Der er dage – og virkeligt mange af dem, faktisk, hvor jeg finder, at The Delines er verdens bedste band. Der er dage – og forbløffende mange af dem, faktisk, hvor jeg mener, at The Delines faktisk er det eneste band, vi sådan for alvor har brug for.
Ingen kan som denne kvintet levere en uudtalt, men ikke desto mindre underliggende og indforstået modstand mod al den (stormands)galskab, der trives og tramper på de småbitte mennesker i det store Amerika. Og servere de kuldslåede menneskeskæbner i en slags moderniseret udgave af socialrealismen med en menneskelighed og musikalsk varme som modvægt og indgyder af optimisme. Således også på album nummer 6, The Set Up.
En slags fortsættelse af sidste års blændende Mr. Luck & Ms. Doom, men samtidig også er en stilfærdig udvidelse af den stilfulde musikalske trekant mellem country, rock og soul med de tre instrumentale skitser, der tilsammen udgør titelnummeret. En kærkommen udvidelse. For The Delines befinder sig måske næsten for godt i det terræn, bandet så fornemt har afsøgt i de 14 år, der er gået, siden sangskriver og guitarist Willy Vlautin begyndte at skrive sange til og inspireret af den texanske sangerinde Amy Boones varmt, røgede vokal.
Den får denne gang lov at folde sig ud i en serie virkelig velformede musikalske skæbnefortællinger, som vi kender og elsker dem: ’Can You Get Me Out Of Phoenix’, ’Dilaudid Diane’, ’The Reckless Life’ , ’The Meter Keeps Ticking’ og ’Walking Tith His Sleeves Down’. Sidstnævnte blev egentlig skrevet til sidste års indspilninger, men den melankolske ensomhed faldt udenfor den romantiske ramme, bandet forsøgte at skabe om outsider-relationerne på sidste album.
Derfor får vi den klaverbårne ballade nu og den står smukt i det bundsolide, stilfærdigt swingende og delikate lydunivers. Samme desperation ligger og lurer under trompeten i den mere musikalsk muskuløse ’The Reckless Life’, der bærer sine blå mærker med stil. Alle de sange vil klæde enhver radiostation.
Ligesom titelnummerets imponerende samlesæt burde blive soundtrack til en varieret film fra de mørke gyder i en hvilken som helst nedkørt, amerikansk storby. Under neonlyset flakser taberne rundt som døgnfluer på forvirret nedtur i de sidste timer. Sådan er det frysende Part 1 af titelnummeret, mens Part 2 sætter tempo og mere groovy rytmer ind i gadelivet. I Part 3 dæmpes neonskriget for dagens første lys og tempoet sænkes til en melankolsk eftertanke ovenpå en nat i overlevelsens tegn.
Sammenlagt er det ord, melodier af et band på højden af sin utrolige ydeevne. Det er umuligt ikke allerede at glæde sig til genhør og gensyn med The Delines på Hotel Cecil i København den 13. oktober.
Af Erik Jensen
Amy Boone – Vokal
Willy Vlautin – Guitar
Sean Oldham – Trommer, percussion og vokal
Freddy Trujillo – Bas og vokal
John Morgan Askew – Barytonguitar
Produceret af John Morgan Askew
