Hørt! | Live

14. april 2026

SUNBÖRN – Hotel Cecil, KBH – 10.04.26

Selv uden Clap! Clap! var der nok at klappe af

Foto: Jacob Crawfurd

Skrevet af Mads Kornum

Ærkedanske SUNBÖRN har i de senere år markeret sig som et af de mest nysgerrige og grænsesøgende navne på den danske- og internationale livescene. Med rødder i både afrobeat, jazz og elektronisk musik arbejder bandet i et felt, hvor organiske grooves, betagende beats og de stormfulde og sanselige blæsere smelter sammen til et dynamisk og ofte hypnotisk udtryk. De albumdebuterede i 2016 som The Kutimangoes, og siden har der været fest og farver i alle afskygninger, og over mere end en håndfuld album fordelt på de to bandnavne.  

Deres koncerter er kendt for at være både intense og kollektivt orienterede – et sted, hvor improvisation, rytmisk kompleksitet og fysisk nærvær går hånd i hånd.

Det nye album Earth Is Begging udvider denne palet yderligere. Skabt i samarbejde med den italienske producer Clap! Clap!, bevæger udgivelsen sig mellem globale rytmetraditioner og moderne elektronisk produktion, hvor både politiske undertoner og sanselige lydlandskaber får plads.

Albummet kredser tematisk om natur, forbundethed og menneskets aftryk på kloden, uden at det bliver tungt – snarere insisterer musikken på – via bevægelse og energi – at skabe nyt mod og håb. Man kan næsten ikke bede om mere! Et Soundtrack til vejen mod lysere tider.

Netop energien er også det, SUNBÖRN især er blevet bemærket for live, hvor de formår at opbygge et pulserende, nærmest ceremonielt rum, hvor publikum trækkes ind i musikken – ikke mindst når bandet helt konkret indtager gulvet nede blandt publikum. Bandet formår vennesælt at møde verden i musikken, og balancere det stramt komponerede med det frit udfoldede – som en konstant dialog mellem kontrol og kaos, der effektivt rammer både sind, sjæl og sanselighed, og åbner både øjne og ører.

Alt er i groovy og næstekærlig bevægelse når først Sunbörn spiller sig ud, og inddrager publikum fra første minut af koncerter, der rummer både det dansable, det dulmende og det dvælende. For de har som sit klare mål at forene mennesker med en global lyd, der bygger bro på tværs af grænser. Musik skal deles. Og det gør de i en sjælden vellykket grad, med positive vibrationer, musikalitet og en unik samhørighed.

Men selv de stærkeste fællesskaber bliver til tider sat på prøve, og det skete for Sunbörn, der sammen med Clap! Clap! skulle på deres album release tour med seks koncerter i Odense, Oslo, København, London, Stockholm og så i denne uge torsdag den 16. april i Haderslev på SG25 og dagen efter i Kolding på TRIO/Jazzhaus.

Clap! Clap! var nemlig kort inden turen blevet hospitalsindlagt, og et par dage før var det klart, at turen måtte gennemføres uden ham.

Men topprofessionelle musikere som de er – Gustav Rasmussen – kapelmester, komponist, trombone/guitar, Michael Blicher – Saxofon/fløjte, Casper Mikkelsen – trommer, Johannes Buhl Andresen – Keyboards, Aske Drasbæk – Saxofon/fløjte, og Magnus Jochumsen – percussion, fik de i løbet af to øvedage fordelt Clap! Clap!’s roller blandt især de tre sidstnævnte.  

Og vidste man det ikke på forhånd ville man ikke vide der manglede noget denne aften i hjertet af København. Vi fik en intens og gennemført vellykket koncert med det bedste fra bagkataloget og det bedste fra det nye album. Mere rytme end ro. Masser af bro at bygge videre på. Store smil, store bevægelser, overalt blandt publikum i den udsolgt sal.

Fra ’Metropolis’, via ’Dancing In the Dusk’ til ’O Ze De Baja’ – for ikke at tale om lange varme vitale version af ‘optændingsblokken’ af et nummer ‘Night Sweats’ og åbningsnummeret fra det nye album ’Acarajé do Salmão’ – der indeholder nogle slet skjulte små melodimæssige kærlighedserklæringer til The Summer of Love klassikeren ’California Dreaming’. Og der var i disse øjeblikke SKYFRI SOL OVER CECIL. Det er så sandt som det står skrevet i mine noter. Sunbörn foldede det hele ud. De havde havde god tid. Da der var spillet et time var vi kun i gang med det tiende nummer. Man kunne vel næsten kalde det en koncert med lutter ekstranumre.

Denne koncert var både her og nu og i virkeligheden. Og som en drøm. Det var værd at klappe af, og takke for.

Sunbörn tænder lys. Lad os tage det videre ud i verden, og håbe at endnu flere skuer op for Sunbörn og budskabet om at møde verden i og med musikken som våben.

Alle fotos: Jacob Crawfurd

Seneste Nyheder

Nyheder

HUN SOLO Extravaganza

Se video fra vigtig og vægtig fejring mod nye mål

Nyheder

HUN SOLO 10 år

En diversitetseksplosion, der har sat spor

Hørt! | Live

Bertrand Belin – Bremen Teater, KBH – 03.05.26 –

Elektrisk pop-rock med fransk poesi og filmiske kompositioner

Nyheder

Simon Spang-Hanssen Turtle Talk Quartet- Christiania Jazz Club – 29.04.2026.

Fængende kompositioner og livgivende energi

Kontakt

Adresse
All That...
c/o Sundance Publishing ApS
Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

CVR 27482899

Redaktion
Mads Kornum
Tel. +45 21 95 20 12
madskornum@allthat.dk

Annoncer
Susanne Benz
Tel. +45 60 60 18 88
susannebenz@allthat.dk

Kommer snart

Denne feature er under opbygning