Af Niels Bering Larsen
Når man – som på dette album – lader den første tone lyde fra en trompet dæmpet med harmon-mute i klar reference til Miles Davis, og endda på et af Davis’ egne numre, Blue in Green, fra det legendariske Kind of Blue-album, vækker man store forventninger hos lytteren til kvaliteten og indholdet af resten af albummet. For Peaceful er det heldigvis en forventning, albummet i dén grad lever op til.
Anders Mogensens Modern Jazz Trio har som gæstesolist den Grammy-nominerede amerikanske trompetist, komponist og arrangør Tim Hagans (f. 1954). Hans karriere begyndte i Stan Kentons orkester og har siden omfattet samarbejder og indspilninger med prominente amerikanske musikere som Thad Jones, Ernie Wilkins, Joe Lovano, Bob Belden og Dexter Gordon.
Det er således en af de store nulevende trompetister, man som lytter får fornøjelsen af at høre udfolde sig både solistisk og melodisk i samspil med trioens faste og sammenspillede besætning: Carl Winther (klaver), Johnny Åman (bas) og Anders Mogensen (trommer). Trioen har i denne og andre konstellationer udgivet en lang række albums, og Peaceful markerer udgivelse nummer 100 på Anders Mogensens eget pladeselskab, som samler udgivelser fra både danske og internationale musikere – ofte med Ben Webster-prismodtageren Mogensen selv som musiker og inspirator.
Peaceful består af seks numre. Ud over Davis’ Blue in Green er tre af kompositionerne ‘Fall’, ‘Orbits’ og ‘Nefertiti’ skrevet af Wayne Shorter, én ‘Skylark’ af Hoagy Carmichael og så er ‘Mess This Up’ et af Tim Hagans numre.
Det er især Shorters evne til at kombinere komplekse harmonier med lyriske melodier og en innovativ tilgang til improvisation, som Hagans og trioen formår at løfte og bringe ind i et moderne udtryk.
Det lykkes til fulde – særligt i nummeret ‘Fall’, hvor Hagans (igen med harmon-mute) spiller temaet med en melodiøs tone, der leder frem til en tydelig rytmisk og tonal markering. Herefter overtager Winther med bløde tangentanslag, og nummeret udvikler sig til en fælles bevægelse mod rytmiske og tonale højdepunkter, der giver lytteren en oplevelse af både ro og fremdrift. Denne ro forsvinder dog i albummets afsluttende nummer ‘Orbits’, hvor hele gruppen leverer en fandenivoldsk energi, der afslutter albummet med samme klare referencer til Shorter og Davis, som det begyndte med.
Albummets mest interessante nummer er Hagans’ egen komposition ‘Mess This Up’. Her viser han sine stærke sider som komponist og giver samtidig plads til, at trioens medlemmer kan træde tydeligt frem. Åman åbner med en stærk harmonisk basintro, efterfulgt af tæt melodisk og rytmisk sammenspil mellem Hagans og Winther. Dette skaber rum for flere sammenhængende takter, hvor Mogensen kan lade den mere melodiske side af sit trommespil komme til udtryk. Winther improviserer med stigende intensitet, før han fader over i et oplæg til Hagans’ improvisation. Nummeret er albummets længste, men det er netop med til at give indblik i gruppens samlede dynamik og samspil.
Hvor Modern Jazz Trio tidligere udelukkende har haft stærke tenorsaxofonister som gæstesolister (bl.a. Jerry Bergonzi, Karl-Martin Almqvist og Rick Margitza), er det et velkomment skift at have en trompetist i front. Det tilfører en ny kant og dynamik til trioen. Den klare reference til Davis/Shorter-æraen står tydeligt frem og kulminerer i ‘Mess This Up’.
Som lytter kunne man ønske sig flere kompositioner fra Hagans’ eget arkiv, men det foreliggende materiale og dets udførelse er på et meget højt musikalsk niveau. Hagans’ rolle som solist – i både med- og modspil med trioen – skaber konstant spænding for lytteren. Samtidig klæder det trioen at tage udgangspunkt i andre instrumenter som bærende solister, hvilket – ligesom trompetens harmoniske klang gennem en harmon-mute – understreger, at trioen står stærkt i sit eget lyriske, harmoniske og rytmiske udtryk.
Tim Hagans (Trompet), Carl Winther (Klaver), Johnny Åman (Bas), Anders Mogensen (Trommer)
