Country-visionæren Sturgill Simpson AKA Johnny Blue Skies indtog K.B. Hallen, og han holdt i den grad hvad der var blevet lovet i presse præsentationen af ham inden koncerten; ”Ingen formår at røvrende countrymusikkens konventioner som Sturgill Simpson”.
Men til tider kan koncerter virkelig dele vandene, og ud fra de aktuelle tilbagemeldinger fra diverse meningsdannerede på de sociale medier kan man næsten ikke tro at folk har været til den samme koncert.
Denne næsten tre timer lange forestilling var nemlig en af dem, der virkelig splittede, og mange gik efter sigende før tid, mens andre blev, så lyset, og spilleglæden, og lod sig heller ikke påvirke af at lyden i K.B. Hallen, som så ofte før kunne være bedre.
Bedre var lyden dog i parentes bemærket dagen efter, da Thåström gav en majestætisk god koncert, med en fuldkommen perfekt lyd, trods et stærkt varieret lydbillede. Så det kan altså lade sig gøre!.
Vores ad hoc skribent Peter Andersen var til stede til Simpson koncerten, og fandt anledning til at gå til tasterne. Vi bringer derfor her det han selv kalder ’en slags anmeldelse’.
Af Peter Andersen
I 1985 hørte jeg Tom Waits på Falkoner Scenen, og det er stadig en af de største liveoplevelser i mit liv. Det var før han blev allemandseje, og hans helt klart bedst kendte sang var stadig ’Jersey Girl’, som var indspillet fem år forinden.
Midtvejs I koncerten sidder Waits ved pianoet og siger ”now I’m gonna sing a song about a girl”. En publikummer råber “Jersey Girl”, og svaret kommer prompte: “Yeah, but before she moved to Jersey she lived in Alabama”. Og han spillede den ikke den aften, han spillede ikke sit største hit. Okay, måske var hans største hit ’Ol’ 55’ i Eagles’ udgave, men den spillede han så heller ikke.
Fast forward 40 år frem, og jeg er nu i K.B. Hallen. På scenen står Sturgill Simpson, som i løbet af en næsten tre timer lang koncert stort set forbigår sine ”hits” – sat i gåseøjne, fordi han jo ikke har haft hits i gængs forstand. Han spiller en del sange fra sit andet album Metamodern Sounds In Country music, som katapulterede ham op som countrymusikkens store fremtidshåb, hvorefter han så lavede en soulplade, en rockplade og to bluegrassplader. ’No one puts Sturgill in a corner’, og det beviste koncerten med al tydelighed.
Titlen på det nævnte album er en parafrase over Ray Charles’ legendariske Modern Sounds Of Country And Western Music fra 1962. Et album, som er americana længe før den genrebetegnelse blev opfundet. Blanding af genrer med andre ord, og det er præcis, hvad Sturgill Simpson og de fire andre medlemmer af bandet gør denne fredag aften. Fra bluegrass til syrerock via country.
Sangene lyder overhovedet ikke som på pladerne, og derudover tillader han sig at hylde legender som Little Feat, Allman Brothers og Prince. Vi får også en forrygende udgave af The Doors’ ’LA Woman’, som end ikke står på sætlisten, vi får en ligeledes ikke listet hyldest til Jimmy Page sneget ind, og vi får i det hele taget en fuldstændig uforudsigelig koncert, som med hensyn til længde, genre og lysten til at improvisere er noget af det nærmeste man i dag kommer verdens vel nok mest legendariske jamband Grateful Dead.
Jeg har bemærket, at Gaffa har kaldt koncerten et ’cover-kollaps’. Jeg vil vælge at kalde den en hyldest til musik. Flere gange bevæger Sturgill Simpson sig frem til mikrofonen for så at bakke igen, fordi bandet har gang i et fedt groove, som ikke skal slås i stykker.
Kunne lyden i KB Hallen have været bedre? Måske, men den var på ingen måder katastrofal, der hvor jeg stod (ret tæt på scenen). Kunne han have spillet flere af mine personlige favoritnumre? Bestemt. Men Sturgill Simpson og de hans medmusikanter spillede det, de havde lyst til, og som én skrev til mig efterfølgende ”er det en fornøjelse at være til koncert med et band, der så tydeligt bare synes, at det er røvfedt at spille musik”.
