Dette er tredje album fra Tabloid, der i 2020 startede som et énmands -fusionsjazz-projekt fra guitarist og komponist Johannes Wamberg.

Det har siden trin for trin – og ikke mindst via de allerede mange koncerter Tabloid har givet siden – udviklet sig til et regulært band, der i øvrigt består af de selvsamme folk, der har været med hele vejen; vennerne Jonathan Bremer (bas), Oilly Wallace (sax), Felix Ewert (trommer) og Malthe Rostrup (keyboards).

Alle er de omkring de 30 og efterhånden en etableret samling af musikere, der boltrer sig bredt inden for alverdens genrer og i mange forskellige sammenhænge, og også ofte i egen ret eller navn – ingen nævnt, ingen glemt. 

På Hot Gossip har de alle for første gang fra start bidraget aktivt i forbindelse med tilblivelsen af numrene. Mange af numrene blev prøvet af til koncerter, inden de gik i studiet, og det har faktisk givet et resultat, der mærkes levende og frisk i alle de godt 37 minutter albummet folder sig ud i over ni numre.

Kan du lide de to første album fra Tabloid, vil du med garanti stadig føle dig hjemme i det lyttelækre g iørefaldende musikalsk landskab. Der er ikke sket revolutionære ting og sager, men der er kommet et endnu klarere, sammenhængende og stilsikkert udtryk.

De spiller og præsterer som et band, hvor det er tydeligt, at de er samlet for at løfte hinanden i en dynamisk helhed og ikke via sit eget ego. Hver især er de fabelagtige dygtige musikere, men der står aldrig stiløvelser eller ’fordi-jeg-kan’ soloer på dagsordenen her.

Albummet er et tagselvbord med den form for fusionsjazz, der har skilt vande og lande i efterhånden 50 år. Det stilrene og funky åbningsnummer ’Kintsugi’ er en homage til et af genrens banebrydende band – japanske Casiopea – der albumdebuterede i 1979 og udsendte deres seneste album sidste år. Så er vi mildt sagt godt i gang, og der kommer heldigvis ikke skår i glæden sidenhen.

Der er også farver og fest på ’Mr. Tabloid’, hvis keyboard- og guitar tematik, har noget Toto over sig (og det skal læses som en ros), på ’Roses’ og ikke mindst i det afsluttende titelnummer, hvor Wallace sætter en tyk streg under hvorfor rygterne om hans fortræffeligheder ikke bare er hot gossip men har helt hold i virkeligheden.

Fire ud af numre ud af ni numre i meget tilbagelænet tempo er måske lige et eller to meget, for så meget taber man nu heller ikke pusten af de mere bevægelige numre.

Når det så er sagt så er der en dejlig sonisk balance og masser af liflige lyriske toner at nyde på numre som  ’Firefly’ og ’Arrival’. Numre der mærkes som var de et frit svævende soundtrack til en behagelig vandring mod bedre tider. Hos ikke så gennemført kompetente musikalske håndværkere og komponister kunne det være endt i afdelingen for muzak, men nu ender det i stedet for i afdelingen for ægte og dybfølt musikalsk velvære.

Et absolut gennemført og stilrent album – bare se albumcoveret. Dekadent, på den der moderne og inkluderende måde. Let og levende, på den der måde, der bare giver lyst til at høre albummet igen, og drømme videre om snart at høre det hele LIVE.

Og det kan rent faktisk ske her i februar og marts, hvor bandet er på turne, ligesom de spiller på Heartland Festival og Copenhagen jazzfestival til sommer.