På en anden pinsedag, hvor det på bedrøvelig vis er blevet understreget at staten Israel ikke ønsker at neutral nødhjælp skal komme frem til Gaza, er det berigende at der også er gode nyheder at dele.
For nu drejer det sig mere end nogensinde om i fællesskab at rejse sig, række ud og sammen forsøge at påvirke den ulykkelige situation for børnene i Gaza.
Benjamin Koppel er initiativtager til ‘Sammen for Børnene i Gaza’, en støttekoncert for Gazas børn på Bremen Teater i København tirsdag den 24. JUNI KL. 19.
Her kan man opleve kunstnere som Cæcilie Norby, Signe Svendsen, Søren Sko, Alberte Winding, Marie Carmen Koppel, Kaya Brüel, Mamas Babegenush, Bilal Irshed, Simona Abdallah, Anders Koppel, Benjamin Koppel med flere.
Alle arbejder gratis, Bremen stiller scene og sal til rådighed, og alle indtægter går ubeskåret til Red Barnets indsats i Gaza. Billetsalget er startet via Billetlugen.dk.
Denne aften handler ikke om politik – vi samles for at vise solidaritet og give økonomisk støtte den til den akutte og livsvigtige nødhjælp til Gazas børn.
– Det er i situationer som denne, hvor børn udsættes for krigens værste konsekvenser, at vi skal rejse os og stå sammen. Musik kan ikke standse krigen, men den kan samle os og minde os om, at vi ikke må vende blikket væk, når uskyldige børn rammes. Vi er på børnenes side, siger Benjamin Koppel.
Johanne Schmidt Nielsen vil være til stede, og hun er glad for, at musikerne vil støtte Gazas børn.
– Det er fuldstændig ufatteligt, det der sker i Gaza. Befolkningen, herunder hundredtusindvis af børn, er blevet udsultet gennem mange måneder, mens bombardementer har dræbt børn og skabt frygt. Kampene fortsætter på landjorden, hvor børn og familier bliver fordrevet fra de ruiner, de forsøger at genopbygge, og hvor de kæmper for at finde mad, siger Johanne Schmidt-Nielsen
– Sundhedsvæsnet er brudt sammen. Manglen på vand, mad og medicin er så omfattende, at familier spiser dyrefoder, græs og mel blandet op med sand for at blive mætte. Det er vigtigt, at vi står sammen om at hjælpe børnene i Gaza.
Ingen SummerJazz Festival i år
Til gengæld kan man ikke i år samles om den årlige SummerJazz Festival, der i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival ellers siden 2009 har været afholdt af Benjamin Koppels pladeselskab Cowbell Music. Selskabet har nemlig besluttet tage en pause og ikke gennemføre festivalen i 2025.
Beslutningen er truffet på baggrund af svigtende økonomisk støtte og en tiltagende konkurrence om publikums opmærksomhed, hvilket har gjort det økonomiske grundlag for festivalen for skrøbeligt – til trods for, at de kunstneriske ambitioner og samarbejdsmuligheder aldrig har været stærkere.
I løbet af de femten år har Summer Jazz ellers været en ganske succesfuld festival med internationalt udsyn og kunstnerisk tyngde, og de har formået at skabe nogle helt enestående koncerter, med hidtil usete konstellationer af nogle af samtidens bedste musikere og komponister.
Men kunst og kultur er ikke selvfølgeligheder. Fremtidens festivaler og koncerter kræver både mod, nytænkning og en vilje til at investere i det kunstnerisk frie rum. Innovationen skal komme et sted fra – og det er vigtigt at huske, at den ikke opstår ud af ingenting. Summer Jazz har i årevis været en katalysator for netop denne type møder og skabelse, og vi håber at kunne vende tilbage i fremtiden, når betingelserne igen er til det, udtaler Benjamin Koppel i en pressemeddel.