På SPOT Festival har jeg alligevel aldrig før stået i kø bare for at komme ind i Musikhuset. Men rækken af mennesker, der skal ind til Søn, som spiller klokken 15:45 i Store Sal, bevæger sig simpelthen helt ned til kongrescentret en halv time før showstart.
Søn har ikke slået mange toner an, før man forstår, hvorfor folk gad at stå og skutte sig med regnjakker og paraplyer.
Åbningsnummeret er nedtonet version af ’Breaking News’, hvor Kristoffer Jessen synger hen over Carl-Erik Gipperts akustiske guitar, og det er det helt rigtige valg. Øjeblikket, hvor Jessen begynder at synge, og jeg fatter, at det er det nummer, er gåsehudsfremkaldende, og det bliver ved med at sidde i mig.
”Fuck, han har en syg stemme, mand”, siger min koncertmakker til mig efter første vers.
Jeg er helt enig. Der er så meget nærvær og intensitet i Jessens lyse og drengede mirakel af en stemme.
”Det var ik’ fordi jeg vil’ dig noget særligt / Bare være her / Bare prøve på at være her”, synger han i omkvædet, og det lyder som et opdrag til resten af koncerten: Lad os nu bare prøve på at være her sammen den næste halve times tid.
Den spritnye sang ’Tetris’ følger, og der lyder en bid af teksten sådan her:
”Jeg spiller Tetris med min fætter / Det bliver ved med at være hans tur”.
På endnu et uudgivet nummer, der hedder ’Skabte til at være to’, synger han om at børste tænder med en kæreste:
”Vi børster tænder, jeg har munden fuld af mynteskum”.
For det er sådan, Kristoffer Jessen skriver tekster. På en måde ved man godt, hvad han prøver at sige, og så alligevel overhovedet ikke. Man bliver ved med at gruble og klukle over hans lyrik.
Mod slutningen af koncerten får vi den fantastisk smukke ’Ka Ik Connect’ om at være ude af stand til at synkronisere med verden omkring en. Hele salen står op og synger med på titellinjen igen og igen. Vi er helt i sync med Søn, og der er ikke en ting, jeg ville lave om ved den her koncert.
Karoline Funder har kun udgivet tre sange, men det har været rigeligt indtil videre. Der er kø hele vejen igennem Musikhuset, en halv time før hun går på i Rytmisk Sal.
Hun åbner med den nye sang ’Græder du nu’ fra hendes debut-ep, Din Mørke Himmel, der udkommer på fredag 9. maj. Allerede her står det klart, at der ikke mangler noget som helst på scenen, selv om man umiddelbart kunne savne både en bassist og en trommeslager.
De er fire musikere på scenen – udover Funder selv to ekstra guitarister, hvoraf den ene synger kor, og en cellist, der også finder et flygelhorn frem en gang imellem.
Versene er fine og porøse med akustisk guitar i fokus, mens omkvædene får kraft af elguitar og den ekstra kvindestemme.
Funder spiller blødt på guitaren med tommelfingeren i stedet for et plekter, og hendes luftige og rumklangsindsvøbte vokal kommer på overlagt og smagfuld vis aldrig helt op på 100 procent. Lidt a la Phoebe Bridgers. Det er delikat underspillet.
Prikken over i’et er, at Karoline Funder er en virkelig god tekstforfatter, der på et nummer som ’Dådyrøjne’ formår at formidle en ret kompleks selvudlevering på to meget enkle linjer. Det er den håbløse kærlighed og de beskidte ting, den kan få en til at gøre:
”Stjæler dine drømme / Så du kun kan drømme om mig”, synger hun i det hjemsøgende omkvæd.
Med sådan en som Karoline Funder, der kun har udgivet tre sange og har første ep på vej om lidt, ville det være nærliggende at skrive noget om, at hun er et spændende talent og vel nok har et stort potentiale. Men et talent er på en måde stadig i proces, et talent er godt, men ikke helt godt nok endnu. Det er ikke beskrivelser, der passer på Karoline Funder. For ingen i Danmark laver lige så god indiefolk som Karoline Funder lige nu.
Tabloid er et genialt bandnavn. For hvis denne københavnerkvintet var et medie, ville de netop være den flabede formiddagsavis, der gør alt det, de store, fornemme dagblade holder sig for fine til. Tabloid er jazzklassens frække dreng.
Der står nemlig lumre synthesizerakkorder, slapbas, overgjorte rytmiske markeringer og rumklangsforladt funkguitar på spisesedlen lørdag aften. Med andre ord alt det, man ikke må spille, fordi det er for kikset og kitsch. Vi kunne kalde det 80’er-inspireret fusionsjazz, og hvis det lyder som en bedaget genre, så er det, fordi du ikke har hørt, hvad Tabloid gør ved den. Det er nemlig lige præcis, hvad SPOT Festivals aftenpublikum skal bede om.
”Er I klar på at danse?”, spørger frontmand og guitarist Johannes Wamberg efter første nummer og proklamerer, at han ikke har tænkt sig at sige specielt meget mere i løbet af koncerten. Nu skal vi bare have en fest i de næste 35 minutter.
Der står unge piger og danser med regnjakkerne om bundet om livet, og nede bag lydmanden står nogle mænd med armene over kors og bobber anerkendende med hovedet i takt til musikken.
Især saxofonisten Oilly Wallace stjæler showet. Han spiller tværfløjte med saxofonen hængene om halsen, og han skifter mellem instrumenterne med få vejrtrækningers mellemrum. Soloerne fra hans hånd er forrygende, der er så mange lækre krøller og krummelurer i hans fraser, og hvor pokker for han dog al den luft til de lange, lange toner fra?
”Jeg elsker ham på trommer”, siger min ven til mig, mens jeg står og savler over Wallace. Og sådan er det vel med et band som Tabloid: De er alle sammen pissevirtuose og fantastisk medrivende at kigge på, fordi de har en fest med det, de laver.
Sikke en bedrift at gøre fusionsjazz til hip dansefest på SPOT.
Stik mig et stykke med Sebastian Wegener, og jeg spiser hele kagen. Hans optræden på SPOT Festival sent lørdag aften er egentlig hans første sådan rigtige koncert i eget navn, men der er absolut ingen startvanskeligheder over foretagendet. På Voxhall beviste Sebastian Wegener, at han er landet det helt rigtige sted efter opløsningen af rockbandet Joyce.
”Det er to år siden, jeg sidst har stået på en scene på et spillested”, siger han til publikum på Voxhall. Og fortæller, at han siden sidst har fået lidt grå hår, lidt højere tindinger og et knust hjerte.
Det sidste har klart været benzin til sangskrivningsmaskinen. På det andet nummer, der ikke er udgivet endnu, synger han om det bryllup og det barn, det aldrig blev til, og så rammer omkvædet som et godstog:
”Men hvad vi ku’ ha’ blevet til?!”, skrigesynger Sebastian Wegener, så desperationen driver ned ad væggene.
Hvordan skal man beskrive den mands vokal? I mine noter har jeg skrevet blot skrevet ”VOKALEN” efterfulgt af fire udråbstegn. Wegener har en af Danmarks stærkeste rockstemmer, men han mestrer også det fine og sårbare på numre som ’1 lussing og 1 vand’ og ’Upsi 28’. Og det gakkede og udskejende på en sang som ’Bla bla bla’, hvor han indimellem nærmest bjæffer ind i mikrofonen.
Det netop udgivne nummer er svært ikke at høre som en kommentar til indspist branchesnak. Den er velplaceret på SPOT, der jo som bekendt også er en branchefestival, hvor musikbranchen i talks og debatter sidder og snakker om sig selv.
Wegener bliver akkompagneret af det østjyske band Tæt, der spiller forrygende – det er en klassisk rockopsætning tilført lidt violin og et godt skud saxofon, der giver udtrykket et næsten Springsteen’sk touch.
Til sidst i koncerten får vi noget så forfriskende som en fællessang om godt at kunne lide at blive bundet som mand.
”Den handler om god sex!”, siger Sebastian Wegener med et bredt smil i sin præsentation af den snavsede ’Bind mig’.
Og vupti, så fjernede vi lige skammen fra mørke sexfantasier ved at stå og synge storsmilende fællessang om dem.
”Hvis jeg var anmelder, ville jeg have let ved at give det der seks stjerner”, siger min ven til mig efter koncerten.
Jeg er ikke uenig med ham.
