Af Mette Breckling
Pladsen ved den røde containerbar, foran DR Koncerthuset, er fyldt med sol, våde varer og en sitrende forventning. Klangbar summer af en særlig varme og klarhed – og med de høje temperaturer, visioner og promiller er publikum allerede godt varmet op inden ankomsten til koncertsalen.
Folk taler i sprudlende sætninger, vinglassene klinker – og da supportgruppen LEAO, efter en halv times neo-eksperimenterende-pacific lyd, efterlader scenen endnu mere varm er Tinariwen, efter en halv times pause, parate til at ankomme.
De musikalske mestre fra Mali bliver mødt med knusende klapsalver og tilkendegivende hvin.
Lyset lægger sig, som en bagende sol over koncerthuset, og med tryllestøv fra Sahara farver Tinariwen gulvet rødgult. De rå og rytmiske guitar riffs, blandet med den messende sang, sætter gang i en fascinerende fælles musikmeditation for publikum. Det er et langsomt startende orkester, men efter 20 minutter, bliver der sat skub i ørkenbluesen – og vandringen bliver vildere. Folk på de bagerste rækker rejser sig og begynder at danse. Der er højlydte hyl, rytmiske klap og lysende tørklæder i mørket.
Scenen er fyldt med sand og grus – i hvert fald hvis man lukker øjnene.
De 8 musikere står eller sidder næsten urokkeligt stille. Kun hænder bevæger sig, klappende og slående mod trommeskind – samt fingre, der knipser og snor sig på strenge i et hypnotisk system af former og farver. Jeg får en fornemmelse af at være deltagende i et spirituelt ritual – frem for at være et publikum til en egentlig koncert, hvilket er dystert og dragende på samme tid.
En af mestrene læner sig langsomt frem mod mikrofonen og synger med en stemme, der lyder som råtobak rullet i sandpapir. Ordene forstår de færreste i salen, hvilket er flintrende ligegyldigt – for vi kan mærke musikken vibrere.
Efter en times koncert, går det hele bananas på den fede måde. En flok rejser sig foran scenen og inviterer resten af rummet op til dans. Trommerne bliver tungere, råbene, højere og det blodrøde lys løfter sæderne fra salen. Og så hænger publikum der i DR. og dingler. Med udsigt fra toppen af Mali, hvor tonerne er varme og uvirkelige.
Tinariwen er ikke poleret verdensmusik – det er råt, fysisk og rammende. Selv når rytmerne næsten bliver funky, føles det som om, at mørket ligger og ulmer nedenunder. Numrene flyder sammen. Tiden forsvinder.
Da koncerten er forbi, er folk stadig i ekstase. Stemningen i salen er som at blive vækket fra en syret drøm. En messende fantasi, der bliver siddende i kroppen og følger en i flere dage. Som støvskyer, guitarstøj og kvikt ørkensand.
