Af Jens Bager Vang
MAD! lever måske ikke helt op til forventningerne efter de sidste tre værke,r men mere op til Mael-brødrenes egen vision om at udfordre deres publikum og ændre musikken konstant fra album til album. Repetitive passager og elektroniske beats tager fokus fra de melodiske indslag, der dog stille og roligt dukker op og sætter sig fast hjernebarken, jo mere man hører efter. Et album, der kaster guld efter dem, der investerer tid og tålmodighed – og i den forstand er MAD! typisk Sparks.
På MAD! er det udpræget brødrene Maels visioner og især storebror Ron som egenrådig lydarkitekt, der har taget teten. De medvirkende musikere er brugt som ekstra krydderier på enkelte numre, hvor selve skelettet i lyd og udtryk er skabt af duoen. Albummet er indspillet i Sparks’ eget studie, og de er begge krediteret som såvel producere som lydteknikere. De er troldmænd, der sidder i deres egen hule, brygger på musikken og serverer retten råt for usødet. Trommeslager Stevie Nestor er kun med på tre numre mens de resterende ni numre har programmeret rytmespor og derved et elektronisk baseret afsæt.
”Do Things My Own Way” starter albummet effektivt og er et mission statement for både albummet og karrieren. En enkelt guitar spiller et gennemgående riff, der indimellem træder frem gennem keyboardflader og synth-figurerne, men resten er kreeret i sangtitlens ånd.
”Hit Me, Baby” er historien om at have et mareridt, som man ikke kan slippe fra ved at vågne op. Sammenholdt med albumtitlen, kan det ses som en beskrivelse af at føle, er verden er blevet skør, og at den smadrede samfundsorden, vi oplever, er en ond drøm. En typisk underspillet pointe, hvor jeg’et beder sin partner om at blive vækket med vold, selvom det ikke virker. Det er ikke explicit politisk men en dybdeliggende beskrivelse af det ragnarok, som verden virker til at styre mod. Musikken er tilsvarende uforsonlig og pågående. Rytmen bliver tæsket igennem med noget der lyder som træpinde på flade elektroniske trommeplader men i virkeligheden er et programmeret spor.
”My Devotion” virker på overfladen til at være en let tilgængelig kærlighedssang, men den er samtidig hemmelighedsfuld og skærmer detaljerne, så man ikke kan gennemskue hvem eller hvad der synges om. Man kan til sidst få en fornemmelse af en farlig dedikation til nogen eller noget, og pointen bliver sat i ramme i andet vers, hvor der også bliver lagt et effektivt røgslør ud:
“You may be devoted to your country, God, or flag
Maybe you’ve a passion for a hobby or your Jag
Maybe you love work, although I’m puzzled why you would
Maybe it’s your home tеam, someday, someday, they’ll bе good”
”Running Up A Tab At The Hotel For The Fab” og ”I-405 rules” har temaer over livet i Los Angeles, hvor Ron og Russel voksede op og har boet de sidste godt og vel 50 år. Førstnævnte omhandler berømtheders eksklusive og overfladiske livsstil, og sidstnævnte er en beskrivelse af I-405, som er motorvej, der går tværs gennem englenes by og får denne hyldest.
”Winding through the golden hills / And it will always give mе chills / The Getty Center sitting pretty / What a giant thrill”
Som hovedparten af albummet er sangen pakket ind i en synthesizer-mur og har en urolig, dissonant tone. Det samme er tilfældet med introen til ”A Long Red Light”, der nærmest er designet til at skræmme casual lyttere væk med noget, der minder om et tema i et Nintendo-spil, når der sker noget ildevarslende.
På de to sidste numre medvirker hele bandet for en stund, og skaber sammen en varm atmosfære. ”A Little Bit Of Light Banter” kunne snildt have været med i de tidligste Sparks-år, med en fremtrædende rytmegruppe, der driver sangen frem – ikke helt ulig ”Hospitality On Parade” fra Indiscreet. Teksten viser Ron Mael som skarp observatør og beskriver small talk i et parforhold sidst på dagen, hvor alle livets besværligheder er overstået, og hvor man tillader sig at være overfladisk, inden søvnen kalder.
Albummet slutter fejende flot med ”Lord Have Mercy”, der på mange måder minder om det Sparks i 1974, som verden blev forelsket i, og som stadigvæk så mange år efter kan hive en storladen og overdådig sang op af ærmet. Melodien er uforskammet iørefaldende, og guitarsporet folder sig helt ud med en fremragende solo. Har albummet ellers haft en mørkere og konfronterende tone, bliver det blidt pakket ind i håb til sidst:
“Lord have mercy / Calm angry seas / Blow gentle breezes / Toward you and me”
Hvor sidste album The Girl Is Crying In Her Latte var en pose blandede bolcher, der dækkede en bred palet af genrer, er MAD! mere homogen og centreret omkring Sparks’ signaturer – Russel Maels klare stemme med stor spændvidde og Ron Maels melodier, tangentspil og produktion.
Ron Mael, der fylder 80 til august, og Russell Mael, der i oktober rammer de 77, lyder stadig ikke magelige eller tilfredse med at hvile på laurbærrene, men derimod som et band, der lever i 2025 og fortsat har meget at fortælle og udtrykke.
Det kan man forhåbentlig opleve ved selvsyn opleve den 3. juli når de spiller i DR Koncerthuset i København.
