Tønder Festival kom traditionen tro i gang med at de mange frivillige klappede de første publikummer ind.
En smuk tradition, hvor pilen peger på to af de tre vigtigste elementer på en festival – publikum og de frivillige. Uden dem, ingen festival, ingen musik.
Festivalen har eksisteret i over 50 år, og i modsætning til blandt andet Roskilde Festival, er publikum vokset med den.
Gennemsnitsalderen er stadig høj, men det virker til, at det lange seje træk med at rykke festivalen fra at være en folk festival, til at være en festival for ’handmade music’, hvor genrer som soul, rock, roots, americana, blues og funk også har sin naturlige plads, stille og roligt får trukket en yngre generation til.
Onsdag, ikke mindst takket være Adeem the Artist, der var første artist på programmet i en åbenhjertig talk med Politikens Erik Jensen. Adeem kunne man også opleve solo senere på dagen til en særdeles velbesøgt koncert på festivalens klubscene, I begge forum var Adeem en forrygende storyteller med udgangspunkt i et oplevet liv, hvor ikke mainstream personligheder som kan have særdeles vanskelige vilkår at finde fodfæste i et hjemland som USA, hvor rummelig efterhånden er et fremmedord. Adeem the Artist kan opleves LIVE igen torsdag sidst på aftenen. Herved anbefalet, hvis du interesserer dig for singersongwriring med kant og karakter, og stærkt indhold om køn, klassekamp, ophav, drømme og virkelighedsflugter.
Musikalsk var det en storyteller, af den absolut fineste karat, der var på programmet til at åbne Open Åir. Allan Olsen med band er altid en sikker levering, og de skuffede ikke med et træfsikkert og tight sæt, krydret med en smuk gæsteoptræden af Annika Aakjær på den mesterlige ’En stille glød i mørket’.
Senere på dagen var det Rasmus Lyberth, der satte nye standarder for gradbøjningen af ordet ’Storyteller’.
Om historierne er fra USA, Danmark eller Grønland er i princippet ligegyldigt, så længe de rækker ud over kunstnerens eget ego.
Tønder er blevet skarpe til at spotte disse sangskrivere uanset genre.
Onsdagen peakede med amerikanske Fantastic Negrito, der med et sublimt band leverede en blåtonet funky fest med rock riff undervejs, som det måske aldrig har lydt på Tønder. I hvert fald aldrig bedre.Fantastic Negrito fik et sent gennembrud i 2016 som 47-årig med albummet ’The Last Days of Oakland’, hvor historier fra et liv, der var startet som barn nummer 8 af 15 udspillede sig på vellykket vis.
Han har en vokal der kan det hele – og denne onsdag omdannede han Telt 2 til en messe for Vikinger, der var klar til fællessang med følelserne uden på tøjet, glimt i øjet og en fjer i hatten eller i øret. En fuldstændig mageløs, insisterende og gribende oplevelse, hvor Fantastic Negrito gav 100% af sig selv i musikkens tjeneste. ’Let’s turn bullshit, into good shit’ var budskabet, som vi vel mere end nogensinde har brug for at synge videre på. Det kan man passende gøre i dag torsdag, når Fantastic Negrito indtager Open Air. Et absolut must see.
En af de helt store fordele ved Tønder er nemlig at chancen for FOMO er mindre, fordi mange optræder to eller flere gange.
En glimrende start på Tønder, selvom flere – eksempelvis det ellers på papiret imponerende band Take Me To the River All Stars fra New Orleans, aldrig helt kom ud over rampen på Open Air. Men de optræder så i dag i Telt 1. Måske en bedre scene til den varme gumbo, der onsdag lige manglede det sidste krydderi.
