Af Jakob Bækgaard

I avisernes verden har man et begreb, der hedder at rydde forsiden, som dækker over at skabe plads til en uventet begivenhed eller sensation. For denne anmelder vil årets Svendborg Jazzfestival især blive husket for et enkelt navn, men inden jeg når så langt, så vil jeg dog opsummere mit indtryk af en jazzfestival, der år efter år holder et højt kunstnerisk niveau.

Dette år bestod programmet af otte navne fordelt over to dage, der dækkede et genremæssigt spænd fra New Orleans jazz til progressiv fusionsmusik. Hvis man skulle tale om en rød tråd i programmet, så var det store grupper med en stor lyd. Dette kom tydeligst til udtryk hos Odense Jazz Orchestra, der i denne anledning blev dirigeret af britiske Nikki Iles.

Iles er en anerkendt pianist, arrangør, dirigent og musikunderviser og ikke mindst komponist, så koncerten var en kærkommen lejlighed til at dykke ned i hendes sangbog, der er gennemstrømmet af kærlighed til musiktraditionen og dette gælder ikke bare den etablerede del, men også mere underkendte musikere som arrangøren Steve Gray, der blev hyldet på kompositionen ”Grey as the Morning”. Et band som Crusaders med Randy Crawford blev desuden fremhævet som inspiration for den funky ”Upwards” og Iles viste sig i det hele taget som en komponist, der kunne bevæge sig rundt i alle musikalske hjørner og både hylde traditionen, udvide og udfordre den, når hun f.eks. konsekvent legede med toneintervaller på kompositionen ”Misfits”. Alt i alt var det fremragende moderne big band jazz med et personligt præg, der især kom til udtryk på nummeret ”Big Sky”, som beskrev hendes hjemstavn.

Det geografiske spillede også en vigtig rolle hos komponist, pianist og orkesterleder, Kathrine Windfeld. Hun var blevet hyret af jazzfestivalen til at skrive musik til et særligt Svendborg Ensemble, hvis hold talte markante musikere som trompetist Mads La Cour og trommeslager Kasper Tom.

Windfeld selv er i øvrigt født Svendborgenser og hendes suite inkluderede særdeles lokale referencer som kompositionen ”Flyt dig, Helge!”, hvor færgen M/S Helge fik et musikalsk spark i agter og publikum hjalp til med råbekor. Inden da havde Windfeld sat stemningen på mere tyst vis med ”Svendborg Silhuetter” hvor rubato-fornemmelse blev komplementeret af Jeppe Højgaards sarte fløjtespil. Den lyriske stemning fortsatte på ”Water” hvor Windfeld endnu en gang viste sin evne til at kreere et musikalsk tonedigt i mange lag, men som hun sagde, så har hun også en svaghed for powerriffs og denne præference blev fuldt udfoldet i nummeret ”Jupiter” fra hendes seneste album Aldebaran (Stunt, 2024).

Et stort udtræk af lyd og markante rytmer fik man også hos mere elektrificerede grupper som publikumsfavoritten Sunbürn, der blandt andet trakterede med et funky cover af Kraftwerks ”Metropolis” og det franske hovednavn Cedric Hanriot, der sammen med sin gruppe Time is Color udførte robotagtige bevægelser på scenen og bryggede en hektisk mikstur af elektronik og beats, fusion, R&B, pop og hiphop med små ambiente oaser undervejs. Her blev brugen af musikalske effekter spændt til sit yderste.

Mindre kan imidlertid nogle gange være mere, hvilket kom til udtryk hos Ida Brinchs Kvartet og Anna Stæhr Trio, begge unge grupper. Hos Brinch mødte man en skøn og luftig lyrisk musik med undertone af både groove og swing og sfæriske rocktoner fra guitaren, noget en publikummer rammende beskrev positivt som ”hipstershit”. Victoria Søndergaards vibrafonspil var ligeledes med til både at sætte en æterisk stemning og markere et rytmisk drive i musikken, der både var melodisk, luftig og elastisk. For at citere en titel fra sætlisten, så var det en effektiv ”Cocktail”, men musikken kunne også stå helt rent og enkelt i en smuk melodi til Brinchs mor. Det var musik, man fik lyst til at genhøre og forhåbentlig bliver projektet dokumenteret.

Brinch er sidste års modtager af Årets Unge Fynske Jazztalent. Dette år gik prisen til pianisten Alfred Lohmann Ocansey, der spillede et enkelt nummer som tak, hvor hans frit flydende melodiske spil og fornemmelse for swing faldt godt i spænd sammen med rytmesektionen fra Odense Jazz Orchestra.

Det er meningen at Ocansey vender tilbage næste år og spiller koncert i eget navn ligesom sidste års vinder, Ida Brinch, men allerede efter koncerten med Nikki Iles og Odense Jazz Orchestra spillede han en afgørende rolle i en trio med jazzsangeren og sangskriveren Anne Stæhr og bassisten Eigil Lau Andersen.

Stæhrs trio skulle vise sig at blive et højdepunkt på en festival, der overvejende fokuserede på stor lyd og store besætninger. Hos Stæhr var udtryk og format skåret ind til benet og det store viste sig i det små. Det var detaljerne, der gjorde forskellen og løftede koncerten og det musikalske udtryk.

Ingen tvivl om at Stæhr er en fremragende jazzsanger, hvilket kom til udtryk i åbningsnummeret, standarden, ”Social Call”, men det vidunderlige var den måde hun tog standardtraditionen og gjorde den til udgangspunkt for sin egen personlige sangskrivning og fortolkning. Her var det i sig selv et modigt træk at starte med en standard og sætte barren så højt, men i stedet for at falde med sine egne sange, så holdt hun og trioen sig oppe med grundlæggende musikalske fortællinger om venskab, kærlighed, skyld og tvivl. Her blev balladen som kunstform udfoldet konsekvent, men materialet blev aldrig statisk. Det var netop jazz. Solistiske passager fra bas og klaver gled naturligt ind i udtrykket sammen med Stæhrs fraseringer og man mærkede, at der var noget på spil. Det var ikke en opvisning i teknik, men teknik brugt til at udtrykke følelser – med og uden ord.

Tekstmæssigt ramte Stæhr en poetisk underspillet tone, hvor skønheden fik lov at træde frem i en sang som ”Summer’s Gone” og der var noget af standardernes finurlighed i ”Reasons to Leave”, hvor jeg’et har svært ved at finde plausible grunde til at forlade sin kæreste.  ”Words Waiting to Be Said” genfortryllede derimod intensiteten ved linjen ”I love you” ved netop ikke at sige den og der var en personlig sang til en veninde, som blev nævnt ved navn på ”Caroline” og sådan kunne man blive ved. Hver sang tilføjede nye facetter til koncerten og der var humor, varme og alvor.

Koncerten var flyttet indenfor på grund af vejret, der ikke viste sig fra sin bedste side og det var på sin vis et held, for Stæhrs musik fik ideelle betingelser i et miljø, der kom tæt på intimiteten i en klub, hvor et pakket publikum ikke kunne få nok. Selvom det havde været bedst at lade koncerten stå uden et ekstranummer, så blev trioen presset af et dundrende bifald, der ikke ville stoppe inden trioen gik på scenen igen. De spillede endnu en fortolkning af ”Social Call” i mangel af et ekstranummer som de ikke var forberedt på, at de kunne blev bedt om at spille. Det er de nu.

Efter koncerten bekendtgjorde en af arrangørerne, at han stadig havde gåsehud og afslørede, at trioen var en af de sidste navne, der blev booket, da man gerne ville have et ungt hold. Det kan godt være, de er unge, men standardernes ældgamle skønhed skinner igennem i deres musik og pladeselskaber bør holde sig til, for her er en trio, som har fat i et noget helt specielt. Ligesom Ida Brinchs Kvintet er det begrænset, hvad man kan finde af musik med Anna Stæhr, men der var også noget smukt i at noget af den stærkeste musik på festivalen fandt sted i øjeblikket uden at kunne genhøres. Det var helt i jazzens ånd.