I smeltediglen af et internationalt line-up af prisvindende og anerkendte jazztalenter træder Toftemark/Benack III Quintets debutalbum Roadmap ind på den internationale jazzscene som en moderne fortolkning af det klassiske trompet/tenorsax-frontline setup – samtidig med en spændende hilsen til hardboppens energi, rytme og groove.
Kvintetten består af danske Andreas Toftemark (tenorsax), amerikanske Benny Benack III (trompet), danske Rasmus Sørensen (klaver), finske Kaisa Mäensivu (bas) og amerikanske Joe Peri (trommer). Alle fem er solidt forankret i den internationale jazzverden med uddannelser fra blandt andet Conservatorium van Amsterdam (Toftemark), Sibelius Academy (Mäensivu) og Manhattan School of Music (Mäensivu, Sørensen og Peri). Hertil kommer en imponerende række priser: Toftemark er modtager af Bent Jædig-prisen, Benack III er Emmy-nomineret, og Sørensen har fået Ben Webster Prisen 2025 og vundet en Danish Music Award i 2024 med sin trio.
Albummets titel Roadmap er velvalgt. Et roadmap er en strategisk plan, der viser milepæle, initiativer og mål – og kvintetten leverer netop dette i musikalsk form: en klar retning, stærke kompositioner og en overbevisende fælles vision.
En vigtig beslutning har været, at alle medlemmer bidrager med egne kompositioner, som kvintetten fortolker og udvikler i fællesskab. Resultatet er en varieret og dynamisk liste af numre: Fra Toftemark/Benack III’s lyriske ballade ’Again’ (med vokal fra Benack III) til Peris energifyldte ’Icebreaker’, Sørensens melodisk intense ’New York Attitude’ og Mäensivus kontrastfulde, basdrevne ’The Lemur’. Forskellighederne i kompositionerne bliver en styrke, der giver albummet kant og dybde.
Energi er et gennemgående tema – en milepæl i sig selv. Mäensivu og Peri skaber en fast, swingende bund, som giver Sørensen plads til harmoniske farver og melodiske fraseringer. Over dette fundament folder frontlinjen sig ud: Toftemark og Benack III leverer et tæt sammenspil, hvor Benack III’s solos kan minde om Freddie Hubbards kraftfulde energi, men med en personlig klanglig finesse. Sørensen imponerer med melodisk drevne improvisationer, mens Toftemark tilføjer en mere mekanisk, men konstant energisk dimension.
Hvis Roadmap er kvintettens første strategiske skridt mod en fælles fremtid, tegner det lovende. Kombinationen af et stærkt internationalt hold, originale kompositioner og en moderne hardbop-æstetik gør albummet til en frisk og markant tilføjelse til den internationale jazzscene.
AF NIELS BERING LARSEN
Andreas Toftemark (ts), Benny Benack III (trp, voc), Rasmus Sørensen (p), Kaisa Mäensivu (b), Joe Peri (dr)