Trommeslageren Snorre Kirk har med sin European Quartet skåret ind til benet og skrevet musik til en klassisk kvartetform med kun én blæser. Ifølge Kirk er det for at gøre sig fri af arrangementernes snærende bånd og give mere frihed til musikerne. Det er der kommet en dejlig skive ud af.
What a Day! er det ottende udspil fra ham. På Blues Modernism fra 2012 var de syv musikere, så seks, fem og nu altså fire. Og hvilke fire, fristes man til at tilføje.
Bassisten Anders Fjeldsted er genganger fra tidligere, og hans usvigeligt sikre, melodiske og swingende baslinier i alle tempi gør ham til en perfekt del af den velsmurte ’kirkske’ rytmemaskine. London-scenen i disse år præges af en sprudlende vital gruppe af yngre ny-traditionalister. Snorre Kirk har ‘headhuntet’ to af de største talenter, pianisten Joe Webb og saxofonisten Giacomo Smith. Webb har kunnet opleves blandt andet i Aarhus med den ligeledes London-baserede klarinettist Adrian Cox.
Sammen leger de fire topmusikere sig igennem otte kompositioner af kapelmesteren selv. Og kender man lidt til hans metode, ved man, at det ikke er musik, der er skabt for at fremhæve trommerne som instrument. Alle spor har noget bekendt over sig, en befriende hjemlighed, og ligger som et velgørende bagtæppe for musikkens unikke ‘drive’ og solisternes stilsikre, men alligevel udfordrende indsatser.
Der er gang i en stor boblende gryde af jazzmusikkens ursuppe, hvor den ene lækre luns efter den anden dukker op til overfladen. Stilmæssigt læner man sig op ad 1930’ernes swingmusik, som den ikke mindst lød i Kansas City, hvor blandt andre Count Basies musikere boltrede sig i mindre grupper. Trommeguden dengang hed Joe Jones; han var den store stilskaber inden for swingmusikken med et tydeligt spor frem mod bebop. Med til at fremmane mindet om Basies rytmegruppe på udgivelsen er guitaristen Alexander Boulton, der på fremragende vis illuderer Freddie Green på tre af sporene.
Blues‘en driver ned af væggene i åbningsnummeret ‘Opening Night’ med det seje 6/8-beat, hvor Giacomo Smith glider på tonerne a la Johnny Hodges, og Joe Webb mikser avancerede blokakkorder med ‘honky-tonk’. Og så tredobles tempoet i ’Palagio Shout’, en parafrase over ’I got Rhythm’, hvor alle fire solistisk er oven på beatet, Fjeldsted oven i købet med en strøget solo, Slam Steward-’style’. Dernæst skifter scenen til Frankrig, hvor Giacomo Smith med tydeligt forbillede i Sidney Bechet boltrer sig på sopransax i den indsmigrende ’Fontainebleau’. Og så fremdeles får vi den ene lækre servering efter den anden, altid med fokus på swing, tone og stilfornemmelse.
Med dette album har vi et bud på klassisk jazz i en publikumsvenlig udgave, som det er meget svært ikke at holde af. Brugs- og lyttemusik af den gamle skole fra en kvartet, som har hørt ualmindelig godt efter i timerne.
Af Jørgen Nielsen
Snorre Kirk (d), Giacomo Smith (as, ss), Joe Webb (p), Anders Fjeldsted (b).
