Af Erik Jensen
Jeg havde lige med et suk af ærgrelse lagt Willy Vlautins smukke roman om fallerede countryguitarist Al Ward, hvis stilfærdigt triste tilværelse tager en uventet drejning, da en halt og blind hest en dag står lige udenfor hans faldefærdige skur i midten af absolut ingenting, fra mig, da ‘Mr. Luck & Ms. Doom’ dukkede op.
Sandelig om ikke en af de sange, Al Ward skriver i bogen og som Willy Vlautin flittigt opremser, så man alene på grund af titlerne ville ønske, at de ville træde ud af fiktionen og komme ud af ens højtalere, er med her. ‘Nancy & The Pensacola Pimp’ kommer dryssende på side to af det sjette album med Delines og minder om, at ingen leverer den slags titler, den slags formfuldendte sange fra et melankolsk, men livsdueligt sted mellem country og soul.
For The Delines er historien om Nancy, der møder sin alfons og skæbne allerede som 16-årig, bare endnu en lille perle at hænge på det vanvittigt flotte træ af melodier, gruppen plejer og passer på sine album. Men for stort set alle andre, jeg kan komme i tanke om, er sangen et uopnåeligt møde mellem en flot melodi, en litterær novelle af en tekst, velspillet og fornemt sunget af Amy Boone med mandligt svarkor. Høj, høj klasse og mere menneskeligt vedkommende end noget som helst andet, der måtte komme ud af USA i disse tider. Og så bliver den sådan set bare fulgt af ‘Maureen’s Gone Missing’, der gudhjælpemig viser sig at være en endnu bedre sang. Og de er altså nummer 8 og 9 på et album, der uden den mindste tvivl bliver et af årets bedste, i hvert fald i min bog.
Det er svært at sige med sikkerhed, at dette er det bedste af de seks album med The Delines, for de er alle formfuldendte. Fra de smukke fotos på de covers, der alle indfanger ensomheden hos de stjerner, der er dumpet ud af Stars & Stripes og havnet helt nede i støvet på underste etage i Drømmenes Amerika. Indfølt skildret med solidaritet og empati i sangene, der ikke hænger nogen eller noget ud, men bare skildrer skæbnerne med mere melankoli og flere tabere på trip end i Edward Hoppers samlede malerier.
Men alene i kraft af det kraftfulde udtryk i samspillet og Amy Boones fine vokal indgyder The Delines i sig selv et håb for de faldne skæbner, der trods alt kan se en eller anden form fra dette funklende fyrtårn af et band nede fra skidtet. Og denne gang er den stilsikre elegance, der præger hele udtrykket så stærk, at Mr. Luck & Ms. Doom bliver hængende som rejsekammerater for resten af livet.
Allerede i det indledende titelnummers møde mellem en falleret kriminel (Mr. Doom) og en slidt og deprimeret rengøringshjælp (Ms. Doom), der på forunderlig vis finder sammen og klarer sig, stikker håber sit usikre blik frem i de fire afsluttende linjer, der siger lidt om dette bands formåen: “He always saves her from her self-inflicted ruin/She holds their money and makes the rules/They wear out every mattress in every room/ They always get out before it falls through”. Det er vel at mærke så optimistiske, som sangene fra Willy Vlautin bliver og vel at mærke vist kun fordi, Amy Boone så mindeligt spurgte sangskriveren om hun dog ikke kunne få lov at synge en tekst uden knuste hjerter, misbrug eller mord.
Derfra fortsætter dette på engang poetiske og dybt realistiske roadtrip gennem USA med talrige stednavne og skæbner i dem, man aldrig bliver træt af at besøge eller høre om, fordi alt er så fordømt velfortalt i musik og ord. Bedst som alt håb synes ude for Amerika, dukker The Delines op og gør selv det værste til at holde ud, ja, til en musikalsk nydelse trods al desillusion.
The Delines giver koncert på Train i Aarhus den 7. og på Hotel Cecil i København den 11. maj.
