Af Niels Christensen
Udgivelser der har komponisten, produceren og multiinstrumentalisten Kristoffer Rosing-Schouw som initiativtager, er altid gennemarbejdet og høreværdig, men tit også udfordrende. Dette gælder i den grad denne anden udgivelse fra musikersammenslutningen The Counterfictionals; en broget gruppe musikere, alle med rod i den absolut nutidige jazzorienterede musik. Det er således ikke musik, der læner sig op ad tidligere genrer. Snarere bliver den musik vi tror vi kender skrevet op på en tavle, nogle ”ord, stavelser og forløb” bliver erstattet af andre, så det endelige resultat ender med at bliver helt anderledes end forventet. Skævt og udfordrende, men aldrig kedeligt.
Inspirationerne på denne gruppens anden udgivelse er (angiveligt) inspireret af film og forfattere fra den netop skæve ende af skalaen; Jim Jarmusch, Wes Anderson, James Joyce, Quintin Tarantino og brødrene Coen. Ind i mellem høres små sekvenser der måske, måske ikke, stammer fra filmene / bøgerne, men vi er hele tiden i tvivl om hvad der sker, hvad der skal ske og om det overhovedet hænger sammen med det vi kan forvente at høre. Musikken er således en musikalsk krydsordsopgave af de mere indviklede, som den altid er, når Kristoffer Rosing-Schouw er manden bag. Men uanset hvad, er det musik der fascinerer. Det er musik, der kræver opmærksomhed. Musik, der ikke ligner noget andet på dagens danske scene. Og ikke mindst musik der er helt og aldeles personlig.
Ingen musikere / medvirkende skal / kan fremhæves til fordel for andre. Det er det samlede hele der skaber denne unikke udgivelse, som også sætter hjernecellerne i gang; for hvordan filan har Rosing-Schouw fået de inspirationer fra de film, og hvordan har han sat sin egen musik til dem? Hans hjerne arbejder i sin helt egen verden.
Inner coveret er en saga for sig selv. 100 % undfanget og tegnet af Kristoffer Rosing-Schouw og præcis ned til de mindste detaljer. Dyrk den tegnede oversigt over indspilningsområdet. Der er detaljerigdom til flere timers dyrkning.
Alt i alt en enestående udgivelse fra en af dansk musiks store personligheder.
Af Niels Christensen
Kristoffer Rosing-Schow (as, theremin, cl, electr), Jeppe Zacho (cl, ts), Tove Sørensen (b), Maja Romm (g), Henriette Groth (via, keyb, cl, p), Bjørn Heebøl (dr, perc) & Martin Fabricius (vib), Sune Weedam (btb), David Kerns (narration), Anders Banke (bcl, fl).