Guitaristen Niclas Knudsen multitasker som få. Han er aktuel i denne tid med tre hele grupper – Kalaha, Bushbabies og Ibrahim Electric, hvor han løfter store dele af kompositionerne, og tidligere i år udgav han iøvrigt albummet Honolulu is Waiting i eget navn.
Tekst: Torben Holleufer
Niclas Knudsen tilhører en kreativ generation, som alle i dag er omkring 50 år og konstant synes at knopskyde med nye projekter. Samtidig med at de synes at have en heldig hånd med bands, der fortrinsvis spiller moderne toner, mens de både favner alskens verdensmusikalske stilarter og alligevel tilhører den nye danske bølge.
Det har nu i en karriere, der strækker sig over mere end 30 år været umuligt at sætte Niclas Knudsen i bås. Han er en slags københavner, som blev født ind i en familie, hvor der som udgangspunkt var højt til loftet og hvor to ud af tre børn da også blev endda særdeles markante kunstnere på hver deres felt.
Storesøster Sidse Babett Knudsen er en af vores bedste skuespillere, og især i rollen som Birgitte Nyborg, hvor hun ubesværet slår over i perfekt fransk, anes den samme globale tilgang, som også har skabt lillebror Niclas Knudsen.
“Vores far og mor var jo fra start sådan nogle, der rejste ud i en fart. Min far stak af hjemmefra som 15-årig. Og så blev han kok på et skib og rejste rundt, og der mødte han min mor, som også var på et skib. Så man kan sige, at det ligger måske meget naturligt til os, at man gerne vil rejse. Min mor har altid rejst meget, min far har altid rejst meget. Vi boede i Afrika, og jeg tror, at vi har talt sammen, at jeg har boet måske 11 eller 12 steder med mine forældre”, husker Niclas Knudsen om familien, hvor moren i 1960’erne havde arbejdet på det gamle Jazzhus Montmartre og kendte alle musikerne.
Familien var tidligt ude. De tilbragte et par år i Østafrika, hvor familien fik en smag af hjælpearbejde, når det er mest absurd – faren ville køre en fotoskole i Tanzanias hovedstad, men der “var altid en eller anden vigtig og afgørende dims, der manglede, og som det var en krig at skulle have sendt ned fra Danmark”, husker Niclas Knudsen, som dog har et væld af østafrikanske foto fra farens hånd som souvenir. Men også en skilsmisse.
Mor og far levede op til statistikken, og hjemme kom Niclas ind i det kreative miljø på Bernadotteskolen og efter det Christianshavns Gymnasium, som heller ikke var det værste sted, når det ikke skulle være Sankt Annæ.
Men lad os lige komme op til overfladen et øjeblik:
Her i 2025 er Niclas Knudsen i centrum af både kreative eksplosioner og hjemligt kaos. Nyskilt og med nyt hjem, har det sidste halve år været med fokus på børn og den overgang, som et langt ægteskabs skibbrud uvægerligt fører til, selv om man er gode forældre og gør tingene på en voksen måde. Men kreativt har det betydet, at det vanlige kildevæld af musikalske idéer for en tid har været på lavt blus, og Niclas kun “har skrevet en stribe ting for klassisk guitar”, fordi han kom til at få en sådan i hånden.
Men gudskelov er der kvalificeret guld i banken, og der er hele tre udgivelser med de grupper, som Knudsen aktuelt har kørende:
Det nyeste hold – Bushbabies – hvor Niclas er gået sammen med bassisten Jonathan Bremer, der blandt andet er kendt fra Bremer/McCoy, samt trommeslageren Felix Ewert, der er del af Tabloid, og samtidig er en af landets mest efterspurgte trommeslagere uanset om vi bevæger om indenfor rock, pop eller jazz.
Dertil de gamle kendinge, Ibrahim Electric, der i over 20 år har bygget bro mellem fest og farver og fri musikalsk fantasi, og endelig stærkt succesfulde Kalaha, der netop har udsendt albummet Guirca, som her hos All That fik 5/6 i Brian Petros anmeldelse, og af undertegnede fik topkarakter i min anmeldelse til Gaffa.
Det stod måske ikke skrevet i stjernerne, at Niclas Knudsen skulle være guitarist. Men på den anden side sætter du ikke din søn ind på Bernadotteskolen, hvis du er bange for rytmer og harmonier.
I Niclas Knudsens tilfælde blev klassekammeraten Rasmus Lee, som spillede en fantastisk saxofon den direkte vej, både i form af inspiration og en dygtig musikalsk makker, men også fordi hans bror var guitaristen Søren Lee og dermed en dygtig første lærer.
Vi spoler frem, og efter at have været begejstret for jazz og funk og sågar spillet på Montmartre, drog Niclas Knudsen over Atlanten, hvor han som mange seriøse danske jazzmusikere før ham kom til at studere på Berklee, jazzens måske mest berømte konservatorium med beliggenhed i Boston, hvor han stødte ind i stort set jævnaldrende guitarister som Kurt Rosenwinkel og saxofonister som Chris Cheek og såmænd Jakob Dinesen.
Her blev Knudsen udlært efter alle kunstens regler og fik også livsvenner, som han siden kom til at spille en masse med. I de første mange år i orkestret When Granny Sleeps, som blev kaldt banebrydende og fik enorm turnéerfaring op gennem 1990’erne, hvor Knudsen sammen med trompetisten Kasper Tranberg, trommeslageren Anders Mogensen og bassisten Nils Davidsen var den faste kvartet. Men hvor de også – i øvrigt med pianisten Ben Besiakow inde over – i 1995 indspillede et fabelagtigt første album kaldet Birth med amerikanske David Liebman, som havde spillet saxofon med Miles Davis og meget godt opsummerer, hvad Niclas Knudsens musik fra starten har handlet om.
For efter at have rost de dengang unge danske musikeres evne til at etablere en troværdig gruppelyd, sætter Liebman trumf på med ordene:
“Selve musikken mindede om den periode, hvor jeg var sammen med Miles Davis i 1970’erne – en vis form for funky løshed med guitaren i centrum det meste af tiden. Dette band, hvis de holder sammen, vil helt sikkert skabe nogle bølger. I mellemtiden vil de virkelig have det sjovt med denne musik”.
Og netop at have det sjovt, har været en del af temaet i de faste grupper, som Niclas Knudsen har haft siden, hvor især Ibrahim Electric – hvor Stefan Pasborg med sine virtuose trommer og Jeppe Tuxen på et særdeles alsidigt orgel over to årtier har vist verden, at instrumental jazz både vælter et dansegulv og er guf for dem, der nørder musikalske detaljer.
Vi skal dog lige have Niclas selv ind over, for Berklee gjorde jo meget, men afmystificerede også musikken i en grad, hvor han simpelthen havde brug for at gå ind i musikalske sammenhænge, hvor han med fuldt overlæg undgik helt at vide – eller rettere: VILLE vide, hvad der foregik:
“Da jeg startede med at spille jazz, var det jo et mysterium for mig. Jeg vidste ikke noget om, hvorfor den der tone lød så godt, jeg vidste bare, at når jeg trykkede der, så var det magisk. Når jeg lyttede til eksempelvis Sonny Rollins, så spillede han noget, som ikke var diatonisk, men en anden skala, men jeg vidste ikke, hvad det var, men kunne bare gengive den tone og vidste, at den var god. Og det mysterium, at jeg ikke helt vidste, hvad der foregik, elskede jeg. Og så kom jeg på Berklee-skolen, og det hele blev linet ud, og jeg ville kunne forklare dig alt. Men det var trist for mig, at det blev afmystificeret, så derfra begyndte jeg at spille cubansk musik rigtigt meget, jeg spiller for eksempel tres (lille cubansk guitar), og gør det rigtigt godt. Og da jeg gjorde det, besluttede jeg mig for, at jeg simpelthen ikke ville vide, hvad der foregik,” fastslår Niclas Knudsen.
Og den mangel på at ville vide, hvad der foregår, har siden ført til den elektroniske og globale legeplads i et band, der var opkaldt efter et simpelt spil, som vi spillede på fritidshjemmet. Jeg taler om Kalaha med trommeslager Emil de Waal som den gennemgående makker. Og om alle de andre sammenhænge, hvor man spiller modalt og skævt, og Niclas mentalt kan trykke på den indre random-knap og have en fest.
Men meget er jo allerede skrevet om Kalaha, Ibrahim Electric og When Granny Sleeps, for nu ikke at tale om Niclas’ mange soloplader og andre herlige musikalske krumspring, som jo kommer uafladeligt og uden afgrænsninger, hvad angår genre eller form.
Så jeg retter i stedet fokus på Bushbabies og det nye album, Huma Bird. Et orkester, hvor Niclas komponerer alt og spiller med en herligt afklaret tone, som råber jazz og er milevidt fra ekskursionerne på den sorte Gibson Les Paul, som normalt indikerer, at rocken ikke skal føle sig for sikker, når Mr. Knudsen er i nærheden.
Så hvad er det med den klare jazzlyd, Mr. Knudsen?
“Ja, det handler for mig måske lidt mere om nærhed og at komme helt tæt på det her band. Og måske ikke helt så meget om at feste som i de andre bands. Det er sådan et behov, jeg også har haft for at fortælle nogle måske lidt mere simple historier og komme helt tæt på lytteren på en måde. Og det synes jeg, man gør med den lyd,” fortæller Niclas Knudsen.
Og der er selvfølgelig en bagtanke med albummets titel, og den handler om en fugl fra den persiske mystikertradition, som også kaldes sufisme. Her kaldes Humafuglen også for Paradisets fugl, som altid siges at svæve højt uden at lande. Måske et udtryk for den højeste bevidsthed?
I Bushbabies’ version er det dog mere konkret og handler om “en mytologisk fugl, som giver lykke, hvis man rammes af dens skygge”.
I disse Rick Beato-tider (en kendt amerikansk guitarist og lærer, som har et par Youtube-sider, hvor der bliver nørdet guitar til den helt store guldmedalje) skal vi lige være lidt konkrete, hvad angår Niclas’ lyd, som er så afgørende i netop Bushbabies:
“Jeg spiller på en Gibson ‘345’-model fra 1967. Og så har jeg en VOX-forstærker fra 1962, som jeg bruger i det her setup. Men noget, som jeg også gør, er, at jeg bruger en “12-Step”, som er en MIDI-controller (fra firmaet KMI. red.), så jeg kan styre et Juno-synthesizer-modul, og spille lidt keyboard-akkorder med fødderne, mens jeg spiller koncerter. Det var bare noget, jeg fandt ud af, at man kunne gøre”, fortæller Niclas Knudsen, som hermed holder trioformen, der fungerer så godt.
Bushbabies var egentlig opstået, da Niclas i 2011 mødte den da 20-årige bassist Jonathan Bremer og spillede nogle jams med Niclas Bardeleben på trommer på blandt andet Montmartre:
“Vi spillede jo nogle jobs, og jeg syntes bare, det var enormt fedt at spille med Jonathan. Jeg kunne godt lide ham. Og så gik det ti år, hvor jeg stort set ikke så ham. Men så ringede jeg i anden anledning, og vi begyndte omgående at snakke om, at vi måske skulle prøve at spille lidt sammen igen,” husker Niclas Knudsen og fortsætter:
“Jeg havde lige været på Zanzibar med min familie, og havde siddet hver dag i varmen, fordi de sov længe. Jeg sad simpelthen bare hver morgen, og så skrev jeg nogle numre, fordi min familie sov længe. Og de numre tog jeg med til den her jam session med Jonathan. Jonathan havde så sagt, at han kendte en, der hed Felix Ewert, som spillede skidegodt trommer, og om vi ikke skulle prøve at spille med ham? Og så mødtes vi, og den første gang vi spillede sammen, lød det ret godt. Og de nye numre passede lige ind i det, vi lavede. Eller i det, der opstod i hvert fald. Det lød bare helt rigtigt.”
Bushbabies var dermed født og de udsendte deres debutalbum på eget selskab i 2024.
Niclas Knudsen har rejst hele livet og har konstant telefonen klar – eller rettere: den diktafon, hvor han kan nynne nye melodibidder. Der kommer for det meste utroligt meget materiale i øjeblikket, og han har en disciplin med at aflytte sine “noter”, når han kommer hjem og måske kan arbejde videre på guitaren.
I Kalaha har han i nogle år nærmest spillet, som var Bosporus en permanent udsigt. Ikke mindst med 2019-hittet “Çok Küstüm” som startede et spændende samarbejde med dansk-tyrkiske Hilal Kaya. Det selv om han på det sidste mere synes at vende tilbage til det cubanske eller rettere køre den indie-inspirerede moderne cúmbia-guitar, der skriger Bogotá, af med en selvfølgelighed, som er absolut troværdig. Hør bare det potentielle hit ’Duele’, hvor en anden herboende sangerinde med global baggrund, nemlig Mambe, fyrer en gang elegant sang og spansk rap af, hvor man fornemmer at grupper som colombianske Bomba Estéreo ikke har levet forgæves.
Alligevel går Niclas Knudsen ikke bevidst efter en konkret lyd eller kultur, for års global bevidsthed producerer bare lydbidder, som ofte er langt hjemmefra:
“Altså, det der med at prøve stilarter af, det er sgu ikke noget, jeg gør bevidst. Det er bare noget der opstår, når jeg sidder med de numre. Meget af den musik, jeg spiller, er jo billedlig. Når jeg starter med at skrive, har jeg en stemning eller et billede eller nærmest en lille film inde i hovedet. Og så skriver jeg noget, så kommer det bare og så nogle gange, er det noget, der er et billede eller en film eller en stemning, som er fra et andet sted end Danmark, kan man sige – også fordi jeg har rejst utroligt meget. Så det er meget naturligt for mig, at så kommer det lige pludselig til at tage udgangspunkt et andet sted, simpelthen. Der ser anderledes ud, der hvor det her musik foregår. Ligesom en drøm; sådan har jeg det lidt”, siger Niclas Knudsen.
Han kan i øvrigt fortælle, at næste projekt nok bliver en plade for spansk guitar, ligesom han vil afsøge noget af det singer/songwriting, som han også kan, og som blandt andet udløste albummet Alt er ego i 2019, hvor Niclas selv forsøgte sig som sanger. Han tænker dog, at det kommende projekt bliver med en endnu ikke valgt sanger som solist.
Men nu handler det om at få Huma-fuglen til at lette for alvor, og hele forløbet har da også haft den følelse af lethed. For hvor etteren blev komponeret på Zanzibar og så blev resultatet af begejstring i Felix Ewerts øvelokale, var Huma Bird resultatet af godt arbejde på landevejen, hvor Jonathan Bremer og Felix Ewert havde deres roller helt på plads, da de tre indspillede albummet over et par dage i december.
Den er nu i pladebutikkerne, og der vil være storslået musik på alle hylder med både den, Kalahas Guirca-album og i det nye år det første album i seks år fra Ibrahim Electric. Et album, der får titlen Fast Fire.
I firserne var det den unge Niclas Knudsen, der troligt besøgte sin lærer Søren Lee hver anden uge, mens han med Coltrane og Sonny Rollins i øregangene lærte bebobens lynhurtige løb. Alt imens han takkede sit forsyn for, at overlegent bedre musikere undlod at skifte ham ud.
I dag er Niclas selv den modne mester, som lader verden åbne sig via hans mange forskellige musikalske projekter, hvor den råde tråd kort og godt er: nysgerrighed, leg og kvalitet.
NOTE: Ovenstående er en redigeret udgave at den artikel der er bragt i vores magasin nr. 196. – november 2025.
