Af Jørgen Nielsen
Der bliver kastet håndtegn til Hank Mobley og hans Blue Note-udgivelse Soul Station (1960) fra den fynske kvartet af samme navn. Med Wynton Kelly, Art Blakey og Paul Chambers i ryggen skabte Mobley et mesterværk, der nok er værd at linke til. Som titlen på kvartettens seneste album antyder, bliver vi præsenteret for en samling ballader, med et par afstikkere til medium swing. Udødelige klassikere som ‘Dont Explain’, ‘I´ve grown accustomed to Your Face’ og ‘Lotus Blossom’. Og de bringer lytteren i en behagelig, meditativ tilstand – ikke mindst fordi det, der afleveres, er smukt og kontrolleret spillet. At spille langsomt, uden at miste puls og nerve, er en kunst der vidner om godt håndværk fra de fire musikere.
Undertegnede er meget stor fan af pianoet i næsten alle jazzsammenhænge, men Simon Krebs formår, med både virtuost og stilsikkert guitarspil at udfylde rollen som backing og solist, med en smagfuld volumenpedal ind imellem. Hans Mydtskov kender jeg primært som tenorsaxofonist, hvor han i dén grad har styr på sine licks i både jazz, blues og soul sammenhænge. Her brummer hans barytonsax sig med behagelig autoritet gennem sjælerne, som det hedder på boomersk; den ene kinddans følger den anden, og man føler sig hensat til jazzklubbens dansegulv, medens klokken nærmer sig lukketid. I dén grad brugsmusik, hvis planen er at slippe for at gå alene hjem!
Anders Mogensen og Mariusz Prasniewski lægger det gode fundament på trommer og bas, og her skal man lægge mærke til noget ekstraordinært autoritativt basspil, klassisk tørt og økonomisk, med begavet solospil, som for eksempel i ’When Sunny gets Blue’.
Nej, de har ikke selv skrevet et eneste af numrene, og ja, der er absolut ikke noget nyt under solen. Men kan man lide denne type musik, er dette en særdeles tilfredsstillende udgivelse. I modsætning til Mobleys Blue Note-udgivelse, må man dog undvære vægten af tungt vinyl mellem hænderne. Anders Mogensens label AMM Records udgiver udelukkende digitalt.
Hans Mydtskov (bs), Simon Krebs (g), Mariusz Prasniewski (b), Anders Mogensen (d)