Albumtitlen lyver. Så er det sagt. Smag På Sig Selv giver ikke nogen svar, og de kommer heller fra deres mødre – Pas På Dig Selv, eller fra andre medvirkende gæster som Viktoria Søndergaard eller Luna Ersahin.
Til gengæld får de rejst nogle spørgsmål, der giver stof til eftertanke, sætter benzin til bålet, og får sat nye skiver op for målet.
Danser jeg ikke til ’Let’s Go’, ’Fitness Bro’ eller ’Hits 4 Kids vol. 3000’ kan jeg lige så godt skrive mit testamente. Bliver jeg ikke bange for det urovækkende beat i åbningsnummeret ’Like a Word I never knew’ må jeg vel bare knytte sylten, og koncentrere mig om svinevalg – og skylle fremmedhadet ned med rent drikkevand, så længe jeg kan. Forstår jeg. Eller er JEG tabt bag en vogn. Fuld af prep. Uden pep.
Det er lyden af en lammer. Af en verden der er i flammer. Uden rammer. Fuld af skrammer. Saxofonerne mærkes som det søgende håb i et beat, der ikke kan finde vej. Jeg får lyst til at give en krammer. Selv til en strammer.
For det her album er lydsporet til det hele. Det uforudsigelige i alt det forudsigelige. Titelnummeret er nærmest meditativt messende. Foruroligende. Farligt. Og alligevel dragende. SPDS rummer både (u)roen og rytmen. Og de næste skridt. Farverigt oprør i nedturstider.
Jazzen har aldrig været forudsigelig – eller har den?. Og hvad filan er jazz? Hvad vil den, og ikke mindst dens udøvere – andet end søge kulturstøtte, og blive spillet på P8 jazz. Åbne spørgsmål. Til de mange lukkede rum.
Smag På Dig Smag sparker dørene ind. Men med hvad? Er det Techno-Jazz, Saxo-tronica, Beat-me-up-Jazz, eller power-punk-jazz? Der kommer intet svar. Andet end This Is Why We Lost. Og det rækker.
Kasser. Klasser. I don’t care. SMDS hits me. With a heartbeat. Der er nemlig noget på spil, og man taber kæben undervejs, bliver udfordret, inddraget. Ok, det lyder så alligevel lidt af Jazzens DNA!
Som i den rørende fortolkning af den traditionelle palæstinensiske folkesang ’Ya Ta3een’, der hylder kærlighed, håb og modstandskraft. De kerneværdier kunne ikke synges stærkere ud end af Luna Erhasin.
Der er mindre ironi, og mere alvor på dette album fra denne alternative trio, der insisterer – dog stadig ikke uden humor – på behovet for bevægelse væk fra det forventelige.
Ligesom på debutalbummet er der en ’brandtale’ til folket. Stadig på dansk – selvom bandet mere og mere sigter mod et internationalt marked, der har taget bandets brandbombe af musikalsk energi, de afvæbnende stemningsskift, og tæft for tempo og timing til sig.
’Jeg ved ikke hvad jeg siger’ lyder det fra Thorbjørn Ølgaard, men det er sandsynligvis præcis det han gør. For det virker. Jeg lytter efter. Bliver selv i tvivl. Og i tvivlen findes måske håbet. Og om at finde nye svar på de mange spørgsmål.
Skal vi skrige af grin – eller skrige i gråd?
Skal vi ’go party’, eller gå i panik?
Skal vi preppe eller prædike?
Skal vi give frustrationerne afløb eller give dem nyt afsæt?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at SPDS med deres andet album har begået et album, der kan og vil det hele og mere til. Et album, der både fascinerer, provokerer, irriterer og inspirerer.
Det er vildt, det er voldsomt, det er venligsindet. Men det er først og fremmest et udtryk for et nødvendigt indspark.
PLAY IT LOUD.
