Af Torben Holleufer
I 2001 stod jeg sammen med Peter Hvalkof ved totiden om eftermiddagen på en af Roskilde Festivals små scener og så et pænt udknaldet orkester fra et sted i Sahara. Peter var festivalens booker for verdensmusik og han så begejstret på mig og de måske 39 publikummer og sagde: ”Måske er vi blandt de eneste, der ved, at det her orkester er så fabelagtige?”
Der var tale om legender, som efter tyve år som kultfænomen i grænselandet mellem Algeriet og Mali nu var udkommet på plade og dertil med inspiration fra den daværende maliske superstjerne Ali Farka Touré (1939-2006) havde skruet op for deres elektriske instrumenter og optrådte på en nye festival udenfor Timbuktu, som hed Festival In The Desert.
Nu var de landet på Roskilde og anført af en ægte revolutionær, Ibrahim Ag Alhabib, hvis lige festivalen vist ikke havde set siden Bob Marley, spillede de en musik, der var så laidback, som overhovedet muligt, samtidig med at beatet var uimodståeligt. Snart ville stilen med vanlig vestlig sans for at ramme helt ved siden af blive markedsført som Desert Blues.
Men nu har orkestret, der i øvrigt siden har stået både på Arena og Orange Scene på Roskilde Festival, udsendt et album, som tager os både tilbage i tiden og helt ind til hjertet, fordi nogle af de gamle sange her præsenteres i demoform eller i alternative versioner, ligesom der er fire numre, som aldrig har været udsendt før.
Resultatet er en plade, hvor du skal stoppe alt og tage fri. For den har sin helt egen vibration og er som medicin, der stresser dig helt af, samtidig med, at der spilles for guderne og du i øvrigt præsenteres for nye titler, som godt nok får mig til at trække på smilebåndet:
Jeg mener, hvad med en rejse som på kameler over sandklitter under fuldmånen, som har titlen ”Adounia Nissan”, som med mit kendskab til arabisk, berberisk og tamachek kunne være en kærlighedserklæring til en bil af mærket Nissan, som sikkert har firehjulstræk og er federe end livet (Dounia er arabisk for Liv), når man bor i Sahara.
Orkestret Tinariwen har jo gennemgået mange faser, ikke mindst afhængig af visum og krigen i det nordlige Mali, som i den grad ødelagde deres drømme om et land, fordi lejesoldater og kriminelle bander kom forbi og pludselig ville skabe et kalifat, hvor musik var forbudt.
Det var i de år, at vi ville modtage musikere fra de forskellige Sahara-bands og låne dem instrumenter, fordi alene det at blive taget på landevejen ind til Kidal med en guitar var et problem.
Jeg var ret vild med den fase i det sidste kvarte århundrede, der blandt andet udløste albummet Amassakoul i 2006 og Tassili i 2011, hvor der var kvindelige tinde-sangerinder inde over, mens lyden det ene øjeblik var storslået elektrisk, mens vi det næste øjeblik praktisk taget sad ved lejrbålet, hvor poeten var i spil og alle faldt lavmælt ind i omkvædet. For det er jo det, Tinariwen og de beslægtede orkestre fra samme klan kan, nemlig at rumme det helt nære og samtidig tage det universelle med ind.
Hele pladen har så meget klasse og er tilrettelagt med så stort overblik. Men skal jeg fremhæve numre, som især rammer mig er det versionen af ’Alkhar Dessouf’, som på Amassakoul var meget lavmælt og intim med sprukne guitarer, mens dette nye miks tager dig afsted, mens fløjter flyver og kvinders kor giver mændenes røster kant. Udgaven er helt forskellig og fed på en anden måde end originalen. Ligesom et andet track ’Tenere Dafeo Nikchan’, som også er fra 2006-sessionen, får lov til at afslutte pladen og igen har kvindernes berberlignende vokaler og klap, mens guitarerne krøller og vi transporteres afsted som dyr på vej til markedet mod vores bestemmelse. Og endelig er der pragtfulde ’Tenhert’, som stammer fra en anden gudeplade, nemlig Imdiwan: Companions fra 2009, som i den klassiske version havde flyvende rap på tamachek båret af drømmende guitarer og et blødt beat, men her er nedbarberet med et stramt beat og nærmest akustisk i udtrykket, hvor det er en simpel guitarrundgang og håndperkussion, som sammen med sangens stil skaber det hele.
I sandhed nye øjne på de gamle indspilninger.
