Der er noget fascinerende over de mennesker, der formår at ældes med både ynde og visdom, samtidig med at den evige tvivl og den flagrende frygt stadig fylder. Både inderst inde, og yderst ude.
De mennesker, der balancerer imellem den dybe ro og den svimlende fart, og ikke bare inspirerer, men også lader sig inspirere, mens nysgerrighed og gå-på-modet fortsat bobler i blodet, alt imens erfaringen tæller som et af mange delelementer på livets videre vej.
Personligt har jeg det sådan, at vi mere end nogensinde har brug for sådanne formidlende og inkluderende mennesker i en verden, hvor der vel aldrig har været så mange åbne spørgsmål og så få klare svar.
Derfor har vi også brug for et album som A songwriters Odysses. Det ottende – og hidtil bedste – soloalbum fra danske Trinelise Væring, der i sin tilbagevenden til det engelske sprog i den grad her leverer et besnærende soundtrack til et reality tjek af både hende selv, sin samtid, fortiden og de helt store eksistentielle emner for os alle.
Oprindeligt udtænkt som et countryalbum tilbage i de stille COVID-19 tider, og altså ikke et led i ”If-Beyonce-goes-country-we-all-go-country” bølgen.
Jeg vil nu nok også mere kalde det et alt-country eller americana album, der heldigvis så også er veldoseret med masser af velklingende pedal-steel i lydbilledet.
Varm og organisk lyd, og pedal-steel
De 10 sange på albummet (11 i den digitale udgave) har alle en tidløs singer-songwriter appel over sig, og er frydefuldt pakket ind i en varm og organisk lyd, der både omfavner og løfter undervejs.
Albummet er indspillet i Canada med et hold uhyggeligt kompetente studiemusikere. Den prisvindende producer John Raham har Væring tidligere arbejdet sammen med, og det fornemmes af forventningsafstemningen har været helt i orden inden afrejsen.
Sangene emmer alle af nødvendighed og der høres en gennemarbejde grundighed i udtrykket, der oser af saft og sammenhængskraft.
Det hele føles både hjemligt bekendt og vedkommende lige fra den første strofe i det bemærkelsesværdige statement af et åbningsnummer, der bærer den dejligt originale titel ’I’m Not a Quitter’.
Sikke en start. Er Væring toppet for tidligt når jeg at tænke, alt imens albummet spiller videre, og spiller sig ud som den slags album, jeg allerede nu ved vil blive et jeg vil vende tilbage til igen og igen. For det virkede fra start, og det vokser for hver gennemlytning.
Et svendestykker
Højdepunkter er der mange af. ’May the Best Man Win’ er et af dem. Det har et gyngende forførende rytmisk drive og en melodisk tæft, der gør den helt umulig at glemme allerede efter første aflytning.
Trinelise Væring er som nævnt langt fra debutant, men et nummer som førnævnte, beviser ligesom andre højdepunkter som ’I’ve Outgrown Kandisky’, og ’Getting the hang of Being a Failure’ (med en fortryllende guitarsolo, som nærmest kunne være klippet fra et best-of Jackson Browne album), at hun i den grad har formået at udvikle sig både som sanger, sangskriver og arrangør med dette album. Kan man tæt på de 60 år lave et ’svendestykke’, så er det vist det Væring har gjort med dette album.
Det tåler uden tvivl sammenligning med relaterede artister, der har bevæget sig i samme boldgade; Carole King, Tracy Chapman og Sheryl Crow,
Det er et lyttelækkert album, som er meget let at holde af, også selvom det også gør ondt undervejs i et nummer som ’The Call’ – hvor den melankolske og nedtonede stemning tager over i en stærk og personlig fortælling om det at miste, det man har aller mest kært.
Væring vinder ved for alvor at se sig selv i spejlet på numre som ’When We Were Young’, og ikke mindst på ’Letter to My Younger Selves’. Det er nærværende og reflekterende uden at være navlepillende eller selvsmagende.
Som hun beskriver det i sangen ’If I Were a Builder’ er der så meget hun har erkendt, at hun ikke er god til. Til gengæld er der også meget hun kan. Hun kan få folk til at lytte, og synge med på hendes musik. I Danmark, i USA, i Finland og sikkert mange andre steder. For dette er et album der rækker ud over grænser, selvom det leveres indenfor velkendte rammer.
Det her album vil med garanti stå tilbage som et af årets bedste danske album når året går på hæld, og det fortjener i den grad at blive luftet i sin helhed live på en dansk festival.
Trinelise Væring med hendes canadiske hold af musikere vil være et direkte scoop på for eksempel Tønder Festival, hos Jazz & Roots på Copenhagen Jazzfestival eller hos Kultursalonerne Gisselfeld.
Trinelise Væring (g, voc), Scott Smith (pedal steel, dobro, ac- el.g, banjo), Chris Gestrin (Wurlitzer, Hammond organ, Mellotron), John Raham (d) Jeremy Holmes , Darren Parris, James Meger (b), Trent Freeman (vln), Pernille Bevort (cl), Elisabeth Vik, Lene Nørgaard (backing voc).