Ti år efter sin debut vender The Victim aka Kenneth Nefling tilbage til begyndelsen.
I dag udgiver han en nyindspilning af sin første single “California” — sangen, der i december 2015 markerede starten på hans rejse som solomusiker, og fik denne skribent, radiovært Alex Nyborg Madsen med flere til at spærre ørerne op – og tænke ’the next big thing’!
En ’banger’ af en single, hvis varige effekt jeg oplevede for nylig til en intim stue koncert med The Victim, hvor stort set ingen kendte ham i forvejen, men alligevel blev tryllebundet af hans malende og melankolske sangskriverunivers, og altså ikke mindst af ’California’, der blev modtaget, som var det årets mest varme pop-korn. Her serveret i en fabelagtig nedtonet og akustisk udgave.
Hvor originalen var et samarbejde med den anerkendte producer Peter Brander (Michael Falch, Nikolaj & Piloterne, Big Fat Snake m.fl.) og en håndfuld erfarne studiemusikere, står den nye version som et helt igennem selvstændigt værk.
Indspiller nu alt selv
Denne gang har The Victim selv indspillet, produceret og mixet nummeret uden eksterne medvirkende.
Samme metode som han brugte på det særdeles vellykkede debutalbum A case of complex emotions, der udkom tidligere i år, og fremstår som et særdeles velgennemarbejdet og helstøbt værk, der burde tiltale alle der holder af jordnær melankolsk indie-folk-pop fra højeste hylde, og helt klart bør være med i opløbet når årets bedste danske debutalbum 2025 skal kåres.
’California – Revisited’ er en mere nøgen og atmosfærisk fortolkning, der skruer ned for den oprindelige ’west coast’ klang og i stedet fokuserer på nærvær, sårbarhed og sangens oprindelige kerne: længslen efter forandring og behovet for at gå egne veje.
“ ’California’ var den sang, der startede det hele,” fortæller The Victim. “Jeg kom fra flere år i bands, men med den sang fandt jeg ud af, at jeg måtte stå alene for at finde min egen stemme. Den nye version føles som at vende tilbage til kilden — men med alt det, jeg har lært siden.”
Den nye udgave af ’California’ fungerer samtidig som første single fra The Victims kommende, andet fuldlængdealbum, der forventes udgivet i løbet af 2026. Albummet fortsætter den introspektive og melankolske linje, men med en mere moden lyd og et tematisk fokus på bevægelse, forsoning og identitet. De par numre ‘The Sign like my Mother’ og ‘Cornflower Blue’, der blev luftet ved omtalte stuekoncert i sidste måned lovede særdeles godt.
Et uforløst potentiale med nyt mod
Med genindspilningen lukker The Victim en cirkel — men åbner samtidig en ny. ’California – revisited’ bliver et møde mellem fortid og nutid, mellem drømmen om at rejse væk og erkendelsen af, at man altid tager sig selv med.
Det har Kenneth Nefling hidtil gjort med en tålmodighed og en til tider fastlåsende tilbageholdenhed, der måske gør ham til en af de bedst bevarede kvalitetstunge hemmeligheder på den danske musikscene.
For Kenneth Nefling kan med egen erfaringer i guitarkasse i den grad dele ud af oplevelser om mennesket på skillevejen. Om mennesket der kigger ned i mørket, men stadig drømmer om lyset – og pludselig ser det.
3 EP’er og et par håndfulde singler er det blevet til gennem årene. Og havde afsenderen af numre som ’Bluebird’, ’Frank Lloyd Wrigt*, ”Go With Your Heart Open’, ’Someone Else*, eller ikke mindst ‘Did I Make You See’ fra debutalbummet heddet Ed Sheeran, Passanger eller Gavin DeGraw, så jeg ret sikker på at The Victim havde haft mindst et hit eller to på verdensplan.
I hvert fald hvis vi lader musikken tale sig eget sprog. For Kenneth Nefling er i al stilfærdighed ”bare” en sympatisk ung mand med et melankolsk sind, en vokal der imponerer, behager og udtrykkes via et stærkt sangskrivertalent, der heldigvis ikke kan eller skal holdes nede.
Selvom det har været lige ved undervejs. Rent faktisk har Kenneth haft sat sin guitar til salg.
2018 gav ellers en del små spillejob rundt omkring. Men man kan jo ikke leve af ros og rygklap, så Kenneth Nefling smed håndklædet i ringen, og satte sin guitar til salg på Den Blå Avis.
Dagen efter ringede telefonen – det var ikke en potentiel køber – det var fra Target Records, der via Alex Nyborg Madsen havde fået anbefalet The Victim, og derfor havde et tilbud om en pladekontrakt klar.
Kontrakten blev underskrevet og annoncen på Den Blå Avis blev taget af igen. The rest is history. Og nu mål er sat!
Hvad kan vi så lære af det? Det kan betale sig ikke at give op! Eller også at kvalitet ikke kan holdes nede, og at hastværk ikke nødvendigvis altid er det rette arbejdstempo.
Det er aldrig for sent at opdage kvalitet.
The Victim er support for Jonah Kagen den 6. november på Loppen.