På Tønder lytter man når musikken spiller. Og taler om den før og efter. Og der er nok at tale om.
Hvis det da lykkedes at komme ind – for selvom onsdag plejer at være den mindst befolkede dag på festivalen var der mange koncerter, hvor folk måtte gå forgæves, fordi kapaciteten ikke matchede efterspørgslen på nogle af de artister der optrådte i Telt 1, Bolero, Jamteltet, Skovscenen og Visemøllen.
Men omvendt er det også charmen ved en festival – man kan ikke det hele, planer ændres, og ny sød musik opstår. Så der er ingen grund til at være sur over man ikke kom ind. Man kunne jo eksempelvis være kommet lidt tidligere, og ellers kan man glæde sig over at mange af artisterne spiller flere gange på Tønder.

Open Air kan til gengæld samle alle, og det gjorde de lige fra åbningskoncerten med Poul Krebs – der understregede at sådan nogle som os der godt kan lide ‘handmade music’ da bare SKAL være i Tønder den sidste weekend i august.

Fik man onsdag ikke set Jesper Lindell – der spillede efter Poul Krebs på Open Air – så er det med at fange ham i dag i det mindre Telt 2. Her vil hans personlige mix af inspiration far Van the Man og The Band med garanti få endnu bedre vilkår for at ramme flere musikhjerter.

Musikhjerter der ligesom i går nok skal blive forkælet med blandt andre fire gengangere fra i går, der i virkelig efterlod stærke indtryk – The Felice Brothers, Joce Reyome, James McMurtry, Fantastic Negrito – samtidig at der er mulighed for at plukke fra nye oplevelser med AySay, Jake Bugg, Daniel Lanois, og Uncle Lucius.

‘Turning the bullshit into good shit’ sagde Fantastic Negrito. Det er der mange på Tønder, der gør en indsats for. Det spiller. Livet er smukt. Selv i ‘fucking crazy times’.

Alle fotos: Anders Johansson med mindre andet er angivet