Af Jens Bager Vang

The Frenz Experiment’s debutalbum er omgærdet af mystik. Intet sted kan man finde oplysninger om, hvordan og hvor albummet er indspillet, og hvem der medvirker. Det kan være et bevidst valg for at lytteren selv skal dissekere og opdage nuancerne. Det kan også være, at de medvirkende er etablerede i andre konstellationer og ikke ønsker sammenligninger eller konnotationer med dem. Måske kommer der en dag en forklaring og en mening med det hele. Måske. Nu lytter vi.

Bandnavnet The Frenz Experiment er som bekendt også titlen på et album med The Fall, men vi er ovre i en helt anden boldgade. Det er progressiv rock med repetitive passager, der skal sende lytteren i trance. Den tunge basgang , der leder melodien frem, og kompositionernes monotoni, hvor guitar og keyboard fungerer som bund til bas og trommer, leder af og til tankerne hen på bands som The Chameleons og Bauhaus – uden anden vokal end et par spøgelsesstemmer, der synger, hvisker og nynner i baggrunden med et nærmest selvudslettende udtryk. ”Frenz” er for The Fall en alternativ stavemåde af ”friends”, og derfor betyder bandnavnet nok i virkeligheden, at en enkelt person har samlet et hold af venner for at lave et projekt, mere end et band.

Albummets første nummer ’Hollow’ starter med lyden af en guitar, der laver overtoner på strengene som når man stemmer den, hvorefter en fuldfed fuzzguitar, tung bas og trommer, tager over. Overtonerne forsætter i baggrunden, som en ledetråd for resten. Det er faktisk ret godt fundet på og lyder godt. Storetrommen lyder som var den udstoppet med puder, mens lilletrommen har stor rumklang. Som om dele af trommesættet står i forskellige rum. Efter et minut er der en kvindelig spøgelsesvokal, der ligger helt tilbage i mikset. Det er ikke bare svært at høre, hvad der synges, men også hvilket sprog. Jeg fornemmer engelske gloser og tyk fransk accent. Det glider over i en trance-guitarfigur, der kører i ring med fuzz- og phaserpedalerne helt i bund.  Næste nummer ’Tomorrow’ starter med melodisk guitarfigur, der rent lydmæssigt har forbindelser til Sonic Youth’s album fra 1986 EVOL og et gennemgående synthesizerspor, der bryder med tankerne om et fast guitarbaseret shoegaze-band. Stilmæssigt er vi i 1980’erne med en solid blanding af optimistisk post-punk og støjrock. Denne gang lader det til, at være en minimalisk duet mellem en kvinde og en mand – godt forvrænget og begravet i lydfladerne.

’Precious’ starter med synthesizer/elektronisk orgel. Denne gang lyder trommesættet mere normalt sammensat. Jeg føler, at The Frenz Experiment leger med mine tanker og mit forsøg på at finde ud af, hvad de spiller. Bassen er denne gang i melodisk fokus, hvor guitar og keyboard/orgel fungerer som bund. Bagerst i mikset aner man igen spøgelsesvokalen – som en indespærret brevdue, der vil fortælle noget uden mulighed for at få det frem. ’Precious’ kan ligefrem betegnes som dansabel, og med en stædighed der tillader, at nummeret runder de 6 minutter, hvilket melodierne måske ikke helt berettiger til. Som en modreaktion lukker nummeret Mona Lisa side 1 nærmest uden en decideret rytme. Bortset fra enkelt slag på en hi-hat og små elektroniske markeringer, er det keyboardet og en stille guitar, der driver melodien, der denne gang ikke overskrider en passende spilletid.  

På ’Away’, der starter side 2, er overtonerne på guitaren er tilbage som i ’Hollow’ men denne gang mindre markante. Et keyboard spiller lange toner der fader ind og ud, men vokalen går igen som et genfærd, der dukker op hist og her, tilsyneladende på helt tilfældig vis. Guitaren er kun en gæst, der kommer besøg med en overdrevet effekt, som bryder den lidt træge melodi, der bliver gentaget igen og igen. Anderledes er det med ’No Man’s Land’, der har et atmosfærisk og isnende samspil af trommer, bas og guitar som et ekko af The Cure-album som Seventeen Seconds og Faith. Rundgangen bliver ligefrem suppleret med bongotrommer og en gennemtrængende tambourin, der bringer helt nye farver til albummet. Jeg kan sidde i mit stille sind og tænke, at andre steder på pladen også kunne trænge til tilsvarende percussion – bare for at bryde trancen og skabe lidt dynamik. ’No Man’s Land’ må kandidere til pladens mest umiddelbart iørefaldende nummer, der sagtens kunne nå længere ud i verden. Det sidste ekko glider uden pause over i ’A Silent Day’, der er et stenet intermezzo, hvor flere guitarspot spiller op mod hinanden. Den ene ganske ren og fin, den anden forvrænget, en tredje midt imellem. Igen er de krystalklare overtoner dominerende og helt fremme i mikset, mens trommerne drævende trækker frem.

Albummet ender med titelnummeret ’Anxious/Composed’, der lyder som Pink Floyd’s A Saucerful of Secrets. Vokalen er tilbage som spoken word og pludselig kan man høre et budskab i allersidste øjeblik:

”Anxiety can feel like a constant underlaying home

Filling every edges of your thoughts

Making your head tight and your heart race

Yet, there exist an ability to be composed”

Hermed bindes musikken og meningen sammen med albummets varierende udtryk og ensformighed. Angst og kontrol over for hinanden. Simpelt og effektivt afslutter bas og trommer albummet med et par runggange af sangens tema. Nysgerrigheden er pirret, og det kan være svært ikke at vende pladen og høre den igen.

Har The Frenz Experiment i virkeligheden lige begået et mesterværk for næsen af mig? Folder Anxious/Composed sig ud som en vindblæst rose efter vinteren i alle sine farver, når der er gået nogle år? Får de gentagende klodser og trancen overtaget? Det må tiden vise. Der er dog ingen tvivl om, at The Frenz Experiment har lavet en udgivelse, der fascinerer og sætter gang i tankerne og fantasien.