Af Torben Holleufer
Min fredag var helliget Copenhagen Jazz Festival, som startede med intet mindre end en vestafrikansk superstjerne. Med rødder i de to maliske bigbands fra sluttresserne, Rail Band og Les Ambasssadeurs, tog den i dag 75-årige sanger, Salif Keita, turen fra Abidjan i Elfenbenskysten, hvor han var i politisk eksil med det sidste band, til Paris, hvor han gik solo og råhittede med albummet SORO (1987).
Født som albino med også ud af den gamle kongeslægt fra Manding-riget, var han fra barnsben dels udsat for racisme på grund af sin hudfarve, men også som del af horón-kasten, som er de adelige, uden ret til at optræde som musiker, var det i sluttresserne nærmest tabu, hvad Salif valgte at gøre, og eftersom han ikke var griot eller barde, var han udelukket fra at tjene til dagen og vejen ved religiøse handlinger. Men talent fornægter sig ikke, og hele verden kom til at elske Salif Keitas store og smukke stemme og hans valg af instrumentation, som ofte inkorporerede traditionelle instrumenter.
I dag er han Vestafrikas mest berømte sanger og hans bedste album, som tæller den Joe Zawinul-producerede AMEN (1991) og MOFFOU (2002), regnes som klassikere. Han trådte egentlig tilbage i 2018, hvor han opholdt sig på sin ø i Nigerfloden, men kom så overraskende tilbage både med et mesterligt og afdæmpet album, SO KO (2025), og en ny turné, som tog ham og hans kvartet til København.
Til koncerten blev den svagtseende mand fulgt ind på scenen, men derfra var der fuld kontrol. Han lagde ud alene med sin akustiske westernguitar fuldendt spillet, og så kom stemmen, først afdæmpet og så med nogle af de udbrud, som han er så kendt og elsket for, ikke mindst live. Den sidste plade handler meget om to ting, nemlig at give respekt til forskellige folk, som har betydet meget for Salif, deriblandt afdøde Kanté Manfila, som var hans mangeårige guitarist og arrangør, ligesom han fortsatte sin aktive kamp for albinoer i Afrika, som udover racisme også har oplevet både at blive udskammet og endda ofret, klassificeret som rendyrket djævelskab.
Snart kom bandet på scenen, som bestod af den dygtige guitarist, Guimba Koyaté – i øvrigt søn af den traditionelle praise-sangerinde, Mah Damba – Makan ”Badje” Tounkara på forskellige udgaver af den lille n’goni-lut og perkussionisten, Tiere ”Amadou” Daou, ligesom vi, da koncerten kulminerede, oplevede en danserinde, som jeg ikke kender navnet på, men som dansede den traditionelle dans, som er en ekspressiv duel med typisk en djembe, men her faktisk var med Guimba Kouyaté, som viste sig som en mester på den mindste solo-tama, også kendt som en ”talende tromme”. Og talt blev der så publikum kom op af de pæne sæder og trådte dansen.
Det var i høj grad den nye plades akustiske tema, som var gennemgående, fra hvilken der kom fede nyfortolkninger af gamle hits som ’Chérie’, ’Laban’ og selvfølgelig det episke digt og sang om den store konge, ’Soundjata’, som Salif Keita nedstammer fra.
Et monumentalt møde med en lille gigant med en stemme, som, alderen til trods, stadig er i absolut topklasse.
Af Kurt Baagø
Hvilken lise, hvilket held, i Cph-jazz´en at finde en koncert i udkanten, i periferien, ude i Sydhavnen, Picniq, en halv kilometer nede af stien ind fra Sydhavnen ind i Valbyparken, en koncert med en bomstærkt bekvindet-og mandet kvartet, jeg for en uge siden ikke anede eksisterede.
Kvartetten, Anders Koppels Nye Eventyr havde osse kun spillet ét job før det i aftes.
De tre andre esser i Anders Koppels ny eventyrlige kvartet:
Pianisten, Steen Rasmussen, én af landets nok mest efterspurgte på tangenterne og så må han have status som Danmarks latin/brazil-pianist, numero uno.
På congas og percussion, Mads Michelsen med en glorværdig karriere, der tog fart, da han kom med i GNAGS, da Gnags peakede i 1980´erne.
Og så venter vi lige med fjerdekvinden i kvartetten.
Koncerten begynder med Koppel, Rasmussen og Michélsen i Bazaar-humør, temaer, numre, der flyder over i hinanden og så: Gys, kuldegys: Anders Koppel slår tangenten an til ’Byen Vågner’ fra Dødens Triumf.
Ikke noget så godt som glædelig genkendelse i en koncert.
Jeg er helt væk og i Bazaar-mode, så spiller de ’Byen Vågner’ færdig og Anders Koppel rejser sig fra hammond´et og siger:
“Det var de indledende øvelser, nu præsenterer vi aftenens stjernesolist, på basun, Lis Wessberg”
Yes!
Lis Wessberg er en stjerne på trækbasunen, hun trak og blæste os op over Valbyparkens trætoppe, brillerede stort, både i de stille, intense lyriske passager og med mere skrald på.
Hold øje med Lis Wessberg, hun har udgivet to rigtig fine albums i eget navn og popper op i mange, interessante sammenhænge.
Anders Koppel og Steen Rasmussen havde osse deres superfede soloer, men backede sammen med Mads Michelsen, Lis Wessberg, så strålende op, at hun må have følt sig en del højere oppe end parkens højeste træer.
Det var, det ER en fornøjelse og fryd at høre klaver/orgel som i The Savage Rose’s tidligste inkarnation.
Bare genkendelsen af Anders Koppels unikke Hammond-lyd, jeg tør vædde på, at jeg efter 10-20 sekunder af noget blindfold med Hammond-orgel vil kunne sige:
Dét, det der, det er Anders Koppel, der spiller.
“Koppel-dynastiets legesyge mester”
Googlede jeg mig til i et 70-års-fødselsdags-portræt i Kristeligt Dagblad at se Anders Koppel karakteriseret.
Kunne ikke rammes mere præcist.
Legesygen er Anders Koppels brændstof, det var så fedt i aftes indimellem at lukke øjnene og fokusere på Hammond´en. Shiit mand, der sker ting og sager…
Hele tiden.
Jeg plejer, når jeg lytter instrumentalmusik i den karat at få et indre billede af at sejle i kano, op af en flod, ind i regnskoven, hvor floden bugter, slanger og mæandrer sig ind gennem junglen og, man aldrig ved hvad, der venter efter flodens næste krumning.
Sådan spillede filmen i min hjernebiograf sig osse i går. Anders Koppel på nye eventyr tog os virkelig, virkelig dybt ind i regnskoven i Sydhavnen i aftes, en kanotur vi/jeg aldrig fik lyst til at vende om fra.
Tak kan man/jeg kun sige til Koppel, Michelsen, Westberg og Rasmussen og til sin Gud og skaber for at have lov til at være med på sådan en kanorejse.
Nu er Valbyparken ikke nogen jungle, men hvor er den dog stor og vidunderlig, kæmpestor. En måske lidt overset oase i storbyen, hvad ved jeg, jeg er ikke københavner.
Efter koncerten vekslede jeg lidt ord med Anders Koppel, der forklarede mig, at lige dernede er vandet og en sti, der løber fra området Tippen i Sydhavnen i den ene ende og Hvidovre Havn i den anden.
“Jeg går tur med min hund hernede hver dag, jeg kender hvert eneste træ” fortalte Anders Koppel.
Dét er sgu da pænt langt fra Tippen til Hvidovre, er der ikke??
