Først melder en fiffig lille fanfare fra et keyboard sig i højtaleren. Så tager vi fat på en af de akkordrækker, vi kender ud og ind fra alle de sportshaller, hvor TV-2 har besejret håbløse forhold og akustik og vundet et enormt publikum i tæt på 45 år. Alt ved det hyggeligt, velkendte. Og dog. For tempoet sættes i vejret i de friske beats og den fine melodi til ’De græder i Jylland’. Som så alligevel viser sig at være et overraskende og rigtigt godt nummer fra TV-2. Steffen Brandt har tørret den milde ironi af fjæset og betjener sig af mere direkte og besk humor i sangen om den såkaldte mink-skandale, der bliver ved med at forfølge Mette Frederiksen og hendes regering som en af Coronaens utallige senfølger.
”De kalder det livsværk/ ku’ ikke lige finde andre ord/ Hvad med dyrplageri/ eller har du en bedre metafor”, spørger en opildnet Brandt. Hvorefter han tilsyneladende skærer spidsen af den skarpe satire ved at synge.: ”Det er nok for meget/ og måske lige lovligt woke/ Jeg siger undskyld/ på forhånd for en dårlig joke”. Men Onkel Steffen ved selvfølgelig godt, at han hverken er for woke eller har fortalt en dårlig joke. TV-2 er her et spadestik dybere med et ekko af folkeviddet henne i det jyske forsamlingshus.
Senere i dette prægtige åbningsnummer bliver ’Danmarks (selvudnævnt) kedeligste orkester’, man egentlig troede var gået i et med tapetet, poetiske og leger med deres egen tidlige fortolkning af Jeppe Aakjær i sangen ’Kolde hjerner’ fra debuten ’Fantastiske Toyota’ (1981). ”Det kan selv kolde /hjerner godt forstå/ vi er alle lærkesangen på et spinkelt strå”. Hele den forstemmende affære, som passer forunderligt fint i en munter popsang, slutter af med den tragikomiske konklusion; ”Der er intet i verden/ så gribende som gråd/ De græder i Jylland/ de har aldrig fået noget”.
Selv om TV-2 ikke helt kan holde kadencen hele vejen igennem – efter at have sparket døren til nutiden ind i med åbningsnummeret – præsenterer den modne herrekvartet sig på album nummer 20 i den mest veloplagte form, vi i noget nær årtier, har oplevet fra den kant. I stedet for at revolutionere stilen har TV-2 valgt at stå ved sine dyder som et orkester fra den tid, hvor det håndspillede fællesskab var i centrum. ’Som om vi ikke har mere at sige…’ er i høj grad en bandplade.
Som alle, der har hørt singleforløberen, titelnummeret indspillet som duet med sangerinden Mumle, ved, betyder det ikke, at TV-2 ikke er med på de moderne strømninger i den popmusik, århusianerne i sin tid satte ”korsbånd og stjerner på”. Den velsmurte invitation til dans handler ikke om et gammelt band, der forsøger at overbevise sig om fortsat relevans, men om parforhold i krise. Der er andre nyskabelser i det velkendte univers som den snurrende ’ Én mand – sulten’, der over et stramt, men swingende beat i telegramstil sætter knappe ord på stress, der ender galt.
Også ’Drømmene tilbage’ går nye veje med inspiration fra Motown i de blæsere, der faktisk formår at få lidt optimisme frem i et arrangement, der også har plads til en ikke lang guitarsolo fra Hans Erik Lerchenfeld. Fulgt af ’Tal til mig’ med flere blæsere og Steffen Brandt i en form for sunget rap. Potentialet til at blive et hit ude i hallerne er stort.
Befriende brud på den TV-2 ’classic’ stil, der trods alt præger det meste af albummet, men gør det med enten en faktisk nærmest opløftende alvor som i ’Tak Rebecca’ og forfriskende veloplagthed, som i en af de mest typiske sange for bandet ’Åbn din dør’. Vi sidder så langt nede i desillusionen, at ingen tør åbne døren for fremtiden. Værre endnu går det i ’Vandet i Vandhullet’, der er er TV-2’s bud på en klimasang. Måske ikke ligefrem originalt, men arrangementet er alligevel overrumplende for TV-2, der også her lyder revitaliserende, nysgerrige og med vilje til at betyde noget, til at gøre en forskel, til at indtage nyt land.
Også i kærligheden hærger desillusionen i den fine ’Jeg skulle have været din sommer’. En virkelig velskrevet tekst og veludført melodi om alle de chancer, der ikke blev taget i det parforhold, der derfor er endt med denne konstatering: ”Jeg kunne have tabt det hele/ for at vise mit værd”.
Hvor det dog klæder Steffen Brandt at bruge sin menneskelige indsigt og den livsfilosofi, der står i fuldt flor på den smukt afsluttende ’Fra nu af’. ”Så en dag er det alvor og det er lige før man tror/ at man har fundet skovlen under eget bord”, synger Steffen Brandt. Et morsomt træf på den nyfundne alvor, som sættes fint i scene af den roligt rullende ballade om intet mindre end livets gang. Og det lykkes faktisk TV-2 at slutte af på en positiv note ved at konstatere, at når, man har gjort alt det, man skulle: ”Fra nu af er der kun livet tilbage”.
På det tidspunkt står det fast, at TV-2 ikke bare har noget, men overraskende meget at sige. Og gør det med fornyet energi og vilje. De og dette stærke comeback fortjener, at der også er mange med lyst til at lytte.
Sven Gaul: Trommer, Hans Erik Lerchenfeld: Guitarer, Georg Olesen: Bas, Steffen Brandt: Vokal, keyboards, Mundharpe + diverse gæster
