve tilbagelænede moderne deluxe lejrbålssange, der bliver ved med at gløde og give med både glans, vid, bid og humoristisk sans.”
Tre år senere har digter, billedkunstner, musiker og sangskriver Slagger Lund været gæst hos P6 Beat, modtaget Dan Turéll medaljen og er nu klar med Noias Ark.
Smag lige på titlen
Smag lige på titlen. Den giver da appetit. På mere. På at komme bag ordene.
For hvad er det nu lige, der mon menes med den? Er det i virkeligheden en stavefejl? Skulle det have været Noahs Ark?
Du ved, den der historie fra Første Mosebog, hvor essensen er, at selv når mørket og ondskaben fylder mest, findes der håb, frelse og mulighed for en frisk start.
Slagger Lund flytter essensen fra Noahs Ark ind i en nutidig verden, der målt på de fleste parametre bliver mere og mere skør, uligevægtig, uigennemskuelig og umenneskelig.
En verden, hvor der stadig ikke kan blive enighed om, fra hvem og på hvilket bogforlæg frelsen skal komme, men hvor der dog stadig er en form for håb. Ikke mindst hvis vi er nogle flere, der ligesom Slagger Lund ser muligheder fra et perspektiv, der ikke kun rimer på vækst og grådighed, men mest af alt på troen på, at ’der er virkelighed nok til alle’.
Eller sagt på en lidt anden måde – faktisk af Slagger Lund selv:
”Noias Ark er min måde at beskrive og besynge den generelle dommedagsstemning på; moralens fallit, det absurde i tidens statements, påpeget med henholdsvis vrissende langemand og omfavnende hjertetegn.”
Der har vi det igen.
Smag lige på ordene. ’Omfavnende hjertetegn’.
Slagger Lunds måde at omfavne vores sprog på er berigende og livsbekræftende. Særegen og sjælden. Menneskeligt genereret indhold.
Folk, der på den måde har ordet i sin rette agt, er desværre ikke så mange endda. Men Slagger Lund er en af dem, ligesom beslægtede navne som Benny Andersen, Per Vers og Lone Hørslev.
Forfattere og sangskrivere, der evner at tage temperaturen på andre end sig selv og formår både at prikke til ømme punkter og pege på bæredygtige udveje.
Frit tænkende ordsmede, der ikke bruger deres værktøjskasse som et våben til magt – eller som en del af en religiøs og/eller bedrevidende pagt. Men som en måde at stå nysgerrigt på vagt for sproget og for det sprog, der ligesom musik kan skabe forbindelse og forståelse mennesker imellem. Også om alt det, vi ikke forstår eller formår.
Derfor har vi brug for denne type poeter og historiefortællere.
Og vi har brug for sange, der kan give os noget at tænke og reflektere over. Noget at fordybe os i. Noget nyt at forelske os i.
Kærligheden kalder.
Fra Noahs Ark til Noias Ark.
En kludret enkelhed
Slagger Lund har med ’Hvor end dagen tar os hen (02.12.23)’ skabt årets måske stærkeste og smukkeste kærlighedssang – i al sin kludrede enkelthed. En slags vor tids ’Kvinde min’, musikalsk pakket ind som et møde mellem Kim Larsen og Sort Sol lige midt i Bissensgadestudiet i Århus.
”Lad os spille ludo med samme brik / Lad os bevæge os lidt / Ekspandere som en eksplosion / Lad os se omkring med samme blik / Lad os finde hjem / Være alt i hinandens nogen”.
Hvor end de kommende år tager os hen, har vi med garanti mere end nogensinde brug for vores livs vigtigste redskab: kærlighed.
Det kan der forhåbentlig ikke være to forskellige meninger om i en tid, hvor alle skal have en mening om alt. Som regel på uoplyst og ikke-belyst grundlag.
Et paradoks, Slagger Lund på bedste vis omfavner i ’Ved ikk hvad jeg skal mene om himlen’, hvor han igen lader kærligheden komme til som sit trumfkort:
”Vi skal mene noget om alting / men babe, jeg har kun en mening om / at vi to deler seng”
En blandt mange små og store indie-rock-perler på et album, der er langt mindre sangskriverorienteret end Slagger Lunds forrige album.
Hele 13 nærende og besnærende numre indeholder albummet, der med undtagelse af ’Afstanden finder aldrig hjem’, ’Oldnordisk skal alt nu være (Heimskringla Blues #2)’ og ’Alt er en dum idé’ er skabt i et mere bandorienteret lydbillede, hvor der også hist og her findes små musikalske hints til fortidens helte – eksempelvis Kliché i ’Bruce Lee forsøger at få mit ID’.
’At være folkelig er en ekstremsport’ har en punket energi, der bliver ved med at gi’, fordi tekst og musik igen smelter sammen som en legende og søgende kraft. En kraft, der her også mærkes som en huskekage om lige at se på os selv i spejlet, inden vi bliver spøgelsesjægere i nærmeste sportshal.
”Spøgelser i et omklædningsrum
Fællessang for en der er stum
Bare for at glemme
at virkeligheden derude
er flyttet ind derhjemme”
En invitation til (næsten) alle
Slagger Lund er simpelthen en genial observatør af sin samtid.
Det høres allerede i åbningsnummeret ’Cityassistent / Bornholm in the USA’.
Og hvad er det nu lige, en cityassistent er?
En cityassistent er såmænd den moderne betegnelse for en kommunal parkeringsvagt med sideopgaver – altså en såkaldt serviceorienteret kontrollant.
’Mindst 25% af min generation er i dag cityassistent / men fortæl det ikke til nogen’, lyder det i et straks fængende nummer, der vel nok kan få også den mest aktive og nysgerrige lytter lidt ud af kontrol.
Slagger Lund – hvis borgerlige navn er Flemming Lund – har tilbragt godt 11 år af sine snart 49 år her på jorden på psykiatrisk afdeling i Århus. Inspireret af den tid og det forløb og det liv det har givet, udgav han sidste år bogen En 80 meter bjørn – dagsamlinger fra Jydske Asyl.
Hans blik på verden er derfor af mange årsager måske farvet lidt anderledes end menigmand- og kvinde. Men det, vi kan lære af hans blik, hans pen, og hans kunst er, at vi altså ikke bare kan definere, og kassetænke hvad der er skørt.
Og så længe Trump, Tesla og TikTok stadig ikke er psykiatriske diagnoser, så må vi nok åbne øjne og ører selv.
Fortolke virkeligheden.
Finde vores eget soundtrack.
Finde vores egne svar.
Forhåbentligt takket være inspiration fra ord og alle gode rytmer frem for fyldord og algoritmer.
Vi har selv et ansvar for at blive ved med at lære i livets skole, men dette album bør nu være en del af det faste pensum.
For Slagger Lund fører dig som lytter både med ’Flixbus ud’ og ’Flixbus hjem’ og viser derved to sider af samme tekst.
Ikke en dum idé, selv om Slagger Lund selv efterfølgende konstaterer, at ’Alt er en dum idé’.
Sådan er Slagger Lund.
Modsætningerne sameksisterer.
Og modet belønnes. Også for lytteren.
Der tændes lys – uden at vi får svar. Dem kan vi google os til. Eller lade være.
Bare vi ikke stopper med at lytte – til vores eget hjerte, til Moder Jord og til Slagger Lund.
Mon ikke vi alle er i født i samme (regne)Ark, når det kommer til stykket?
Men skulle du føle, at du er smidt over bord, så har Slagger Lund med dette album sendt en næstekærlig invitation ud i form af albummets måske bedste nummer, ’Der er virkelighed nok til alle’:
”Her’ en invitation
men du må ikk fortælle det til nogen
En åben invitation
til alle, men mest til nogen”
Slagger Lund: vokal og guitar
Rasmus Frisenvang: el-guitar, el-bas, kor, synth, arrangement og co-producering.
Anders H. Riis: guitar, bas, klaver, keyboards, mundharpe, synth. beats, kor, arrangement, mix, m.m.
Martin Aagaard: trommer på ‘Cityassistent/ Bornholm in The USA’, ‘At være folkelig er en ekstremsport’, Slår smut med Jellingstenen’, ‘Der er virkelighed nok til alle’.
Mads Mouritz: co-vokal på ‘Whiskas In The Jar (til en ven)’
Roxy Jules: co-vokal på ‘Bruce Lee forsøger at få MitID’
Nikolaj Paakjær: kor på ‘Flixbus ud¨og ‘Flixbus hjem¨
Casper Dybdahl: guitar, bas, trommer på ‘Ved ikk hvad jeg skal mene om himlen’
Christina Strandholdt: orgel på ‘Ved ikk hvad jeg skal mene om himlen’
