Der er mere end 100 musikfestivaler i Danmark hen over sommeren. Det placerer os blandt de lande i verden med flest festivaler per indbygger.
Men hvilke skal man vælge, når sommerens musikalske udflugter skal planlægges?
Det afhænger naturligvis af, hvad man søger. For nogle er festivalen først og fremmest en social begivenhed. For andre er musikken indgangsbilletten.
Hvis musikken er det vigtigste, er Tønder Festival et særdeles godt sted at være.
For her bliver der lyttet.
Og bagefter bliver der talt om det, man har hørt. Og om, hvad der ellers er i vente.
Tønder Festival har en særlig evne til at skabe rum for den nysgerrige lytter. På de fleste scener er publikum koncentreret, respektfuldt og til stede.
Undtagelsen er den store Open Air-scene, hvor festivalens ellers så eklatante etikette til tider forsvinder. Her bliver der desværre snakket mere frit i det fri, og folk er slet ikke så fokuserede på, hvad der sker fra scenen. Det er devaluerende. Især fordi Tønder fortjener ros for at turde bruge den store scene til andet end sikre kort.
At sætte en relativt ukendt kunstner som Aaron Lee Tasjan på Open Air med en akustisk koncert kræver mod.
Det er netop den slags valg, der gør Tønder interessant. Det bør publikum huske at værdsætte, frem for at tage det for givet.
Er Tønder Festival så i takt med tiden?
Umiddelbart er svaret nej.
Og dog.
For er det ikke netop lidt oppe i tiden at turde være en outsider? At stikke lidt ud? At lade nysgerrighed og mod vinde over mainstream og metervarer?
Tønder er tidløs i den bedste betydning af ordet. For musik, når den er vigtig og vægtig, rummer både rytmen og roen, historien og nuet – og til tider endda bud på fremtiden.
Det er måske også her, festivalen skal finde sin fortælling fremover.
Tønder bør sælge sig selv som de perfekte rammer for den nysgerrige kulturforbruger, der elsker musik hele livet. For dem, der gerne vil have sanserne i spil, og som har lært, at fravalg er en nødvendig forudsætning for de gode valg.
Fire dage, hvor man ikke nødvendigvis skal nå det hele, men hvor man til gengæld kan blive fyldt op af minderige oplevelser for sjæl, sind og musikhjerte – alt imens man måske går og nynner Bye Bye Brendas vidunderlige Joy of Missing Out.
Tønder ER – og skal være – en lokalt forankret festival med rødder i randområder fra nær og fjern.
Den er internationalt orienteret, men samtidig solidt forankret i det danske musikalske rodnet, hvis forgreninger kun bliver større i disse år.
Årets FOLK SPOT-showcase med otte koncerter på festivalen viste, at det sagtens kan lade sig gøre at forføre det altid lydhøre Tønder-publikum, selv når genrerne krydses.
Personligt er jeg overbevist om, at fire så musikalsk forskellige navne som Nive & The Deer Children, Bye Bye Brenda, AySay og Ægteskab fik overbevist flere af de tilstedeværende internationale delegerede om, at de kan begå sig langt uden for den grænse, der omkranser festivalen.
Langt hovedparten af festivalerne – i hvert fald herhjemme – følger en nogenlunde ens opskrift, når musikprogrammerne skal sammensættes.
Pop, hiphop, R&B og indie i forskellige afskygninger fylder meget. Der er naturligvis ikke noget galt med musik, man kender i forvejen.
Men har de fleste ikke appetit på mere?
Vi spiser jo heller ikke vores livretter hver dag.
Den appetit på mere sørgede Tønder igen for blev stillet i år, samtidig med at de velkendte navne generelt indfriede forventningerne.
Årets Tønder-moment kom torsdag aften i Telt 1.
Da Daniel Lanois gik på scenen, vidste man allerede, at der ventede noget særligt. Men da Emmylou Harris senere sluttede sig til ham, løftede koncerten sig til noget helt andet.
Sammen tryllebandt de publikum med Jimi Hendrix’ May This Be Love, Lucinda Williams’ Sweet Old World og Lanois’ egen The Maker.
Det var en helt igennem magisk koncert og – i hvert fald bedømt ud fra mine ti år på festivalen – en oplevelse, der uden problemer placerer sig i Top-10 over de bedste Tønder Festival-koncerter nogensinde.
Daniel Lanois er måske først og fremmest kendt som en legendarisk producer, der har arbejdet med navne som Arcade Fire, U2, Bob Dylan, Neil Young, Peter Gabriel, Willie Nelson, Robbie Robertson, The Neville Brothers og ikke mindst Emmylou Harris på hendes kunstneriske højdepunkt og karrieremæssige vendepunkt med albummet Wrecking Ball fra 1995.
Mere end 30 år senere kunne man stadig mærke venskabet og spilleglæden mellem de to.
Og det var ikke hverdagskost.
Før årets festival havde de senest kunnet opleves sammen på europæiske scener i forbindelse med Wrecking Ball-turnéen i 1995 og genudgivelsesturnéen i 2014.
Denne gang var de flankeret af danske musikere – en rytmesektion sammensat til lejligheden. Jeppe Gram på trommer og Jesper Haugaard på bas spillede fremragende, legende og levende med Lanois, der hele tiden udfordrede sine medmusikanter.
Det blev de kun bedre af.
Vi var nemlig nogle få, der allerede havde fået en forsmag dagen før ved en intim testkoncert for blot 100 mennesker i Schweizer Halle i Tønder. En oplevelse for livet, men musikalsk var de blevet skarpere i Telt 1 dagen efter.
Ideen med trioen var opstået, da Lanois sidste år gæstede Lasse & Mathildes fremragende 50-års jubilæumsshow på Det Kongelige Teater. Her blev han mildt sagt imponeret af det danske hold omkring sig.
Derfor savnede man faktisk næsten ikke hans faste rytmesektion, Brian Blade og Jim Wilson.
Man fik i stedet noget andet.
Og noget mere enestående.
Det blev koncerten med Emmylou Harris på Open Air scenen dagen efter ikke. Ihvertfald ikke når det er bedømt på det musikalske output. Det var pænt, uden at være prangende. Men det VAR stort at se denne levende legende i vital vigør i omgivelser, der matchede musikkens sind og sjæl. Det var bestemt til en anden form for applaus end den himlen kvitterede med i form af et skybrud i koncertens sidste halvdel.
Tønder Festival er ikke nærig med de unikke oplevelser.
Til gengæld kunne folkene bag festivalen godt være lidt mindre nærige med pladsen til både nyere og etablerede navne fra den danske musikscene.
For der ER nok talent og kvalitet at tage af.
Ingen nævnt, ingen glemt.
Dog skal én kunstner fremhæves: Kajsa Vala.
Hun har først i år – altså relativt sent i karrieren fået chancen på Tønder Festival. Debutalbummet Your Train udkom i 2010. I år spillede hun sig for alvor ind i festivalens varme hjerte, da hun endelig fik lov at udfolde sig i egen ret.
Hele seks programpunkter inkluderede den fantastiske sanger, sangskriver, guitarist og multiinstrumentalist.
To koncerter og en talk med Bye Bye Brenda – hvoraf koncerten i Telt 1 lørdag af mange blev beskrevet som en oplevelse af den karat, man kan sælge som guld på et internationalt marked.
Derudover deltog Kajsa Vala i årets meget vellykkede Women’s Circle sammen med Emily Scott Robinson, Heidi Talbot og Susan O’Neill – og med en ekstratilføjelse uden for programmet i form af irske Ríoghnach Connolly.
De fem musikere supplerede hinanden på fornem vis og skabte nogle helt unikke øjeblikke, blandt andet et par meget smukke musikalske hilsner til den netop afdøde Dolly Parton.
Også den mandlige pendant med sangere og sangskrivere bød på noget ekstra.
Her fik vi blandt andet en gnistrende dark-folk-version af Jolene som endnu en hilsen til Dolly Parton. En af de fem medvirkende, Erik Koskinen, sendte samtidig en velplaceret hilsen til endnu en “bad-ass woman”: festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink.
Hvor mange Dolly-hilsner der kom på årets festival, skal være usagt.
Men den, skotske Kim Carnie leverede med sin fortolkning af Dollys bluegrass-version af Bob Dylans Don’t Think Twice, It’s All Right, var mere end et festivalmoment.
Det var et minde for livet.
Det samme var hendes dybtfølte version af Dumb Blonde, den på ingen måde udslidte klassiker fra Dollys debutalbum Hello, I’m Dolly fra 1967.
Kim Carnie var ikke født dengang.
Og alligevel var sangen en del af hendes musikalske DNA.
Det er netop noget af det, Tønder kan: være med til at bygge bro mellem før og nu.
En af festivalens kerneværdier er evnen til at finde kunstnere, der kan give publikum noget, de ikke nødvendigvis vidste, at de ville have.
Eller måske ligefrem noget, de gik og drømte om uden at vide det.
Smag og behag er naturligvis forskellig.
Mens nogle mente, at Leon Majcen var årets åbenbaring for den mere traditionelle countryfan, var andre – undertegnede inklusive – knap så overbeviste. For mig blev det ganske enkelt kedeligt, og enkelte steder lød vokalen direkte falsk.
Men vi er ikke på festival for at være smagsdommere. Eller perfekte.
Vi er der først og fremmest for at lytte.
Til musikken.
Til historierne.
Og til det, der opstår imellem dem.
Her er Tønder stærk.
Festivalen evner at finde musikere med rigeligt af begge dele. I år ikke mindst Fantastic Negrito, Aaron Lee Tasjan, James McMurtry, Kathryn Tickell og Susan O’Neill.
Også de danske storytellere som Rikke Thomsen, Annika Aakjær, Signe Svendsen samt Dorthe Gerlach & Pernille Rosendahl fik plads.
Men ikke nok plads.
Den nye Skovscene blev i år et tydeligt eksempel på festivalens succes – og samtidig et af dens problemer.
Der var lange køer til mange koncerter, og generelt var efterspørgslen på flere scener langt større end kapaciteten.
Det bør festivalen evaluere grundigt.
For det første er det en dårlig publikumsoplevelse at gå glip af for mange koncerter, man faktisk har glædet sig til eller er nysgerrig på.
For det andet er det en dårlig forretning, når festivalgæster står passivt i kø i lange perioder i stedet for at bruge tiden på festivalens øvrige tilbud.
Når publikum efterspørger mere, er det grundlæggende et luksusproblem.
Men det er stadig et problem, der bør løses.
Et andet oplagt udviklingsområde er festivalens sene timer.
Her kunne Tønder med fordel skrue mere op for festen.
Der er ganske enkelt for få muligheder for at fortsætte oplevelsen efter de sidste større koncerter.
Hvorfor ikke have et fast kurateret VINYL ONLY DJ-set – måske gæstet af nogle festivalens artister – i Bolero hver midnat frem til klokken 3?
Et sted, hvor man kan danse, snakke og hænge ud efter dagens sidste koncert.
Det ville med garanti glæde en del af det yngre publikum, som heldigvis i stigende grad finder vej til Tønder.
Og netop at få de unge med og hængende er afgørende, hvis festivalen skal sikre sit eksistensgrundlag i de kommende år.
Heldigvis har festivalen allerede meldt ud, at et af årets nye tiltag – Live Karaoke med et professionelt hold af musikere og en væld af gæstesolister, lige fra Hanne Boel til Mike Andersen via Sct. Clara og udvalgte publikummere – blev så stor en succes, at der er lovet en gentagelse næste år.
Men det er ikke nok med en gentagelse.
Jamteltet var ALT for småt.
Det skal rykkes til Telt 2 og afholdes mindst to dage. Så kan man holde folk på pladsen – også efter mørkets frembrud.
Festivalen bør også arbejde videre med – og optimere rammerne for – de populære talks.
I år kunne man opleve journalist Erik Jensen i berigende og åbenhjertige samtaler med Bye Bye Brenda, Jakob Dinesen, Poul Krebs, Daniel Lanois og ikke mindst Niels Hausgaard.
Hausgaard gav ikke en afskedskoncert.
I stedet fik publikum en ærlig og kærlig samtale om, hvorfor det historisk lange samspil mellem ham og Tønder nu har sat punktum – efter gensidig forståelse.
Han har uden tvivl været den mest samlende figur i festivalens historie.
Det bliver lidt af en opgave at finde nogen, der kan udfylde det tomrum.
På den korte bane ville det være oplagt at invitere Sebastian og Allan Olsen næste år.
Men hvis Tønder samtidig vil tiltrække et yngre publikum, skal der tænkes længere frem.
Derfor bør festivalledelsen måske have Simon Kvamm øverst på ønskelisten.
Han er en stemme fra en nyere generation med masser af vid, bid, kant, kulør og humor – og ikke mindst evnen til at skabe nye samarbejder.
Tænk, hvis Tønder kunne skabe en ny tradition:
Simon’s Circle.
Et særligt tilbagevendende show, skabt specifikt til Tønder Festival.
Det kunne være både en bro mellem generationer og et eksempel på den form for mod og nytænkning, som festivalen allerede er så god til på det musikalske område.
Årets festival blev igen til langt mere end en sixpack af gode musikalske og menneskelige oplevelser.
Nye musikalske forelskelser opstod for mig i navne som The Felice Brothers, Kathryn Tickell og Ríoghnach Connolly.
Det er fornøjeligt at opleve den glæde ved musik og det fællesskab, der opstår omkring den. Og måske er det netop her, Tønder adskiller sig mest fra andre festivaler.
Musikerne virker ganske enkelt til at være i bedre humør.
En væsentlig forklaring er, at de er i Tønder i flere dage og ofte har to eller flere spillejobs. De møder hinanden, spiller sammen, dukker op hos hinanden og bliver en del af festivalens særlige kredsløb.
Det kan mærkes fra scenen.
Samtidig bød festivalen igen på pop-up-koncerter rundt omkring på pladsen.
Det er med til at forstærke følelsen af, at Tønder er en festival i bevægelse – ikke bare en række koncerter på forskellige scener.
Man kan regne med kvaliteten.
Men man kan ikke altid regne ud, hvad der sker.
Og det er en god ting.
For måske er det netop dér, det åbne musikalske hjerte bliver ramt.
Men festivalen skal også turde udvikle sig dér, hvor publikum allerede fortæller den, hvad der er brug for.
Mere plads til danske kunstnere.
Bedre kapacitet på de mest populære scener.
Mere liv efter midnat.
Og en tydeligere strategi for at få de yngre generationer ind – uden at miste dem, der har gjort Tønder til deres festival gennem årtier.
Det er ikke småting.
Men det er heller ikke en kritik af en festival i krise.
Tværtimod.
Det er kritik af en festival, der har så meget at bygge videre på, at man næsten bliver lidt utålmodig.
For Tønder kan noget, de færreste andre festivaler kan.
Den kan få mennesker til at samles og lytte.
Og måske er det netop derfor, der er grund til at forvente lidt mere af den.
