Tone of Voice Orchestra er lidt af en musikalsk herlighed og ganske særlighed på den danske musikscene. Et ti-personers ensemble, skabt af det gennemmusikalske og altid nysgerrige musikerpar Trinelise Væring og Fredrik Lundin, der her med deres usædvanlige besætning – fire kvindelige vokalister, violin, fløjter, sækkepibe, drejelire og to trommeslagere – har formået at skabe en lyd, man bare ikke rigtig kan sammenligne med noget andet. Det er roots, det er folk, det er blues, det er jazz, det er mere.
Og tak for det. For det lyder måske for meget af det gode. Men det er det ikke. Tværtimod. Utraditionelt i respekt for traditionerne. Komplekst, men ikke overfyldt. Eksperimenterende, men aldrig fjernt. Levende og legende, men aldrig kaotisk. Og vigtigst af alt. Det er lyden af stemmer der kan og vil, individuelt og i himmelsk harmoni.
Med Running from the Devil tager bandet endnu et skridt mod at cementere deres helt egen musikalske signatur, som startede med deres særdeles vellykkede debut i 2022.
I vores (SIDE 33’s) anmeldelse dengang skrev vi blandt andet:
”Det er mest af alt musikalsk åbensindet, frit og nytænkt i sin tilgang af inspiration fra jazz, blues, folkemusik, americana, indie-folk, og verdensmusik, og med et dejligt ørehængerelement, som det samlende kit. På den måde skaber de en musikalsk vej, der nok er svær at beskrive med få ord, men som er både spændende og utrolig lytteværdig at gå med på. Kort sagt et helt usædvanligt orkester, der med sit helt eget tonefald, sætter lyd til alle mellemrummene og bindingsværkerne.”
Den vej fortsætter de på dette andet album, der kun bygger på, og bekræfter, at musik er både et bindeled mellem broer og en pejlesnor for nye veje.
Albummet lægger ud med ´Tourist at God’s Mercy’. Et straks fængende nummer, der åbner døren for resten af pladen. Rytmisk velfunderet, opbyggeligt, med lækre lag af harmoniske vokaler og instrumenter, og den slags drive, der trækker lytteren med ind i et lydlandskab, hvor både det hjemlige og det mere fremmede sameksisterer. Man mærker bandets forskellige individuelle styrker blive samlet i fællesskabet; den vandtætte vokalharmoni, de pludselige musikalske retningsskift, de rammende rytmiske breaks – i en heldhed hvor instrumenterne snor sig rundt om hinanden i en nærmest hypnotisk dynamik. En næsten guddommelig måde at åbne et album på, ikke mindst med tanke på tekstlinjen ’Been There, Done That”. Her er der stadig SÅ meget at komme efter.
Det følges op af titelnummeret, hvor pulsen er intens, beatet næsten trance-lignende. De fire stemmer mødes – her og generelt – i et ekstraordinært stærkt tæt dialogisk spil, der føles som om de ikke blot fortæller en historie, men udlever den via sangen. Det er her, man for alvor forstår, hvorfor også internationale anmeldere allerede har brugt tid og superlativer på TOVE. Havde vi bare en radiostation, der ikke var mainstream, så var dette nummer allerede et Radio hit. Det kan ingen løbe fra.
Det her er mest af alt et helstøbt album, og det er ikke mindst på baggrund af baggrund af de 10 musikeres individuelle kvaliteter og kreativitet, godt håndværk og gode kompositioner. .
’Imperfections’ føles som den fuldkomne ballade, med Fredrik Lundins fintfølende saxofon som den troværdige GPS, der fører os frem til ’nysgerrighedens land’.
Den sønderjyske tradition Sønderhoning ( en meloditype fra 1700’ tallet) – favntages flot og fængende på to numre – og kan måske for nogle lyttere virke forstyrrende. Men det er nu engang dette unikke bands karakter at rumme plads og rummelighed for alt der har rødder, rytme, melodi og kan synges og spilles af et orkester med tonerne og stemmerne i orden.
Mission complete. Jeg er mindst lige så blæst bagover, som med deres første album. Og føler mig som musikformidler nærmest lidt stolt over vi i et lille land som Danmark har musikere, der kan tænke og handle så meget ud over grænserne.
Imponerende.
Og bemærkelsesværdigt. De tør at mene noget. I en tid hvor det er mere vigtigt end nogensinde, at sangskrivere ser både ind og ud.
For er vi ikke mange der skylder. Er vi ikke mange, der har levet vores liv i blinde vinkler. ” We own it to the planet’ siger det hele, og så klart. Det er der behov for. Favntage skyldfølelsen med håb og handling fremfor frygt og fremmegørelse. Lyt. Ta’ stilling. TOVO gør det for fuld musik. De er det rette soundtrack.
Hvis du kan sidde stille til ’Trommedans’ , hvor de to trommeslagere Jesper Uno Kofoed og Knut Finrud virkelig brillierer, så vil jeg anbefale at du søger læge, for så kan der ikke være meget puls tilbage.
Albummet lukker på smukkeste vis med ’Hymm (lived and learned). Titlen taler for sig selv, og musikken følger med. Det lyder nærmest som en Crosby, Stills, Nash & Young klassiker. Dragende. Vanedannende. Håndspillet voksenmusik når det er absolut bedst.
Running from the Devil er et album, der kræver opmærksomhed, men belønningen er enorm. Det er dramatisk, smukt, overraskende – et album, der vil blive husket som et af årets bedste – og et af de mest relevante.
Trinelise Væring (vokal), Elisabeth Vik (vokal), Lene Nørgaard (vokal), Nanna Schou (vokal), Fredrik Lundin (saxofoner, fløjter), Christian Mohr Levisen (drejelire, sækkepibe, cittern), Arendse Nordtorp Pedersen (violin), Joel Illerhag (kontrabas), Jesper Uno Kofoed (slagtøj), Knut Finsrud (slagtøj) – gæst Peter Uhrbrand (violin).
