Af Brian Petro
Ja, der er ingen tvivl. Mesteren på den kromatiske mundharpe og inkarneret fusionsnørd, Mathias Heise, har startet en ny supergruppe. Den så dagens lys i 2023 under Copenhagen Jazzfestival ved en udendørskoncert på Balders Plads. At disse fire gutter så skulle dukke op på plade, som en tæt sammenspillet unit et par år senere, havde man måske ikke lige set komme. Men kender man til Heises anden fusionsgruppe, Quadrillion, så er opskriften på succes grebet ud af luften: Hårdtpumpede tempi, avanceret harmonik, stor rytmisk kreativitet og et pivhøjt instrumentalt niveau. Den er sikker hver gang.
Med på holdet er klavertalentet, Ben Webster Pris modtager og meget mere, Rasmus Sørensen. Han har måttet sluge et par kameler her og, mske for første gang i sit liv, sætte sig bag et keyboard. Den rolle udfylder han nu overraskende godt. Det hele pumpes godt bag ham af den britiske bassist, Conor Chaplin, og en af Skandinaviens dygtigste og mest kreative trommeslagere, svensk-norske Anton Eger, som har genren og udtrykket helt inde under huden. Ikke mindst igennem det livslange samarbejde med pianisten, Morten Schantz, i grupper som JazzKamikaze og powerduoen RKDIA.
Der åbnes med en klassisk Heise-komposition, ’The Mikster’, hvor det syder af energi og virtuost samspil, især mellem Chaplin og Eger. Her kan man ikke undgå at tænke på Herbie Hancocks Headhunters og nummeret ’Actual Proof’ fra 1974. Herefter en opdateret version af Anton Egers, ’Sugaruzd’, der oprindeligt stammer fra hans soloalbum, Æ, fra 2019. Så kommer vi godt ned i gear på Rasmus Sørensens interlude, ’Drømmeland’, hvor et mageligt groove åler sig afsted under et catchy tema leveret af Heises mundharpe. Egers nummer, ’IOEDWLTO’, falder lidt udenfor skiven, hvor vi lander i et lidt tåget, electronica-inspireret grænseland uden klar retning. Senere er vi tilbage på sporet med to funk skårne Heise-hits, ’Searchlight Theory’ og det afsluttende ’Eclectic Horizons’.
Bortset fra en svipser eller to er The Action 4´s musikalsk set en vellykket debut. Velspillet, tight og for det meste med fængende kompositioner, der med skarp kant rammer ind i stilens grundkerne. I produktionen kunne man godt have ønsket sig en lidt større og fyldigere sound. Trommer og keyboards lyder som om de er lukket inde i en lydtæt boks, hvor klangen stopper lige foran næsetippen. Det dræner musikken unødigt. En lidt misforstået tendens, som desværre er stigende i den nyere elektriske jazz både herhjemme og andre steder i verden.
Mathias Heise (kromatisk mundharpe), Rasmus Sørensen (p, keys), Conor Chaplin (el-b), Anton Eger (dr, perc).
