AF NIELS BERING LARSEN
Som en fast del af den danske jazzscene har man i snart fire årtier kunnet opleve trioen Sophisticated Ladies. Trioen har, siden de blev sammensat af den amerikanske sanger og trombonist Richard Boone, bestået af pianist Marie Louise Schmidt, bassist Helle Marstrand og trommeslager Benita Haastrup. På gruppens syvende album, That Healin’ Feelin“, møder man derfor en velspillende, velklingende og tæt samspillet trio, der fungerer som en kontinuerlig medspiller i den klassiske jazztradition, men samtidig også som formidler af det nordiske tonesprog.
Som på trioens seneste album står gruppen alene, altså uden udvidelse til kvartet (med Christina Dahl som fast featuring-“medlem”) og uden udvidelse til sekstet, som har været tilfældet på flere af de tidligere album. Om fraværet af udvidet ensemble og valget af trioen i egen ret er det, som en “Healin’ Feelin’” skal dække over, fremgår ikke, men som lytter oplever man på albummet en følelse, der er hel og fuldendt i både arrangement, samspil samt tematikker.
Trioens medlemmer bidrager som komponister af hvert et nummer på albummet: ”Swans in May” af Marstrand, ”Walk on Sun” af Haastrup og ”Without Words” af Schmidt. Dermed skaber de på albummet også yderligere originalitet, som man som lytter kunne have interesse i at opleve endnu mere udfoldet, for tonesprog og følelse på netop disse numre adskiller sig i udtryk i en mere lyrisk, meditativ og klanglig retning. De resterende syv numre på albummet spænder fra kompositioner af Duke Ellington over Thelonius Monk til Douglas/Weiss. I arrangementerne af disse kompositioner har gruppen sat tematikker og den swingende følelse først, og der bidrages interessant med improvisationer fra trioens medlemmer.
I albummets lydbillede fremstår Schmidts pianospil overlegent – konstant let legende, konstant i rytmisk og tonal forandring og konstant i opbygningen af en swingende følelse, der understøttes af hendes backing fra Marstrand og Haastrup. Specielt Ellingtons “Going Up” er et eksempel på gruppens samlede dynamik, med Schmidts evne til at give referencer til klaverspil af Ellington og Monk, over i tematisk improvisation af Marstrand, for til sidst at opleve et let og legende solospil af Haastrup.
Med et, formodentligt, utal af livejobs i mange afkroge af det danske land har Sophisticated Ladies siden starten i 1980’erne opnået en erfaring, som tydeligt smitter af på dette albums ti numre, hvor man er interessant underholdt, samtidig med, at man konstant bliver forholdt at skulle følge med i numrenes tematiske og improvisatoriske udvikling. Som ofte ved ethvert livejob er der efterspørgsel efter et ekstranummer, og det har trioen også ”medtaget” på dette album. Man forestiller sig tydeligt, at albummets sidste nummer – et arrangement af ”What a Wonderful World” – sender tilskueren ud i mørket med en fuldendt følelse af et bidrag til både den kontinuerlige jazztradition, men ikke mindst det nordiske lyriske tonesprog.
Marie Louise Schmidt (p), Helle Marstrand (b), Benita Haastrup (dr)
