Når Tone of Voice Orchestra (ToVO) går på scenen, føles det aldrig som en almindelig koncert. Det er snarere et kollektivt rum, hvor genrer opløses, individualister smelter sammen, og publikum inviteres ind i et musikalsk fællesskab.
Releasekoncerten på Hotel Cecil – den sidste af fire koncerter i forbindelse med udgivelsen af Running from the Devil – blev netop sådan en aften.
En helhed fra første sekund
Der var ikke udsolgt, men der var ikke mange tomme stole i salen, da koncerten på slaget 20 åbnede på bedste vis med ’Tourist of God’s Mercy’. Fra første tone båret af nærvær og overskud. Det stod funklende klart, at det her orkester rummer et sjældent kollektivt flow, der er særegent, men aldrig sært eller svært. Tone of Voice Orchestra arbejder ikke med fyld – kun farver, kontraster og præcist doserede ingredienser.
Den pulserende rytmesektion lagde et sikkert fundament, mens vokalharmonierne foldede sig ud ovenpå. Rundt i lydbilledet dukkede små solistiske pletskud op: saxofon (i alle udgaver), violin, drejelire eller sækkepibe, der konstant ændrede perspektivet i orkestrets bevidst udefinerbare genrecocktail.
Bandet spillede hovedparten af numre fra det nye album samt stærke nedslag fra debutudgivelsen – i alt 17 numre blev det til. Som første ekstranummer kom tilmed en nytænkt og intens fortolkning af Bishop Briggs ’River’, der også viste ensemblets evne til også at gøre andres materiale til sit eget.
Forelsket klangmagi
Violinist Arendse Nordtorp Pedersen og saxofonist Fredrik Lundin stod sammen lidt ude til højre på scenen, men alligevel formåede de at være blandt aftenens mest markante profiler – og musikalske midtpunkter. Ikke kun i stærke soloer, men som en nærmest symbiotisk duo. Violin og sax lød til tider direkte forelskede i hinanden og skabte nye klanglige lag, der udvidede orkestrets musikalske univers.
Alle fire vokaler fik plads som individuelle stemmer, men koncertens egentlige styrke opstod i samspillet og harmonien de fire imellem. Her løftede de for alvor hinanden – præcis som ensemblets idé synes at foreskrive.
Elisabeth Vik leverede et af koncertens mest bevægende øjeblikke med en næsten samisk styrke i ‘Kom nu hjem’, hvor intensitet, det storslåede og skrøbeligheden mødtes i samme åndedrag.
Musik med holdning
I pausen skiftes der tøj hos de fire i front. Til mere glimmer. Men ikke for at skabe kunstig glans. Eller flytte fokus. For ToVO nøjes aldrig med kun at underholde eller være et ‘festligt’ indslag . De inkluderer. Også næstekærlige opsange: med klimaet, ageism og håbet om politiske forandringer, som vægtige emner. Overbevisende. Intet blev prædiket – men opmærksomheder og håb blev delt. Vigtigt. Eller måske rettere sagt – glimrende!.
Det er nemlig netop her, orkestret adskiller sig fra mange samtidige projekter. Musikken virker levende og oprigtig, fordi den udspringer af mennesker, der tydeligvis gør hinanden bedre, og lydhørt ser samtiden i øjnene, med hver sin bagage fra fortiden.
At koncerten samtidig blev gennemført trods praktiske udfordringer – blandt andet en stjålen bas, som kontrabassist Joel Illerhag måtte erstatte med et lånt instrument – understregede blot professionalisme og overskud. Intet fik maskineriet til at vakle.
Følelser i hele registeret
Koncertens dramaturgi fungerede forbilledligt. De mere inderlige øjeblikke som i ’Imperfections’ og ’Dans om efteråret’ ramte sjæl, sind, hjerte og hjerne, mens de rytmiske kærlighedserklæringer ’Dominoes’, ’Saving Up for a Rainy Day’ og ’Coming Up For Air’ sendte masser af energi ud i salen, og tydeligvis ramte i den del af kroppen, der bevægelighederne i livet har sin plads.
Ligesom det var tilfældet med ’Driven’, der lukkede første sæt. Et nummer, der i min bevidsthed var lidt overhørt, men som i den grad her blev foldet ud i et sandt sansebombardement, hvor hele paletten af instrumenter fik plads, og kørte koncerten mere end velsmurt til en kort pause inden andet sæt.
Trinelise Væring kunne undervejs fortælle, at titelnummeret ‘Running from the Devil’ har fået en del airplay i USA efter en lille elegant tekstændring – fra det oprindelige “fucker” til “devil” – en anekdote, der elegant illustrerer orkestrets blanding af humor, handlekraft, kompromis og internationalt udsyn.
Koncerten sluttede med den mesterlige ’Hymn’ (Lived and Learned), hvor fællessangen til sidst samlede publikum i et smukt, næsten ceremonielt øjeblik. Rørende. Indrammende. Lad os da endelig blive ved med at kære, og lære. Om musikken. Om hinanden.
Bedre end lykkepiller
Tone of Voice Orchestra ønsker at skabe musik, der føles som kærlige hænder og et åndehul fra hverdagen. Missionen lykkedes fuldt ud denne aften, med de fire vokalister i front, som den slags lysende ledetråde, man fik lyst til at holde fast i. Men alting har en ende, og i stedet kunne vi som publikum tage den smittende energi og de gode vibrationer med os videre ud i natten.
Hvis landets festivalbookere leder efter et rusmiddel, der både er lovligt og stærkt vanedannende, kunne løsningen være enkel: book ToVO. Man går fra koncerten høj, opløftet og lidt mere menneskelig end før.
Et ensemble på tværs af alder, køn og musikalske baggrunde leverede ganske enkelt en koncertoplevelse, der – helt seriøst – virker bedre end lykkepiller.
Vokaler: Elisabeth Vik, Nanna Schou, Lene Nørgaard, Trinelise Væring.
Drejelire, sækkepibe, cittern: Christian Mohr Levisen.
Violin: Arendse Nordtorp Pedersen.
Saxofoner, fløjter: Fredrik Lundin.
Kontrabas: Joel Illerhag.
Slagtøj (Trommer/Percussion): Jesper Uno Kofoed, Knut Finsrud.
